Nyttige idioter for højrefløjens EU-modstand

Der har i mange år eksisteret en bemærkelsesværdig forskel i synet på EU mellem den sydeuropæiske og nordeuropæiske venstrefløj. Jeg oplevede det på tæt hold, da jeg for en del år siden arbejdede sammen med de italienske kommunister i Europa-Parlamentet.

Politisk lå de tæt på SF, men med én væsentlig undtagelse: de var fanatiske tilhængere af EF. Der var ikke det forslag om mere integration, som de ikke støttede og der lå i hele deres politiske tilgang et stærkt ønske om et stærkt og samlet Europa.

Hvorfor denne forskel i synet på Europa?

En del af forklaringen skal findes i Italiens historiske erfaringer med fascismen. De italienske kommunister var en hovedkraft i den anti-fascistiske kamp og så et forenet Europa som det bedste værn imod fascismens ekstreme nationalisme.

Dertil kom, at den italienske nationalstat var gennemkorrupt og fuldstændig domineret af de kristelige demokrater. For kommunisternes vælgere var det simpelthen en fordel, at der blev flyttet beslutninger fra Rom til Bruxelles.

Man kan sige meget om EU's demokratiske underskud, men det har til enhver tid været overgået af både Andreotti's og Berlusconi's Italien.

Anderledes i Danmark
I Danmark forholdt det sig på mange måder anderledes. Den danske politiske kultur var præget af en tænkning, hvor det nationale bliver en forudsætning for et sundt mellemfolkelige samarbejde. Der ligger heri en distancering til det nationalistiske, som skaber fjendskab til det fremmede. Den ekstreme nationalisme har til tider haft et vist fodfæste, men har aldrig været en reel trussel.

Og modsat Italien er den danske nationale velfærdsstat i første række arbejderbevægelsens og venstrefløjens værk. Der lå ved EF-tilslutningen en stærk frygt for, at denne velfærdsstat ville blive undergravet af en harmonisering med de øvrige EF-lande.

Hvor det italienske venstre mente at ville vinde gennem mere europæisk integration, var det opfattelsen hos det danske venstre at man ville tabe. Problemet er imidlertid, at denne argumentation bliver stadig mere tvivlsom.

Truer Danmark
Med globaliseringen er det ikke EU-direktiver, men derimod de internationale markedskræfter, som truer det danske velfærdssystem. Ikke mindst venstrefløjen har en interesse i en politisk regulering af markedskræfterne og med globaliseringen må en sådan nødvendigvis overskride nationalstaterne.

En regulering af de internationale markedskræfter er nødvendig, hvis vi skal have en civiliseret globalisering. Men det er også nødvendig, hvis vi skal fastholde en national velfærdsudvikling.

Hvis der eksempelvis sker dumping på skatteområdet, hvor landene konkurrerer om at tiltrække kapital gennem lave selskabsskatter, vil det undergrave det finansielle grundlag for velfærdsstaten.

Af hensyn til det danske velfærdssystem har vi derfor en interesse i at harmonisere selskabsskatterne, så der bliver minimumsgrænser for, hvor langt man kan gå ned. Vi har en interesse i at undgå dumping på det sociale område, hvor landene konkurrerer på dårlige arbejdsvilkår og arbejdsmiljø. Vi har en interesse i en harmonisering af miljøafgifter, så vi undgår kapitalflugt, hvis vi sætter de grønne afgifter i vejret.

Aggressiv nationalisme
Samtidig er EU-modstanden i stigende grad - også i Danmark - blevet et projekt for den yderste højrefløj. Højrebevægelsen er nært knyttet til nationalismen som fænomen. I Danmark er der opstået en aggressiv nationalisme, hvor "det fremmede" mødes med fjendskab.

Historisk har den danske EU-modstand kun i ringe grad været inficeret af denne strømning, men det forholder sig anderledes i dag. Dansk Folkeparti er i dag den mest markante kraft i EU-modstanden og fisker i rørte vande med en meget bevidst sammenkædning af nationalisme, EU-modstand og fremmedhad.

Selvom venstrefløjens argumentation måtte være anderledes, bliver det vanskeligere at adskille EU-modstanden fra højrefløjens projekt. Venstrefløjen risikerer at blive nyttige idioter for en politisk retning, som vi ellers bekæmper.

Fasthed overfor USA
Det afgørende moment er dog en global udvikling, hvor der er et skrigende behov for en modvægt til det nuværende amerikanske hegemoni.

I opspillet til Irak-krigen var der tendenser til fasthed overfor USA. En række europæiske lande viste, at de var parate til at tage en konflikt med USA i FN's sikkerhedsråd. Rumsfeld talte hånligt om "det gamle Europa", men ret beset var der tale om en ny europæisk selvbevidsthed.

Konfliktens kerne er, om vi skal have en international retsorden, som også også USA skal indrette sig efter eller om vi skal have et internationalt anarki, hvor ikke retten men magten gælder.

Bush-regeringen styrer efter magtens logik. Op til Irak-krigen havde FN's sikkerhedsråd kun relevans i det omfang, man endte med den samme konklusion som Bush-regeringen. Når et flertal i Sikkerhedsrådet ikke desto mindre stod fast, skyldtes det i første række, at "det gamle Europa" havde styrken og modet til at tale Roma midt imod. De fleste havde regnet med, at især Frankrig til sidst ville falde til patten, men det skete ikke.

Dder er også eksempler på, at EU reelt fører den samme politik som USA. WTO-forhandlingerne i Cancun er et godt eksempel og EU bærer sin del af ansvaret for fiaskoen. Men her må det så være et projekt for venstrefløjen at udforme en politik for europæisk autonomi i forhold til USA.

For venstrefløjen har det dyb mening at bevæge sig ind på ind på en politisk slagmark, hvor EU udvikler et svar på den amerikanske dominans. Ikke ukritisk, men netop for - sammen med progressive i andre EU-lande - at påvirke udviklingen. Som vi forsøger at påvirke den danske udvikling.

Det er her vigtigt at fastholde, at EU ikke skal udvikle sig til en militær supermagt, som kan matche USA på det militære plan. Det vil forudsætte en gigantisk oprustning, som de færreste europæiske regeringer vil få opbakning til at finansiere. Der er intet perspektiv i en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der bliver en bleg efterligning af den amerikanske.

EU's globale rolle skal bygge på en sikkerhedspolitisk tænkning, der - modsat den amerikanske - ikke primært er defineret ud fra den militære logik. De amerikanske vanskeligheder i Irak er et skræmmende eksempel på en tænkning, hvor man har militær teknologi til at vinde en krig, men ikke klogskab til at vinde freden.

debat@altinget.dk