Kun Europa kan give Bush modspil

Det eneste der kan give USA modspil er et samlet Europa, det siger Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft.

»Der har aldrig været et større behov for en fælles-europæisk udenrigspolitik. Et mere samlet Europa er den eneste chance for at skabe et slagkraftigt modspil til den nuværende administration i USA,« siger Mogens Lykketoft.

»Som en enhed har Europa ikke alene den samme vægt på verdensscenen som USA. Hvis den europæiske opinion er nogenlunde enig, har den også gode chancer for at påvirke den offentlige mening i USA. Og det er noget helt særligt. Et land som Kina bliver fremover en stærk magtfaktor, men der er ikke en kinesisk offentlighed, som kan påvirke opinionen i USA.«

"Der er sket et markant regimeskifte i USA. Bush og hans folk er ikke bare republikanere, men kommer fra den hårde kerne på den republikanske højrefløj. De har ikke fidus til de internationale institutioner – hvad enten det gælder miljø, nedrustning eller som nu FN. De har den korrekte opfattelse, at USA i dag repræsenterer den største koncentration af økonomisk og militær magt, som verden har oplevet siden Romerriget", siger Mogens Lykketoft.

Login