Løkkes farlige målsætninger

ANALYSE: Med sine 10 ambitiøse mål for Danmark i 2020 forsøger Lars Løkke Rasmussen (V) at gribe lederskabet i dansk politik. Forsøget er dristigt, men rummer store farer for nederlag.

Det lykkedes for en gangs skyld statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at komme med lidt af en overraskelse denne weekend på Venstres landsmøde i Odense.

Ikke alene afslørede han langt tidligere end ventet noget af et politisk projekt, der er hans eget og ikke blot overtaget efter forgængeren Anders Fogh Rasmussen - projektet tegner sig også langt mere dristigt, end nogen havde regnet med.

Lars Løkke Rasmussen satte det således i sin formandsberetning lørdag formiddag som sit mål at gøre Danmark til et af de rigeste, mest innovative, bedst uddannede, sundeste og sikreste lande i verden inden 2020 - og han pointerede, at hvis det skal lykkes, vil det kræve "ekstraordinær indsats", "politisk mod" og "svære beslutninger".

Med sine 10 målsætninger for 2020 er statsministeren omsider begyndt at tage livtag med en af regeringens allerstørste strategiske udfordringer - nemlig hvordan den bevarer regeringsmagten efter næste folketingsvalg, hvor Danmark vil have været borgerligt regeret i henved 10 år.

V vil bryde 10-årsreglen
Det er blevet lidt af en politisk tradition i Danmark, at regeringer højst holder i 8-10 år. Vælgerne får efterhånden behov for nye ansigter, nye idéer, nye visioner, og således måtte Anker Jørgensen (S) sige farvel efter syv år i 1982, Poul Schlüter (K) efter godt ti år i 1993 og Poul Nyrup Rasmussen (S) efter knap ni i 2001. Hvis traditionen holder, vil vælgerne skifte VK-regeringen ud med en socialdemokratisk ledet regering ved næste folketingsvalg.

Dén tradition er både regeringspartierne og regeringens støtteparti Dansk Folkeparti smerteligt klar over. De tre partier håber imidlertid, statsministerskiftet i april i år kan blive VKO-partiernes mulighed for at bryde den ellers tilsyneladende uafvendelige skæbne for regeringen. Et nyt ansigt i front kan måske være den fornyelse, vælgerflertallet har behov for - i hvert fald, hvis det også kombineres med en ny politisk dagsorden, Lars Løkke Rasmussen kan stille sig i spidsen for.

Lykkes det at forny dagsordenen, kan traditionen fra de sidste mere end 30 års politiske historie være brudt og den borgerlige regering sikret et nyt årti ved magten, lyder Venstres analyse - og håb. Derfor bliver det næste folketingsvalg helt afgørende. Løkkes 10 nye mål skal ses i denne sammenhæng og forventes at blive første skridt i en politisk tretrinsraket, der skal efterfølges af konkrete politiske forslag, formentlig i nytårstalen, og en større regeringsrokade i begyndelsen af 2010.

Løkke vil være egen herre
For Lars Løkke Rasmussen har et af de afgørende mål med det nye projekt således været at sikre, at han tydeligt adskiller sig fra Anders Fogh Rasmussen og ikke blot længere er "vikar", som han undertiden hånligt kaldes.

Login