Lighedsfanatikeren Pelle Dragsted tager fejl. Stigende ulighed behøver ikke være et problem

Moderaterne og Venstre har præsenteret et forslag om at sænke skatten på aktieindkomst fra 42 procent til 40 procent Det er et fint, lille skridt i den rigtige retning for alle, der gerne vil lade danskerne beholde lidt flere af deres egne penge.

Men spørger man imidlertid Pelle Dragsted (EL), er forslaget ”det stik modsatte af fordeling, rimelighed og retfærdighed”.

Nu var det godt nok også sådan, at den forrige socialdemokratiske regering, som Enhedslisten lagde stemmer til fra 2019-2022, selv forøgede uligheden en del.

Ifølge Finansministeriet medførte venstrefløjens økonomiske politik i de år faktisk, at hele ni ud af ti indkomstgrupper blev fattigere, og at det var de fattigste indkomstgrupper, der mistede mest.

{{toplink}}

Derfor klinger det en smule hult, når Dragsted farer i blækhuset for at kritisere regeringen på grund af en beskeden skattelettelse på blot to procentpoint.

Dels fordi skattelettelsen kun vil hæve uligheden med sølle 0,39 procent. Og dels fordi Danmark lige nu har OECD’s tredje højeste skattesats på aktieudbytte, hvilket er en stor hæmsko for især mindre og nystartede virksomheder med begrænset adgang til kapitalmarkeder.

Det betyder, at de virksomheder, som ellers ville have støbt fundamentet for fremtidens velstand og velfærd, ofte flygter til lande med et sundere erhvervsklima, hvilket vi alle sammen bliver fattigere af.

Men selv hvis vi ser bort fra Enhedslistens hykleri og irrationelle erhvervslivsmodstand, rejser Dragsteds kritik også en masse interessante principielle spørgsmål om ulighed.

For hvorfor skulle det egentlig være et problem i sig selv, at uligheden stiger?

Svaret blafrer i vinden, for det forholder Pelle Dragsted sig end ikke til. Han konstaterer bare, at han ikke bryder sig om det, hvilket mest af alt lyder som et udtryk for klassisk jantelovsbaseret misundelse.

Det er en ærgerlig tilgang til fordelingspolitik. For vi bør ikke begræde, at nogen bliver bedre stillet relativt til andre, så længe alle i samfundet får det bedre.

Pelle Dragsted og resten af venstrefløjen har ret i, at Danmarks ulighed de seneste år er steget.

Ja, faktisk har uligheden her til lands aldrig været højere, siden man begyndte at måle fænomenet med gini-koefficienten i 80’erne.

Men er vores samfund blevet værre af den årsag? Næppe.

Forestil dig, at Elon Musk i morgen flyttede til eksempelvis Kerteminde Kommune. Hvis verdens rigeste mand bosatte sig i her, ville kommunens ulighed eksplodere.

Men ville nogle af Kertemindes indbyggere have fået et værre liv af den stigende ulighed? Selvfølgelig ikke.

Tværtimod ville Kertemindes nyfundne ulighed med al sandsynlighed gøre kommunen til et bedre sted i vores teoretiske eksempel, fordi Musk ville medbringe et højere forbrug, en masse arbejdspladser og en overflod af velstand, som ville komme alle i kommunen til gode.

{{toplink}}

For det er jo aldrig uligheden i sig selv, der er problemet. Mennesker har forskellige interesser, talenter og evner, hvilket altid vil føre til vidt forskellige, og dermed også ulige, indkomster og formuer.

Dét betyder ganske vist ikke, at der ikke findes situationer, hvor ulighed potentielt kan være et problem.

Hvis uligheden opstår som et produkt af, at nogen opnår velstandsstigninger, der ikke kommer samfundet som helhed til gode, fordi andre bliver efterladt på perronen, kan det uden tvivl afføde en masse dårligdom.

Denne form for ulighed kan tære på tillidskulturen, svække vores sammenhængskraft og medføre højere kriminalitet.

Men med den syvende laveste ulighed blandt alle OECD-lande er dét jo ikke en situation, Danmark bør bekymre sig om hverken nu, eller hvis regeringen skulle ende med at gennemføre en meget beskeden skattelettelse på kapitalindkomst.

Så måske Pelle Dragsted og resten af de jantelovsdyrkende lighedsfanatikere skulle droppe forargelsen?

For så længe alle bliver bedre stillet, gør det ikke noget, at nogen bliver bedre stillet end andre.

{{toplink}}