Ny analyse: 4 ud af 10 seniorer stemte på Socialdemokratiet

Med folketingsvalget i november har Socialdemokratiet ifølge ny valganalyse cementeret sin position som Danmarks suveræne førstevalg blandt de ældste vælgere. Håndteringen af covid-19 og varmechecks kan have sikret Mette Frederiksen de ældres stemmer, vurderer valgforskere.

Tæt på hver anden vælger over 55 år har sat deres kryds ud for Mette Frederiksens Socialdemokrati ved folketingsvalget i november.

Dermed udgør de ældre vælgere ikke bare en afgørende andel af de socialdemokratiske støtter. Efterhånden udgør Socialdemokratiet i sig selv et politisk samlingspunkt for en afgørende del af det store og stigende antal ældre vælgere.

Omkring 41 procent af samtlige vælgere over 55 år ser ud til at have stemt på partiet ved dette valg. Det viser en ny analyse af exitpollen fra valgaftenen foretaget af Epinion for DR og Altinget. Her har 4.416 vælgere deltaget.

At Socialdemokratiet står stærkt blandt de ældste er ikke nyt, men analyse fra Epinon tyder på, at stillingen er blevet styrket siden sidste valg.

”Det er en meget markant aldersprofil, Socialdemokratiet har, som ser ud til at være blevet styrket. Det ser ikke kun ud til, at de er gået betydeligt frem blandt de ældste vælgere, men også tilbage blandt de yngre og i særdeleshed de yngste vælgere,” siger Rune Stubager, der er professor og valgforsker ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Ved folketingsvalget i 2019 var det ifølge Epinions egne tal omkring 35 procent af vælgerne på 55 år eller ældre, der stemte på Socialdemokratiet.

Det moderne pensionistparti

Nogenlunde samme niveau er professor og valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen nået frem til i en vælgerprofil, han lavede for Altinget i forlængelse af folketingsvalget i 2019.

I den opgørelse stemte lidt under 35 procent af vælgerne over 60 år på Socialdemokratiet, når man fraregner sofavælgerne.

Kasper Møller Hansen er dog mere forsigtig i forhold til at konkludere, om Socialdemokratiet ligefrem har styrket sin profil som de ældste foretrukne parti ved valget i november.

”Socialdemokratiet er et pensionistparti. Det var det før det her valg, og det er det efter det her valg. Om det er blevet stærkere eller ikke stærkere, det har jeg ikke set sikre analyser på endnu,” siger han.

Det hører da også med til historien, at Epinions exitpolls undervurderede Socialdemokratiets samlede fremgang ved valget i november.

Ifølge Kasper Møller Hansen er der mange fordele for Socialdemokratiet ved den store opbakning blandt de ældste vælgere.

”Det er jo dejligt for S. For antallet af ældre er højt, de er flittige ved stemmeurnerne og de levere længere så deres død er ikke lige om hjørnet. Så så længe man har fat i dem, så har man fat i en meget stor del af vælgerne,” siger Kasper Møller Hansen.

Skulderklap for coronahåndtering

Traditionelt har Venstre ifølge ham også haft en overvægt af stemmer blandt de lidt ældre vælgere. Men sådan ser det ikke længere ud for partiet efter de seneste års kraftige tilbagegang.

Også Dansk Folkeparti har tidligere kunnet trække en stor del af deres vælgere blandt de ældste, men med partiets decimering ved novembervalget, er deres rolle i den sammenhæng nu yderst begrænset.

Ser man på Inger Støjbergs Danmarksdemokrater afspejler deres vælgerprofil i højere grad, at de yngste vælgere ikke rigtig interesserer sig så meget for dem, end at de har en særlig appel blandt de ældste. 

Samlet set kan de blå partier, inklusiv Moderaterne, ifølge Epinions exitpolls kun mønstre opbakning fra 44 procent af vælgerne over 55 år år.

{{toplink}}

Rune Stubager og Kasper Møller Hansen peger på flere forskellige faktorer, der kan have været med til at sikre Socialdemokratiet endnu et godt valg blandt de ældste vælgere.

”Der kan måske være et spor af taknemmelighed i forhold til håndteringen af corona, som jo i høj grad var lagt an på at beskytte de mest sårbare og dermed langt hen ad vejen også de ældste borgere mod smitten,” siger Rune Stubager.

Han peger også på, at sundhedsområdet og rekrutteringsudfordringerne her har spillet en stor rolle op til valget. Socialdemokratiets løfte om højere løn til offentlige ansatte kan være blevet taget godt imod blandt de ældste vælgere, som også har den hyppigste kontakt til sundhedsvæsnet.

En rød generation, men farven er falmet

Kasper Møller Hansen hæfter sig ved, at den generelle opbakning til Socialdemokratiet viste sig stigende siden i sommers, hvor den store minkrapport ramte regeringen.

I de efterfølgende måneder har regeringen ført an med tiltag som huslejeloft, afgiftsstop på el, varmecheck og flere andre mere eller mindre kontante tilskud.

”Det kan se ud til, at det virkelig er lykkedes at vise, at man vil hjælpe der, hvor energikrisen har gjort ondt, og at netop også de pensionister, som har det sværest, har fået hjælp. Det kan også have talt til den her gruppe af ældre,” siger han.

{{toplink}}

De to valgforskere understreger, at den store andel af ældre vælgere, som stemmer socialdemokratisk, afspejler, at der er tale om en generation, der også som yngre og midaldrende var mest til de røde partier.

Mens mange fra den såkaldte 68’er-generation så måske var endnu mere røde som unge, så er det nu Socialdemokratiet, der for alvor trækker.

”Den røde farve er måske falmet en smule med tiden, men det er stadig en rød generation, hvor det nu så bare er Socialdemokratiet, der nyder godt af det,” siger Rune Stubager.

Han peger på, at de kommende år vil vise sig meget spændende for Socialdemokratiet i forhold til, hvor stor en styrke det er at være et så klart parti for de ældre, som det er tilfældet nu.

Yuppiere på pension kan gøre ældre mere blå

”Det varer jo ikke så længe, før den efterfølgende 80’er-yuppie-generation begynder at fylde mere i den her aldersgruppe. Og så bliver det interessant at følge, om de også bliver socialdemokrater, eller om de holder ved deres mere blå udgangspunkt, når de bliver ældre,” siger Rune Stubager.

Ifølge Kasper Møller Hansen er det dog ikke udsigter, der bør få Socialdemokratiet til at blive alt for nervøse lige her og nu.

”Vi har regnet på, hvornår det her vil slå igennem, og vi skal faktisk 30 til 40 år frem i tiden, før de her generationseffekter bliver virkelig markante. Så de har stadig noget tid at løbe på,” siger han.

Men fordi de overordnede stemmemønstrene ifølge ham handler mere om, hvad for en generation man tilhører, end om man har en bestemt alder, så har Socialdemokratiet grund til at være urolig for fremtiden.

For på kort sigt har man måske nok rigtig godt fat om de danske vælgere, men på længere sigt vil man have rigtig dårlig fat på dem, hvis ikke der sker forandringer.

”Socialdemokratiet har et kæmpe behov for at brande sig hos de yngre vælgere. Det er ikke lige om hjørnet, at det hele kollapser. Men man bør bestemt lave noget strategisk arbejde for at sikre, at de unge kommer med i partiet på en måde, så de også er lige så socialdemokratiske, når de bliver ældre, som 68’er-generationen er det nu,” siger Kasper Møller Hansen.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiet onsdag.

Forrige artikel Overblik: Regeringsforhandlingerne træder ind i danmarkshistorien Overblik: Regeringsforhandlingerne træder ind i danmarkshistorien Næste artikel Ny dansk regering under pres for at erklære juridisk krig mod EU Ny dansk regering under pres for at erklære juridisk krig mod EU