Pia Kjærsgaards takke-tale for Ting-Prisen

"Ambition.. Det er en drøm med en V8-motor".

Sådan sagde Elvis Presley, da den i øvrigt ordknappe, men jo heldigvis meget syngende mand skulle forsøge at sætte ord på, hvad det i grunden var, han havde gang i.

Få år forinden havde han erobret først USA, siden resten af verden, med sine sange og hoftevrid, og den berømte pladeproducer Sam Philips sagde, da Elvis udfoldede sig for første gang i hans studie i Memphis: "Uanset, hvad I har gang i, så fortsæt med det!"

Han vidste heller ikke helt præcis, hvad han havde gang i, og hvad det førte til...

Nu er jeg blevet bedt om at sætte ord på, hvad det i grunden er, jeg har gang i.

Bare jeg vidste det...!

...

Men allerførst synes jeg, at jeg vil takke for TING-prisen! Jeg er meget glad for æren.

Jeg siger ellers altid, at jeg ikke har brug for anerkendelse, roser og påskønnelse. Hvis bare det, jeg gør, virker - og det, Dansk Folkeparti udretter, gør en positiv forskel, så er jeg ret tilfreds.

Meeen - jeg ér jo også bare et menneske.

Som alle andre bliver jeg jo glad og måske også lidt stolt, når andre påskønner det, jeg laver.

Og når en professionel priskomité sætter sig sammen og finder ud af, at jeg skal modtage prisen for en "særlig evne til at kommunikere sin politik, så Christiansborg kommer tættere på vælgerne", så bliver jeg da glad. Og måske også en smule stolt.

Så tak for det!

I min tale på Dansk Folkepartis Årsmøde her for et par uger siden sagde jeg netop, at politikeres opgave netop er at bringe Borgen nærmere borgerne, ikke det modsatte.

Og jeg skal gerne erkende, at det både i det politiske indhold, og når det drejer sig om kommunikationen, føles lidt som om vi står der ret alene på Christiansborg. For hold da op, hvor kan politikere godt lide at ophøje sig selv, tale snirklet, ride paragraffer og drysse fremmedord rundt med løs hånd.

Og når nu én af mine missioner er at bringe Borgen og borgerne nærmere hinanden, både i tale og indhold, er det jo dejligt at stå her i dag og modtage en pris, fordi I er nogle, der synes, at det rent faktisk også er det, jeg gør.

Jeg synes ikke, at man kan nå meget højere, end at sikre overensstemmelse mellem det, man siger og det, man gør.

Og når man så oven i købet kan få lidt anerkendelse for det, er det jo helt perfekt.

Tilbage til, hvad det så i grunden er, jeg har gang i, siden jeg kan få en kommunikationspris.

Som sagt: Bare jeg vidste det!

Og det er faktisk ikke for at stille mig an eller være kostbar. Det vil ligge mig fjernt. Men sandheden er, at det ved jeg faktisk ikke.

Mit personlige forhold til kommunikation er, at jeg ikke har noget forhold til kommunikation...

Jeg har ikke lært det.

Jeg har ikke brugt dage, uger og overnatninger på dyre internat-kurser, hvor jeg skulle lære at udtrykke mig til en hver lejlighed, lægge ansigtet i de rette folder eller se beklagende ud.

Ingen terapi der.

Med hensyn til kommunikation har jeg simpelt hen ikke lært det.

Jeg prøver bare at gøre det.

...

Jeg synes så også, at man sagtens kan være skarp, kontant, ligefrem og så godt som hudløst ærlig i sin tale og sin skrift - men stadig være både ordentlig og redelig. Og jeg synes, man skal stave og sætte tegn rigtigt. Jeg tror, vores Pressetjeneste synes, jeg er lidt pedantisk med det der. Men jeg kan altså ikke fordrage, når sproget mishandles. Når man alligevel skal skrive, kan man lige så godt gøre sig lidt umage!

Om indholdet er der vil reelt kun at sige, at jeg siger, hvad jeg har på hjerte.

Og det er måske i virkeligheden dét, det handler om? At sige, hvad man har på hjerte?

Og ikke lade sig styre og diktere af smart designer-politik eller skabe et koncept-parti for at ramme tidens åre?

Jeg tror faktisk, at de talere - kommunikatører, om man vil - og andre, der udtrykker sig i sang eller tale, som jeg sætter højst, er dem, der formår at tale eller synge fra hjertet. Folk, der udtrykker det, de mener - og som faktisk også lyder, som om de også mener det, de siger. Eller synger.

Enhver kan jo få hjerte til at rime på smerte.

Og alle kan på et kursus lære, at når det er noget med smerte, så må man hellere lægge ansigtet i de rette folder og se lidt lidende ud.

Men det er de færreste, der kan overbevise mig om, at de også mener det, når de siger det.

Taleteknik og ansigtsudtryk eller ej.

Men de - få - der virkelig kan overbevise mig, dé kan kommunikere!

Og jeg er da kun glad, hvis nogle synes, at det kan jeg.

- Så, tak skal I have!"