Lille regeringsrokade efter SF-valg

SF-MINISTRE: Det bliver efter alt at dømme kun SF's egne ministre, der rokerer, når SF har valgt ny formand. Rokaden ventes ganske kort efter, at SF's formandsvalg er overstået.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil ikke benytte de uundgåelige udskiftninger af SF-ministre efter partiets formandsvalg til at lave en større regeringsrokade. Heller ikke hos Radikale ventes der udskiftninger af ministre i forbindelse med den regeringsrokade, der ventes i sidste halvdel af oktober.

Uanset om det bliver overraskelsen Annette Vilhelmsen eller forhåndsfavoritten Astrid Krag, der bliver ny formand for SF, anses det for sikkert, at der bliver skiftet ud og rykket rundt på SF's ministerhold.

Uvis skæbne for Thor
Såfremt Astrid Krag vinder, er det oplagt, at hun får udskiftet sin sundhedsministerpost med en anden ministerpost. Alene af den grund, at netop Sundhedsministeriet med de mange sprængfarlige enkeltsager, er livsfarlig for en partiformand.

Og såfremt sejren går til Annette Vilhelmsen, skal det hidtil ubeskrevne blad opgraderes med en ministerpost. Da ingen fra det nuværende ministerhold har ønsket Vilhelmsen som formand, må det anses for sandsynligt, at hun i så fald vil hive en af sine egne støtter med ind på det nye ministerhold. Ryger der to SF-ministre, er erhvervsminister Ole Sohn og skatteminister Thor Möger Pedersen i farezonen.

Thorning venter
Udskiftningen af SF-ministre er af nogle blevet set som en oplagt chance for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at blande ministerkortene på ny - og eksempelvis indlemme den rehabiliterede gruppeformand Henrik Sass Larsen i regeringen. Men Thorning har ingen planer om at benytte lejligheden til at skifte ud på det socialdemokratiske ministerhold, oplyser kilder på den socialdemokratiske kongres i Aalborg til Altinget.dk

Og sker der ikke udskiftninger blandt socialdemokraterne eller ændringer af fordelingen af ministerposterne partierne imellem, vil heller ikke Radikale skifte blandt deres ministre, lyder meldingen fra radikale kilder.

Dermed tyder alt på, at der kort efter valget af en ny SF-formand kun vil komme en lille rokade, hvor næppe mere end et par SF-ministre kommer i spil. Men hvis dén rokade indebærer en fyring af skatteminister Thor Möger Pedersen, kan den blive dramatisk nok endda.

Den nye SF-formand bliver præsenteret 13. oktober. 

, ,

Forrige artikel EU-blog: Thorning-Schmidt nævnes som ny kommissionsformand Næste artikel Grundfos-boss modtager Svend Auken-prisen