Kan Løkke trodse naturlovene?

Alternativets stifter Uffe Elbæk kom med en usædvanlig skarp analyse, da han blev spurgt om, hvad der egentlig skal til for, at et nyt parti får succes. Anledningen til spørgsmålet var Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne, der netop havde fået indsamlet de nødvendige underskrifter.

Essensen i Elbæks succesopskrift var ganske enkel: Et nyt parti skal være svar på et spørgsmål, som er vigtigt for tilstrækkelig mange vælgere.

Ser man nærmere på de sidste 50 års politiske historie, er der meget, der taler for Uffe Elbæks pointe: De nye partier, der er lykkedes, har normalt haft en slagkraftig mærkesag:

Jordskredet
Ved jordskredsvalget i 1973 kom hele fem nye partier i Folketinget, de to af dem for første gang:

Fremskridtspartiet var med 15,9 procent af stemmerne den største sensation, aldrig har et nyt partiet fået en så bragende succes ved sit første valg. Partiet havde to klare mærkesager: Afskaffelse af indkomstskatten og drastiske nedskæringer af den offentlige sektor. Det var mange vælgere enige i efter et årti, hvor både skatter og offentlige udgifter var vokset kraftigt.

Erhard Jakobsens Centrumsdemokrater (CD) havde også klare mærkesager: CD krævede lavere beskatning af huse og biler – og var samtidig et opgør med den ideologiske venstredrejning, der dengang kendetegnede Socialdemokratiet.

Danmark Kommunistiske Parti (DKP) fik i 1973 et comeback i Folketinget, og her blev partiets kraftige EF-modstand en rambuk. Danmark havde året før haft en folkeafstemning, der var endt med indmeldelse i EF, forløberen for EU – og de organisationsstærke kommunister havde fået mange nye tilhængere.

Retsforbundet fik også et comeback. Retsforbundet er et parti med en ret kompliceret politik, der har jordskatter som omdrejningspunktet, men også for Retsforbundet bød EF-afstemningen på en unik chance. For partiet var det eneste borgerlige modstander-parti.

For Venstresocialisterne (VS) var det en smule anderledes. Her var ikke tale om en mærkesag i klassisk forstand, men snarere et parti, der repræsenterede ungdomsoprøret. VS havde en meget klart defineret målgruppe.

Sømanden og nonnen
Ved næste valg i 1975 kom Kristeligt Folkeparti ind i Tinget. Mærkesagerne var knivskarpe: Modstand mod fri abort og mod pornografiens frigivelse, som var blevet vedtaget få år forinden under en borgerlig regering.

I 1987 lykkedes det lige akkurat den afhoppede DKP'er – sømandsbossen Preben Møller Hansen – at få sit parti Fælles Kurs i Folketinget. Partiet var på sin vis en frontløber, for Fælles Kurs kombinerede en stram udlændingepolitik med en socialistisk fordelingspolitik. Men på det tidspunkt var der kun en begrænset tilslutning til den kombination og allerede ved valget i 1988 røg sømanden ud igen.

Så var Enhedslisten et mere langtidsholdbart projekt. Det mislykkedes dog for venstrefløjssammenslutningen ved valget i 1990, men atter blev EF/EU en fødselshjælper. Efter SF havde stået fadder til ”det nationale kompromis” og anbefalet et ja til Edinburgh-aftalen i 1993, blev der åbnet en motorvej for EU-modstanderne i Enhedslisten, der kom ind ved valget i 1994.

DF og LA
Den hidtil mest indflydelsesrige partidannelse kom med Dansk Folkeparti i 1995. Mærkesagen over alle var udlændingepolitikken, og den sag levede i den grad op til Uffes Elbæk succeskriterium: Kravet om kraftige opstramninger af udlændingepolitikken havde opbakning fra stort flertal af befolkningen, selvom et flertal i Folketinget var imod.

Ny Alliances mærkesag minder lidt om nogle af de markeringer, man indtil videre har set fra Lars Løkke Rasmussen: Ny Alliance ville gøre op med blokpolitikken – og det var der faktisk en efterspørgsel efter på et tidspunkt, hvor Anders Fogh Rasmussen i fem-seks år havde ført blokpolitik med et fasttømret VKO-samarbejde.

At Ny Alliance faldt sammen som en souffle havde andre årsager, ikke mindst intern uenighed mellem de tre skiftere og Naser Khaders manglende viden om skattepolitik. Alligevel kom partiet ind i Folketinget ved valget i 2007.

Da Ny Alliance blev til Liberal Alliance måtte man opfinde sig selv på ny – og til det formål var en drastisk sænkning af skatterne en god mærkesag. Sagen var ret smal, men viste sig at appellere til et tilstrækkeligt stort segment.

Frontløberen Uffe
Uffe Elbæks eget Alternativet overraskede alt og alle, da partiet stormende ind i 2015. Men Elbæk vidste, hvad han gjorde: Elbæk havde før nogen anden fanget, hvor meget kraft, der var i klimadagsorden, en mærkesag som tiden netop da var moden til.

Nye Borgerlige er det sidste skud på stammen af nye partier, der har haft held til at klare spærregrænsen.
På sin vis brød Pernille Vermund konceptet, for Nye Borgerlige havde ikke sin egen mærkesag, men nappede udlændingepolitikken fra DF.

Når det kunne lade sig gøre, skyldes det primært flygtningekrisen i 2015, hvor DF trods sin stærke parlamentariske position ikke var i stand til at forhindre, at et stort antal flygtninge og migranter kom til Danmark.

Samme baggrund var der for Rasmus Paludans Stram Kurs, som var meget tæt på at komme i Folketinget trods ekstremistiske og anti-demokratiske ytringer.

De mislykkede
Langt fra spærregrænsen var Claus Riskær Pedersens parti. Partiet havde ingen klar mærkesag, og var helt ensidigt bygget op om stifterens person.

Et andet mislykket forsøg var Simon Emil Ammitzbøll parti Fremad. Partiet havde på det indholdsmæssige plan meget til fælles med det, man indtil videre har hørt fra Moderaterne. Navnet ”Fremad” var kalkeret efter Emmanuel Macrons parti, og ligesom Løkke ville Ammitzbøll sætte en stopper for flere udlændingestramninger. Men en egentlig mærkesag var svær at identificere.

Hvilken blokpolitik?
Samme problem står Moderaterne med. Partiet har ikke fremlagt sit program endnu, men indtil videre har partiets eneste klare omdrejningspunkt været ”et samarbejde over midten for at holde yderfløjene ude”. Spørgsmålet er bare, om det er svar på et brændende ønske for tilstrækkelig mange vælgere.

I modsætning til 2007, hvor Ny Alliance kørte med samme dagsorden, er der i dag meget mindre blokpolitik. Selvom det er de samme partier, der står bag finanslovene, vedtages store dele af værdipolitikken uden om S-regeringens støttepartier.

Lars Løkke Rasmussen har flere gange peget på, at der faktisk var salg i sloganet om at holde yderfløjene uden for indflydelse i sidste valgkamp. Men det var en ganske speciel situation, hvor der for første gang siden 2. Verdenskrig var risiko for, at højreekstremt parti som Stram Kurs kunne få sæde i Folketinget. Intet tyder på, at det vil være tilfældet i næste valgkamp.

X-faktoren
Alligevel er de færreste i tvivl om, at Moderaterne kommer i Folketinget efter næste valg. Ikke på grund af partiets mærkesag - eller mangel på samme – men fordi den tidligere statsminister i sig selv kan trække stemmer nok.

Ligesom Fremskridtspartiets Mogens Glistrup og CD’s Erhard Jakobsen er Løkke en personlighed, og han har med sine år som statsminister en betydelig pondus. Løkke kan være ultra-skarp i debatter, og hvis det kører for ham, kan han næste gang være den eneste partileder, der kan matche Mette Frederiksen. Det giver ham en mulighed for at klare skærene, selv uden en fængende mærkesag.

Men Løkkes dagsform er yderst svingende. Lige så god han er, når det kører, lige så håbløs kan han fremstå, hvis tingene går ham imod, og han er i et kontrært hjørne. Som man har set det ved de forskellige bilagssager.

Uden en solid mærkesag bliver et nyt parti sårbart og helt afhængig af stifterens dagsform. Løkke kan muligvis blive undtagelsen, der bekræfter Elbæks naturlov, men før partiet får en sag, der rækker ud over partistifteren, bliver den politiske effekt til at overskue.

erik@altinget.dk