Mette Frederiksen manede krisebevidstheden frem

Det var ikke svært at forudsige, hvordan statsminister Mette Frederiksen (S) ville indlede årets nytårstale. Med en bred regering, der blev dannet med det nationale kompromis om forsvaret som bagtæppe, var det forventeligt, at krigen i Ukraine ville blive nævnt allerede i det første minut.

”Knap havde vi lagt pandemien bag os, før Putin sendte tropper ind i Ukraine. Det er igen krig i Europa,” lød det fra statsministeren, der igen og igen bruger krigen som hovedargument for, at det politiske landskab er omkalfatret. Både nationalt og internationalt.

”Danmark fortsætter sin vedholdende og loyale opbakning til Ukraine. Samtidig må vi forberede os på, at vi også herhjemme står over for væsentligt skærpede trusler,” fortsatte statsministeren.

Mette Frederiksen specificerede ikke, hvilke væsentligt skærpede trusler Danmark står over for. Det var da også tydeligt, at grundtonen i talen frem for alt skulle få krisebevidstheden frem hos danskerne, så det bliver muligt at gennemføre forslag, det ellers ville være politisk harakiri at foreslå.

Kampen om bededagen

Således gik afsnittet om sikkerhed direkte over i regeringens stærkt kontroversielle forslag om at afskaffe store bededag:

”Vi skal fremrykke investeringer i vores forsvar og sikkerhed. Så vi 2030 når op på de to procent, der er brug for, og som vi har lovet vores allierede.” {{toplink}}

”Derfor har regeringen foreslået, at vi afskaffer en helligdag. Jeg fornemmer, at forslaget ikke har opbakning hos alle.”

”Men hånden på hjertet. Vi kan ikke overkomme både krig i Europa, klimakrisen og udfordringerne herhjemme, hvis vi ikke - hver og en – er klar til at yde mere.”

Den sammenkobling vil blive anfægtet både til højre og venstre for regeringen, og det er yderst tvivlsomt, om danske lønmodtagere vil se krigen i Ukraine som en legitim grund til at afskaffe en fridag.

Nytårstalen havde et mindre afsnit med om klima, men det var ikke så fremtrædende som i sidste års nytårstale. Mette Frederiksen understregede her ambitionen om, at ”Danmark i 2045 skal være helt klimaneutralt og i 2050 optage mere CO2, end vi udleder.”

Samlet fyldte klima og miljø overraskende lidt, og endnu mere påfaldende var fraværet af udlændingepolitik. Det tidligere så altdominerende politikområde var nærmest klinisk renset ud af nytårstalen, det afspejler den brede konsensus, der nu er på området.

Uddannelsessnobberi

Et af de absolut væsentligste afsnit i nytårstalen var denne gang helliget uddannelsesområdet.

Statsministeren lagde an til et livtag med et problem, som mange politikere gennem tiden har forsøgt at løse. Uden held:

"Næsten 45.000 unge er lige nu hverken i gang med en uddannelse eller et arbejde. De har ikke noget at stå op til om morgenen,” konstaterede statsministeren, der vil gøre op med uddannelsessnobberiet:

”Én elev er skrap til ord og tal. En anden er dygtig med sine hænder. Til at bygge, forme, være kreativ. Det første er ikke finere end det andet. Det er heller ikke vigtigere for samfundet.”

”Alligevel har vi politisk skabt en folkeskole, der lægger stor vægt på det boglige. Måske derfor vælger langt de fleste unge gymnasiet til. Og erhvervsuddannelserne fra. Også ham eller hende, der kunne have glæde af at gå en anden vej – blive en fremragende mekaniker, smed eller sosu-medarbejder.”

”Det er som om, vi har glemt værdien af godt håndværk. Men vi skal have en skole, hvor der både er plads til det praktiske og det boglige. Erhvervsuddannelserne skal være førstevalget for mange flere.”

Klassisk krisefortælling

Dette afsnit i nytårstalen understreger en af hovedårsagerne til, at Mette Frederiksen valgte at danne regering med de borgerlige. Hun ønsker en markant omprioritering mellem uddannelserne, så de akademiske uddannelser neddimensioneres, mens håndværker- og velfærdsuddannelser opprioriteres.

Det er en vision, Mette Frederiksen deler med de borgerlige, inklusive regeringspartnerne Venstre og Moderaterne, mens partier som Radikale og Enhedslisten er langt mere kritiske over for beskæringer af universitetsuddannelserne.

Nytårstalen var Mette Frederiksens første som leder af den nye trepart—regering, og enkelte steder kan man ane spor efter de tre partiers mærkesager. Men generelt er det fællesnævnerne mellem de tre regeringspartier, der dominerer, frem for alt den store vægt på oprustning af forsvaret, hvor Socialdemokratiet det seneste år har bevæget sig helt hen på siden af de borgerlige.

Spørgsmålet er bare, om Mette Frederiksens nye krisefortælling er stærk nok til, at danskerne vil ofre goder for stigende forsvarsudgifter. Store bededags skæbne vil give det første hint.

erik@altinget.dk