Populismen lider nederlag – men glæd jer ikke for tidligt

I 2010’erne så populismen ud til at udfordre europæisk politiks status quo. Nu tyder meget på, at vi er ved et vendepunkt. Spørgsmålet er imidlertid om Europas mange institutionalister glæder sig for tidligt? Svaret afhænger blandt andet af, om vi opfatter populismen som begivenhed eller struktur.

Men først vendepunktet. I Storbritannien har De Konservatives flirt med højrepopulismen givet bagslag. Det gik ellers godt. Partiet fik strålende valg. Men så holdt det op med at gå godt, da der skulle føres politik på løfterne. Brexit var kønnere som håb end som virkelighed. Nu ligger Boris Johnson underdrejet i meningsmålingerne. Populismen var bedre som kritik end politik.

I Tyskland er Alternative für Deutschland langt fra fordums styrke. Magten ligger solidt på en koalition af liberale, grønne og socialdemokrater. Ikke meget kraft i den populistiske reaktion der. I Frankrig taler alle nok om Eric Zemmour, men det traditionelle Ressamblement Francaise er i dyb krise og indkasserede et nederlag i sommerens lokalvalg. Og i det evigt kriseramte Italien ligger Mateo Salvinis parti nok lunt i svinget, men stadig lavere end da partiet toppede på omkring 30 procent af stemmerne. Tiderne skifter.

I 2010’erne blev der skrevet et væld af bøger om populisme. Herhjemme fik historikeren Jan-Werner Müllers 'Hvad er populisme' fra 2016 størst gennemslagskraft. Den opfattede populisme som en retorisk figur, en appel til ”det sande folk” om at vende sig imod eliten. Det er en overfladisk definition, men indfanger alligevel et særligt sprog som afgørende for populismen. Og hvis populismen er i krise, afspejler det sig i høj grad i, at netop dette sprog for indeværende forekommer at have mistet sin appel.

Og så er der Danmark. I 2015 var Dansk Folkeparti landets største borgerlige parti. Måske bliver det snart det mindste. De overlevende gør, hvad de kan, for at sende partiet så langt ned mod spærregrænsen som muligt. Nye Borgerlige har i perioder haft succes, men partiet ligger pt. ikke imponerende i meningsmålingerne. Indtil Dansk Folkeparti gik ind i den blodige formandsstrids terminale fase, lå Nye Borgerlige ofte under sine kronisk kriseramte konkurrenter. Dette indikerer, at det liberalistiske protestparti reelt set har begrænset potentiale.

Hertil kan vi lægge den udvikling, som ikke mindst Altinget har skrevet om, nemlig at udlændingepolitikken ser ud til at have mistet vælgernes interesse. Kun syv procent af vælgerne opfatter i dag dette område som det vigtigste. Og disse vælgere er allerede solidt i den borgerlige lejr. Udlændingepolitikken flytter derfor ikke længere vælgere over midten. I stedet er den blevet en risiko for de borgerlige. De kan ikke vinde på den, men de kan tabe på den.

Dette skifte falder sammen med en aktuel bevægelse væk fra værdipolitikken hos flere partier. Her handler det altså ikke kun om udlændingepolitik, men også om andre politikområder, der knytter an til folk-elite-distinktionens politiske logik.

Her er det særligt interessant at bemærke skiftet i Socialdemokratiet. Partiet genopfandt sig efter 2015 ved at kanalisere populismens kritik af teknokratisk elitemagt ind i et centrumvenstreprojekt, der satte markante dagsordener og desuden åbent hyldede en tilgang til udøvelse, som underlagde teknokratiet den politiske magt.

Med sin nytårstale bekræftede Mette Frederiksen imidlertid billedet af et parti, der er i færd med at nedtone sin populistiske appel til fordel for en mere lavmælt teknokratisk linje, de små justeringers politik. Fra klassekamp 2.0 til Corydon 2.0. Heller ikke de borgerlige er opsatte på at kaste sig ind i værdipolitikken. Og i en situation, hvor det bedste bud på et borgerligt alternativ til Socialdemokratisk regering indbefatter Det Radikale Venstre, er det ikke vanskeligt at forstå, hvordan værdipolitikken ikke længere er en vidundermikstur.

Ja, måske var det det? Populismen havde sin tid – og nu er den ovre. Ja, sådan er det med alle politiske fænomener.

Men jeg tror ikke, at det gælder her. Populismen opstod ikke ud af ingenting. Den er netop ikke blot en retorisk figur, men en afspejling af reelt eksisterende og dybe strukturelle skel i samfundet. Der er faktisk voksende skel mellem land og by, og mellem den urbane, højere middelklasses værdier og resten af samfundets. Der er også en stadig, blivende og over tid voksende udfordring fra de demografiske skift, indvandringen fører med sig. Ingen af de dagsordener forsvinder. Politik vil i al overskuelig fremtid rumme den udfordring, der ligger i at forhandle nationalstatens relation til globalisering og regionalisering.

Populismen er, som Matthew Goodwin, der er britiske politolog og medforfatter til bogen 'National Populism: The revolt against Liberal Democracy', skriver, desuden nært knyttet til demokrati i det hele taget. Den opstår, når "demokratiet bliver for fjernt og afkoblet fra folket". Populismen aktualiseres altså som en reaktion mod det teknokrati, der gør politik til et reservat for eksperter. En tilbagevenden til de små justeringers politik betyder, at vi lægger i ovnen til den næste populistiske revolte.

Der ligger kort sagt en dobbelthed i populismen, som vi nemt glemmer. Selvom populister typisk baserer deres politiske succes på evnen til at mobilisere på baggrund af enkeltsager, så er populismen faktisk orienteret med politik på den lange bane. Og den har ikke ændret sig i ugunstig retning for populismen. For det politiske centrum betyder det, at opgaven med at integrere den populistiske reaktion i den politiske mainstream er en blivende opgave.