Mette Frederiksens kamp mod bureaukrati og pseudoarbejde har været en fuser

Mette Frederiksen var krystalklar, da Altinget interviewede hende:
Bureaukratiet var vokset ud af kontrol i en akademiseret og over-administreret offentlig sektor. Der skulle gøres op med akademisk pseudoarbejde og indføres en ”fingrene væk”-reform, der gav mere magt til den lokale ledelse. Det blev sagt med ildhu og engagement, ingen tvivl om det var en dagsorden, Mette Frederiksen brændte for.

Det var i 2018, knap et år før hun blev statsminister.

Siden da er der ansat stadig flere administrationer over hele linjen i den offentlige sektor. Det gælder kommunerne, hvor den kraftige vækst i antallet af akademikere siden kommunalreformen bare er fortsat, det gælder i regionerne, hvor der ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er kommet 144 procent flere akademikere siden 2008, men det gælder også i staten, som regering og folketing har et direkte ansvar for. En pæn del af stigningen er kommet i Mette Frederiksens tid som statsminister.

Nu bebuder Mette Frederiksen så igen et opgør med bureaukrati og new public management. I en kronik i Politiken og i et nyt interview i Altinget lægges der endnu engang op til en reform, der skal give mere magt til den lokale ledelse – og den enkelte velfærdsmedarbejder.

Det er bare svært at se, hvorfor det skulle lykkes denne gang, og det gøres ikke lettere af, at de tre regeringspartier har forskellige tilgange til problemerne.

Stressede sygeplejersker
At der eksisterer et massivt – og stigende - problem med bureaukrati i den offentlige sektor, er der bred enighed om på Borgen.

Der er de senere år blevet stadig flere offentligt ansatte, men det har ikke øget oplevelsen af velfærd og omsorg i daginstitutioner, plejehjem og sundhedssektor.

Forældre oplever fortravlede pædagoger, på hospitalerne går sygeplejersker ned med stress – og ældreplejen har budt på den ene chokerende historie om misrøgt efter den anden.

Registrering gået amok
Hvis man pinder den overordnede problemstilling ud i mindre bidder, finder man i hvert fald tre hovedelementer bag den bedrøvelige situation:

Registreringen er gået amok mange steder i den offentlige sektor. Det gælder ikke mindst ældreplejen, hvor Politiken for nylig kunne berette om et plejehjem, der havde skåret sosuernes daglige registrering ned til under en tredjedel.

Årsag: Nu registrerer man kun nødvendige ting som den daglige medicin. Man registrerer derimod ikke, at den gamle spiser og drikker normalt, som man gør på mange andre plejehjem. Man registrerer kun afvigelser fra normen.

Det er ikke rocket science, og det forbløffende er, at det ikke allerede er den normale måde at registrere på.

Definition af toiletbesøg
Et andet – og tilgrænsende – problem er fluffy projekter, udarbejdelse af luftige og ukonkrete strategiplaner og konstante organisationsændringer. Den type arbejde, som sociologen Dennis Nørmark beskriver i bogen ”Pseudoarbejde”, og som Mette Frederiksen var stærkt inspireret af, allerede inden hun blev statsminister.

Det er ikke en ny problemstilling. Tilbage i 2011 kunne den daværende formand for socialrådgiverne, Bettina Post, i Altinget afsløre et skoleeksempel på pseudoarbejde.

Det blev udført i ”Begrebssekretariatet” under Socialministeriet, hvor akademiske medarbejdere gav sig til at ”definere” begreber som ”at spise”, ”at drikke” og ”at gå på toilettet”.

Efter – må man forstå – omfattende research lykkedes det Begrebssekretariatet af definere toiletbesøg på følgende måde: ”En handling, der består i at planlægge og udføre toiletbesøg til adskillelse af affaldsprodukter og efterfølgende rengøring.”

Begreberne blev efterfølgende sendt i høring til blandt andre socialrådgiverne, der så også skulle bruge deres tid på det.

Den type arbejde koster ikke alene ansættelse af overflødig arbejdskraft, men breder sig som ringe i vandet, så andre medarbejdergrupper også spilder deres tid. Det samme gælder hyppige organisationsændringer, der ofte stresser en hel organisation.

Dertil kommer, at man ikke skal have brugt lang tid sammen med offentligt ansatte velfærdsarbejdere som pædagoger og sygeplejersker for at høre enslydende kritik af et stigende antal - ofte overflødige – møder. Også det tager tid fra den direkte borgerservice

Akademikere og journalister i vækst
Et tredje og helt afgørende problem er den forskydning i den offentlige medarbejderstab, der er sket gennem de sidste 15-20 år.
Som både Altinget og Berlingske har beskrevet, er andelen af akademikere, chef-og specialkonsulenter og kommunikationsmedarbejdere nærmest eksploderet de senere år. Den samme vækst har man slet ikke kunnet se blandt velfærdssamfundets frontsoldater, der tværtimod har overlevet periodevise fyringer, når kommuner og regioner skulle spare.

Udviklingen har været kendetegnende for kommuner og regioner siden Lars Løkke Rasmussens (M) kommunalreform fra 2007.

Udviklingen gælder tilmed også staten, hvor Christiansborg-politikerne har en direkte mulighed for at gribe ind. Her kan noget af stigningen dog forklares med en oprustning af Skat, som alle er enige om var bydende nødvendig. Men det kan langt fra forklare det hele.

Store forskelle mellem kommunerne
Senest har Berlingske kortlagt andelen af akademikere i de forskellige kommuner. Umiddelbart kunne man forvente, at de største kommuner ville have mere komplekse opgaver, og derfor en større andel akademikere. Men kortlægningen viser ikke denne sammenhæng.

Ganske vist har kommuner som Aarhus og København en stor andel akademikere, men landets femtestørste kommune Esbjerg har en meget lille andel. Så sammenhængen er snarere den, at der er mange akademikere ansat i de store universitetsbyer. Det har fået nogle eksperter til at overveje, om det er det store udbud af akademikere, der skaber efterspørgslen - og ikke den anden vej rundt.

Samme udvikling har man de senere år kunnet se på kommunikationsområdet, hvor andelen af journalister og informationsmedarbejdere er steget markant. I adskillige kommuner er gruppen af offentligt ansatte journalister blevet større end lokalpressen.

Det er muligvis gavnligt for ”brandingen” af den enkelte kommune og for borgmesterens personlige image, mens det er mere tvivlsomt, om det giver nogen merværdi for kommunens borgere.

Udviklingen er vel at mærke sket, uden det på noget tidspunkt har været et politisk ønske. Ja faktisk snarere på trods af de politiske intentioner.

Stort set alle politikere er enige om, at registreringen i de offentlige velfærdssystemer er gået amok, og kun meget få vil forsvare, at andelen af akademikere og kommunikationsfolk er steget drastisk, mens der har været mangel på sygeplejersker, pædagoger og sosuer.

Uni-reform og sparekniv
Spørgsmålet er så, hvordan man vender udviklingen. Her har SVM-regeringen faktisk taget nogle initiativer i løbet af det sidste års tid.

I staten har man i år taget det første lille skridt med sparekrav i ministerierne på 400 millioner, et beløb som CEPOS omregner til ca. 500 stillinger. Men selvom der er lagt op til, at besparelsen fortsætter i de kommende år, vil man stadig ligge højere end dengang, Mette Frederiksen kom til.

Skiftende regeringer har også forsøgt at få kommunerne til at skære på administrationen, men af respekt for det højt besungne kommunale selvstyre, bliver besparelserne ikke specificeret. Det betyder, at besparelserne langt fra altid ender hos administratorer og kommunikationsfolk, ofte rammer fyringerne dem, der sidder længst fra rådhuset. Og det er typisk velfærdsstatens frontsoldater, som pædagoger og sosuer. 

Hvis regeringen skal sikre sig, at det rent faktisk er det administrative personale, der bliver reduceret, kræver det en helt anderledes kontant tilgang til sagen, hvor det bliver specificeret, hvilket personalegrupper kommuner og regioner skal skære ned på. 

Et andet initiativ fra SVM-regeringen er nedlæggelsen af ti procent af universiteternes studiepladser og en styrkelse af erhvervs- og velfærdsuddannelserne. Det vil alt andet lige få flere unge over i velfærdsuddannelser, hvor samfundet skriger på arbejdskraft, og færre over i de fag, hvor mange ender som administratorer. Det er dog først noget, der får effekt på længere sigt. 

Udbud avler bureaukrati
Derudover lægger Mette Frederiksen - foreløbig i indpakket form - op til at begrænse borgernes rettigheder i serviceloven, fordi uenigheder om en ydelse til borgeren ofte ender med en større dokumentationskrig mellem borger og kommune. Den slags genererer bureaukrati.
Det er dog ikke en enkel øvelse, fordi det i praksis vil begrænse borgernes rettigheder.

Endelig er der SVM-regeringens fokus på "frisættelse" og mere magt til den lokale ledelse. Her har regeringspartierne ikke helt samme indfaldsvinkel, men den klassiske Lars-Løkke-løsning er øget konkurrence mellem det private og offentlige.

Problemet er bare, at det kan føre til mere - og ikke mindre - bureaukrati, hvis flere velfærdsydelser skal i udbud. For i så fald skal hver ydelse beskrives i detaljer, og det skal kunne dokumenteres, at borgeren har fået præcis den ydelse.   

Vanopslaghs bureaukratilov
Regeringen begynder nu at komme under tidspres.
Det fremadstormende Liberal Alliance har netop lagt op til en "bindende bureaukratilov", og som sagerne står i dag, bliver det et rigtig stærkt kort for LA i næste valgkamp.

Der er absolut ingen grund til at tro, at Mette Frederiksen ikke mener kampen mod bureaukrati og pseudoarbejde alvorligt, tværtimod. I hele hendes "no bullshit-temperament" og politiske grundopfattelse er der nærmest en fysisk aversion mod overflødigt bureaukrati. Alt tyder på, at hun er lige så utilfreds med tingenes tilstand, som hun var i 2018. 

Det ændrer bare ikke ved, at hun indtil videre ikke har leveret varen. Så længe de simple tabeller viser, at der betydelig flere akademikere, konsulenter og journalister ansat i stat, regioner og kommuner, end dengang hun tiltrådte som statsminister, lige så længe har hun et problem. 

erik@altinget.dk