Pia Ks ukonventionelle tanke

Koncentrat af lederen "Ukonventionelt - Om at gøre forskel på den rigtige måde" i Berlingske 9. juli 2003 om udlændingeloven.

Udlændingeloven skal ændres, så den på den ene side standser indvandringen af mere eller mindre tvangsgifte mellemøstlige ganske unge mennesker og på den anden side ikke hindrer etniske danskere i at tage en ægtefælle med hjem efter nogle års uddannelse eller arbejde.

Det er der stort flertal for i Folketinget. Men hvordan man skal bære sig af med at gøre forskel på folk på den rigtige måde, er til gengæld blevet et voldsomt problem. For gør man forskel på folk, er vejen til en overtrædelse af FNs menneskerettighedskonvention kort.

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, har gjort sig den ukonventionelle tanke, at Danmark om nødvendigt kan opsige sin tilslutning til konventionen. Bortset fra, at en udmeldelse først kunne få virkning om fem år, er det utænkeligt, at Danmark skulle melde fra. Overholdelse af grundlæggende menneskerettigheder er en integreret del af dansk og international lovgivning, og en væsentlig del af det værdigrundlag, Danmark bygger på og søger at fremme internationalt. (...)

Integrationsminister Bertel Haarder arbejder for tiden med nye ideer til kattelemme, som kan åbne sig for unge med dansk oprindelse. Seneste tanke er en idé om, at 24 års dansk statsborgerskab skal virke som et sesam-luk-dig-op for deres ægtefæller. Det vil ikke gøre forskel på folks race eller religion, men vil i praksis gøre forskel alligevel.

Men fælles for ideerne er, at de er symptombehandling. Så længe de danske offentlige kasser står åbne og bistandsniveauet er højt i forhold til andre lande, så længe vil der være en tiltrækning på unge fra fattige lande. (...)

Forrige artikel Dyremishandling Næste artikel Forskeres ytringsfrihed i fare