Regeringen og oppositionen er i en hårrejsende nervekrig om store bededag, der kulminerer fredag

I sig selv var tirsdagens åbningstale fint kreeret og ord for ord noget, de fleste danskere kunne skrive under på. Men den forekom underligt løsrevet fra den virkelighed, den nye SVM-regering står i.

En virkelighed, der blev understreget med fed skrift, kun en time før statsminister Mette Frederiksen (S) entrede Folketingets talerstol. Her afviste en samlet opposition regeringens krav om at afskaffe store bededag som adgangsbillet til et forsvarsforlig.

I sin tale gjorde statsministeren det klart, at Danmark ikke alene har fået en ny og historisk bred regering. Hun lagde også vægt på at få et bredt samarbejde i det nye folketing.

”Mit håb er, at den valgperiode, vi nu tager fat på, vil blive kendetegnet af samarbejde og ordentlighed. Splittelse og polarisering er nemt. Men et velfungerende samfund kræver det modsatte,” lød det fra Mette Frederiksen.

Statsministeren kom også ind på det kommende forsvarsforlig:

”Dansk forsvarspolitik har i årtier været kendetegnet ved bredt samarbejde. Det er mit håb, at vi kan fortsætte den stærke tradition. At vi kan kan vise danskerne, at vi – på tværs af politiske skel – er fælles om løsningerne. Også finansieringen.”

Specielt dette afsnit virkede usædvanlig malplaceret på resten af Folketinget, der beskylder regeringen for at spille hasard med et bredt forsvarsforlig ved at kæde det sammen med store bededag. {{toplink}}

Reformvejen

Statsministeren gjorde sit bedste for at fremstille regeringen som den ansvarlige kaptajn, der er villig til at tage upopulære beslutninger for at styrke forsvaret og holde orden på statsfinanserne.

”Regeringen vil fremrykke forsvarsudgifterne, så vi i 2030 når op på to procent af BNP, som der er et bredt flertal for her i salen. 20 milliarder mere til forsvar og sikkerhed i 2030. Uden nye kilder til finansiering, så går regnestykket ganske enkelt ikke op.”

Mette Frederiksen fortsatte:

”Nogle vil sige: I kan bare hæve skatterne. Andre vil sige: I kan bare skære ned på velfærden. Ingen af delene er vejen til at gøre Danmark stærkere. Det vil ikke føre til nogen form for udvikling med sig. Regeringens vej er reformer. For den barske sandhed er, at der ikke findes nogen nemme løsninger.”

Selvsikker Løkke

I et efterfølgende doorstep-pressemøde, hvor Mette Frederiksen var sekunderet af forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), åbnede statsministeren dog lidt op for, at der kan findes alternativ finansiering til de øgede forsvarsudgifter.

Men meldingen var ulden, og det er stadig helt uklart, om regeringen bakker på sit ultimatum.

Doorsteppet var også interessant, fordi man her kunne iagttage den nye dynamik mellem de tre regeringspartiers ledere. Hvor man har været vant til at se en Mette Frederiksen have scenen alene, holdt de andre sig ikke tilbage – og især Lars Løkke Rasmussen førte sig frem med en selvsikkerhed, som var han stadig statsminister.

Således afviste både Løkke og Ellemann bastant alle beskyldninger om magtfuldkommenhed i store bededags-krigen. Ifølge dem kan en flertalsregering slet ikke være magtfuldkommen, fordi "den har et legitimt flertal bag sig". {{toplink}}

Tab for begge parter

Striden om store bededag og koblingen til forsvarsforliget har nu nået et kogepunkt, som et stort flertal i Folketinget reelt ikke har nogen interesse i.

Oppositionspartier som Radikale, Konservative og SF var alle med i forårets nationale kompromis om forsvaret, og de er dybt optagede af at komme med i et nyt forlig, der strækker sig mange år frem. Står de uden for, er det meget store beløb fra statskassen, de ikke får indflydelse på. Desuden ligger det i deres selvforståelse som ansvarlige partier, at de skal deltage i forsvarsforlig.

Men regeringen har mindst lige så meget at tabe. Der er tradition for brede forlig om forsvaret, og det er noget, man lægger stor vægt på i forsvarets rækker. Et smalt forlig kan allerede efter næste valg miste flertallet i en situation, hvor danskernes lyst til øgede forsvarsudgifter er dalende.

Dertil kommer, at SVM-regeringen fra starten risikerer at blive kronisk upopulær og få et fiasko-stempel, man aldrig får vasket af sig. Akkurat som det skete for Thorning-regeringen og VLAK-regeringen.

Vild nervekrig

Mens pressemøder efter statsministerens redegørelse til Folketinget normalt omhandler en serie af de emner, der berøres af åbningstalen, druknede det denne gang i stormvejret om store bededag. En understregning af, hvor definerende det forslag er blevet for den nye midterregerings omdømme.

Hverken kampen mod bureaukrati, som "koster dyrebar tid og arbejdsglæde", arbejdspligt til indvandrere med et integrationsbehov, der "skulle være indført for mange år siden" eller genoprettelsen af et skrantende sundhedsvæsen optog medier eller resten af Folketinget denne tirsdag i januar.

Allerede fra morgenstunden var store bededags-krigen tilmed blevet skærpet yderligere, da fagbevægelsen opfordrede til at støtte en folkeafstemning om sagen.

Regering og opposition er nu i en hårrejsende nervekrig frem til fredag, hvor regeringens ultimatum udløber. Det er en uhørt dramatisk situation – kun en måned efter SVM-regeringens dannelse.

Der er intet udemokratisk i, at en regering bruger sit eget flertal og stemmer upopulære forslag igennem.

Men der er alligevel en vis ironi i en situation, hvor en historisk bred regering ender med at lave et historisk smalt forsvarsforlig. {{toplink}}

erik@altinget.dk