Mette Frederiksen overspiller sin krisefortælling

"Landet stander i våde, derfor er det nødvendigt med en national samlingsregering, og derfor må danskerne indstille sig på ofre."

Nogenlunde sådan – om end med en lidt mere nutidig sprogbrug – har statsminister Mette Frederiksen (S) forklaret det bemærkelsesværdige politiske skifte, hun har gennemgået det seneste års tid.

Det hele begrundes ud fra tre sammenfaldende kriser: inflationskrisen, energikrisen og den sikkerhedspolitiske krise. Især den sikkerhedspolitiske krise har været katalysator for statsministerens forvandling.

Ruslands invasion af Ukraine førte direkte ud i "det nationale kompromis om forsvaret", der betyder markant højere forsvarsudgifter. Erfaringerne fra de forhandlinger blev af Mette Frederiksen brugt som argument for et bredt samarbejde på regeringsplan. Og de stigende forsvarsudgifter er anvendt som murbrækker for at få danskerne til at acceptere afskaffelsen af en helligdag. 

Hele vejen igennem tegnes billedet af en historisk enestående situation "med krig i Europa", en situation der kalder på helt specielle løsninger. Men den store krisefortælling halter, hvis man går kriserne nærmere efter.

Amputeret stormagt

Det er indlysende, at Ruslands brutale overfald på Ukraine har skærpet de sikkerhedspolitiske modsætninger i Europa. Men det betyder ikke, at truslen mod Danmark pludselig er blevet meget høj.

Nato står ubestrideligt over for et stadig mere fjendtligt Rusland. Men i fire årtier frem til 1989 stod Nato over for et samlet Sovjetunionen, der udover Rusland og Hviderusland bestod af Ukraine, Estland, Letland, Litauen, Moldova, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Turkmenistan, Usbekistan, Tadsjikistan og Kirgisistan.

Dertil kom de øvrige lande i den sovjetisk styrede Warszawa-pagt, der også bestod af Østtyskland, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien.

I dag er de baltiske lande og alle de østeuropæiske lande Nato-medlemmer, mens det amputerede Sovjet i form af Rusland stort set kun bakkes op af vasalstaten Hviderusland.

Færdige angrebsplaner

Rusland er en trussel mod nogle af nabolandene fra det gamle Sovjet, ligesom de russiske trusler inden for cyberkriminalitet og i Arktis ikke skal undervurderes.

Men den rent militære trussel mod dansk territorium er i sagens natur langt mindre end dengang, Rusland havde et væld af allierede at støtte sig til, og hvor der i Østblokken lå færdige angrebsplaner mod dansk territorium.

Selv hvis ingen af Nato-landene øgede deres militære udgifter, ville det samlede Nato være Rusland langt overlegent både militært og økonomisk.

Derfor klinger det en anelse hult, når statsministeren bruger den skærpede sikkerhedspolitiske situation til at kræve, at danskerne spytter ekstra i krigskassen – og i første omgang dropper en helligdag.

Det er heller ikke første gang siden 2. Verdenskrig, der er krig i Europa. 90’erne blodige borgerkrig i det tidligere Jugoslavien lod ikke rædslerne i Ukraine noget efter, og så sent som i 1999 var Nato direkte deltager i en europæisk krig, da man bombede Beograd i Serbien som et led i konflikten om Kosovo.  

Flere mørke skyer

Nu er sikkerhedskrisen ikke det eneste element i Mette Frederiksens store krisefortælling.

Inflationskrisen er anderledes konkret, og inflationen udgør et meget håndfast og akut problem for titusinder af danske familier, der har svært ved at betale deres regninger. Det er selvsagt meget dramatisk, at man på kun et år kan gå fra en inflation på under to procent til en top på ti procent. Ligesom energikrisen er reel og tæt sammenvævet med inflationskrisen.

Alligevel kan der også her være grund til at stoppe op.

Inflationen skyldes en giftig cocktail af drastisk stigende energipriser, forsyningsproblemer i forbindelse med coronakrisen, og at centralbankerne i flere år førte en surrealistisk pengepolitik med negative renter.

Flere af de faktorer vil ændre sig: Centralbankerne har allerede drastisk sat renterne op, og forsyningsproblemerne forventes gradvist at løse sig. Energiprisen er en joker, men alt i alt forventer de færreste økonomer, at inflationen bliver på et så højt niveau mange år fremover.

Solid økonomi

Til sammenligning havde Danmark en tårnhøj inflation i henved et årti gennem 1970’erne og starten af 1980’erne. Dengang var den danske økonomi generelt i en alvorlig krise med høj arbejdsløshed, underskud på betalingsbalancen og underskud på de offentlige finanser.

Intet af dette gør sig gældende i dag, hvor der er historisk lav arbejdsløshed, og den danske økonomi generelt vurderes som meget stærk. Selvom de økonomiske udsigter er mere dystre end for et år siden, befinder Danmark sig indtil videre ikke i en dyb økonomisk krise.

Man kan have seriøse politiske motiver til at ønske en regering over midten og arbejde for markant højere forsvarsudgifter.

Men det er lige lovlig smart, når regeringen binder den politik op på en dyster krisefortælling, for hverken økonomisk eller militært står Danmark i en specielt udsat position.

erik@altinget.dk