MF'er: Lobbyister øger politisk kvalitet

LOBBYISME: Folkevalgte bruger i udstrakt grad lobbyister i deres arbejde. Men hvordan skal samarbejdet med lobbyisterne være - og hvordan skal det ikke være? Tre fremtrædende politikere giver deres bud.

Som Altinget.dk og Dansk Journalistforbund har påvist i en ny undersøgelse af relationen mellem lobbyister og politikere, så mener 90 % af MF'erne, at lobbyister gavner den politiske proces. Samtidig er det i vidt omfang nyttigt for det enkelte medlem af Folketinget at tale med lobbyister, inden de beslutter sig for en holdning.

Christine Antorini, der er uddannelsesordfører for Socialdemokraterne, tager gerne lobbyister ind til møde flere gange om ugen:

"Lobbyisternes arbejde er afgørende for mig i det politiske arbejde. Det giver mig mulighed for at høre mange forskellige interesser og kvalificerer mit beslutningsgrundlag. Den kvalitet skal der være i det politiske arbejde," siger hun.

Også Karsten Lauritzen, der er både integrations- og udviklingsordfører for Venstre, er glad for at inddrage lobbyister i sit politiske virke:

"Jeg vil gerne have, at mine holdninger bliver kvalificeret, og hvis det passer ind i en dagsorden hos en virksomhed eller organisation, så har jeg det fint med det. Jeg kan selv sortere, hvornår jeg vil være med eller ej," siger Karsten Lauritzen.

Og der er han helt på linje med SF'eren Pia Olsen Dyhr, der har erfaringer med lobbyister fra både forbrugerområdet og fra det trafikpolitiske område:

"Jeg har et politisk udgangspunkt, men så kan der jo godt være et område, hvor forskellige organisationer opkvalificerer min politik. Så selvom jeg mener, der skal være en afgift på fedt, kan landbrugets organisationer godt kvalificere mine holdninger," siger Olsen Dyhr.

Login