R: Skatten kan sænkes til 42 procent

Hvis De Radikales skatteudspil bliver vedtaget, så slipper stort set alle med 42 pct. i skat. Finansministeriet har gennemregnet og sagt god for forslaget.

Det kan oven i købet lade sig gøre ved at anvende regeringens råderum på 10,6 milliarder kroner til skattelettelser på blot en lidt anden vis og samtidig efterleve de strikse krav om en realvækst i den offentlige sektor på maksimalt 0,5 pct. om året.

Det mener Det Radikale Venstre, der i et skriftligt svar fra Finansministeriet har fået Thor Pedersens (V) ord for, at med »de samme beregningsforudsætninger« vil grænsen for topskat kunne hæves til 520.000 kr.

»Hvis man tror på, at regeringen har ret i sine forudsætninger, men i stedet bruger pengene på en klogere måde, så når vi altså frem til et skattesystem, hvor det hedder 42 pct. i skat af den sidst tjente krone for alle med en indkomst op til 520.000 kr.,« siger Anders Samuelsen, der glæder sig over, at Thor Pedersen medgiver de Radikale muligheden.

Login