Jan E. Jørgensen - en Venstre-mand af den gamle skole

PORTRÆT: Han er blevet ældre siden dagene i Venstres Ungdom, men holdningerne er ifølge ham selv de samme. Partiet Venstre har dog ændret sig igennem årene, og Jan E. Jørgensen er ofte i konflikt med dele af folketingsgruppen.

Jan E. Jørgensen (V) har gang på gang offentligt modsagt sine partikolleger i relativt skarpe vendinger, hvis de - ifølge ham - er gået for langt.

Særligt den sidste uge har han været ude med riven som en ny Birthe Rønn Hornbech, der også ofte var i opposition til sit eget parti Venstre. 

Senest skrev Jan E. Jørgensen "WTF?!?" på sin partikollega Marcus Knuths (V) Facebookopdatering, der glædede sig over, at det kontroveriselle Alternative für Deutschland havde vundet plads i det tyske parlament.

Og i samme uge modsagde han sin egen Venstre-kollega Karsten Lauritzens planer om besparelser på støtten almene formål som blandt andet Roskilde Festival.

Den 52-årige Venstre-mand og jurist fra Frederiksberg har været aktivt medlem af partiet siden 1983, hvor han meldte sig ind i Venstres Ungdom.

På sin vej igennem partiet som blandt andet sekretær for VU, kommunal- og folketingskandidat og i dag partiets indfødsretsordfører i Folketinget og spidskandidat for Venstre på Frederiksberg er holdningerne forblevet intakte, slår han fast.

"Jeg mener faktisk i rystende grad det samme, som da jeg var VU’er. Det er måske snarere Venstre, der er blevet et bredere parti. Og derfor er der kommet nogen ind, som måske i gamle dage var blevet Konservative,” siger Jan E. Jørgensen.

Siden han læste om partiet første gang, har han været Venstre-mand.

”Til samfundsfag i gymnasiet læste jeg den der håndbog i dansk politik, og der kunne jeg se, at lige meget hvilket emne det handlede om, så var Venstre det parti, jeg var mest enig i,” siger han.

Jan E. Jørgensen forklarer, at Venstre i sin tid var delt op i to lejre.

Højskole-Venstre og handelshøjskole-Venstre. Han er ikke i tvivl om, at han tilhørte sidstnævnte, da han meldte sig ind i Venstres Ungdoms københavner-afdeling som det eneste medlem, der ikke var tilflytter fra Jylland eller gik på Landbohøjskolen.

”Højskole- og handelshøjskole-Venstre er i dag smeltet sammen, og så er der så kommet noget mere til, så vi i dag er et bredere parti,” siger han om partiets nuværende opdeling uden at gå i detaljer omkring, hvilke politiske emner der deler partiet.

Ellemann
Da en ny leder for partiet trådte frem i 80'erne, skete der noget med Jan E. Jørgensen.

”Da Uffe Ellemann kom til, var jeg for alvor solgt. Det var også ham, der fik bragt Venstre ind til byerne og gjorde os større," siger Jan E. Jørgensen.

Og det kan Altingets politiske kommentator Erik Holstein godt se rationalet i.

”Jan E. Jørgensen står for en Uffe Ellemann-agtig linje, der er meget EU-positiv og rimelig liberal på udlændinge området. Den del af Venstre, der peger mere på Radikale end Dansk Folkeparti,” siger Erik Holstein.

Men han mener ikke, at Jan E. Jørgensen er alene med sine holdninger i Venstres folketingsgruppe:

”Jan E. er den, der står længst væk fra Støjberg, men han er ikke helt isoleret i Venstres gruppe. Der er en hel del, der har reservationer over for Støjbergs politik. Det gælder også i Venstres bagland. ” siger Erik Holstein.

Klassisk Venstre
Som partiets indfødsretsordfører har Jan E. Jørgensen luftet holdninger, der ikke just flugtede med blandt andet kollegaen udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs.

Men det er ikke ensbetydende med, at han ikke er loyal overfor partiet.

”Han er ikke et wildcard ligesom Jens Rohde. Jeg fulgte samrådet med Støjberg før sommerferien, og der var Jan E. helt loyal og bakkede Støjberg op. Han er ikke en, der bare stemmer imod partilinjen i kritiske situationer, men han siger, hvad han mener,” siger Erik Holstein med en henvisning til det tidligere Venstremedlem Jens Rohde, der skiftede til Radikale i 2015.

"Det vil virkelig overraske mig, hvis han følger i Rohdes fodspor og skrider til Radikale. Jan E. tilhører den klassiske måde at være Venstre-mand på, og en hel del af partiets medlemmer er enige med ham. Men et stort flertal af Venstres vælgere er på linje med Støjberg og Marcus Knuth," siger Erik Holstein.

Men Jan E. Jørgensen er ikke bekymret for uenighederne i partiet.

”Vi har nogle udfordringer, men dem kan man godt tackle samtidig med, at man er liberal. Man behøver ikke gøre vold på sit ideologiske udgangspunkt for at løse nogle problemer," siger han.

Det pæne Venstre
Jan E. Jørgensen har med sine offentlige modsigelser af partifællers kommentarer fået en vis status på dele af venstrefløjen. Blandt andet skrev Alternativets politiske ordfører Carolina Magdalene Maier tak til ham i Kristeligt Dagblad.

Det positive syn på Jan E. Jørgensen deler Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet for SF.

”Han hører til den pænere del af Venstre. Han har en ordentlig Europa-politik, og så fik han et chok, da han så Marcus Knuths Facebookopdatering om det tyske valg. Mine gamle venner i Venstre ville alle sammen reagere ligesom Jan E. Jørgensen. Og det var godt at se, at de ikke er helt uddøde,” siger hun.

Margrete Auken beskriver Jan E. Jørgensen som en ”klassisk Venstre-mand” og ”lidt ligesom Uffe Ellmann”:

”Han er en af dem, man kan tage hjem til mor uden at blive smidt ud,” konstaterer hun.

Interne slågsmål
Eva Kjer Hansen (V) ser partifællen Jan E. Jørgensen som en politiker, der er klar til at tage diskussionerne.

”Jan er en af dem, der tager slagsmålene og tør stå op for de ting, som, han synes, er vigtige,” siger hun om partifællen og fortsætter:

”Han kaster sig ihærdigt over det politiske arbejde, og han er ikke bleg for at tilkendegive sine holdninger og synspunkter, også når det gælder kontroversielle sager og mennesker.”

Og det er noget, Eva Kjer Hansen lægger vægt på, når hun beskriver Jan E. Jørgensen – at han tager kampene.

Forrige artikel Regeringen tester Socialdemokratiet med generalprøven til energiaftale Regeringen tester Socialdemokratiet med generalprøven til energiaftale Næste artikel Snit af målinger: Liberal Alliance går tilbage Snit af målinger: Liberal Alliance går tilbage