Internet lokker asylsøgere til DK

Ambassader og andre statslige myndigheder må ikke rose det danske sundhedsvæsen via internetsider, det oplyser Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup, der mener, at det direkte opfordrer til indvandring og menneskesmugling til Danmark.

»Vi ser det som en særegen form for invitation til asylansøgere. Vi må derfor have klarhed over, om det er formålstjentligt, når man eksempelvis på internetadressen for den danske ambassade i Iran kan finde links til officielle hjemmesider, hvor man reklamerer med at "det danske skattesystem finansierer mange velfærdsgoder, som er gratis og tilgængelig for enhver." Det synes jeg bestemt er uheldigt, vi behøver ikke ligefrem at invitere hele verden hjem til os,« siger Peter Skaarup.

»Jeg frygter, at oplysningerne kan få nogle mennesker til at drage til Danmark. Undervejs vil de måske blive udnyttet af kæden af menneskesmuglere. Derfor vil jeg bede regeringen om at få præciseret, hvilke "tilbud" vi giver rundt omkring i verden via vores udenrigstjeneste og andre officielle kanaler. Politiet giver jo heller ikke opskrifter på, hvordan man kan undgå at blive tiltalt for en forbrydelse,« siger Peter Skaarup. Han henviser til Udlændingestyrelsen hjemmeside, hvor det oplyses hvordan man kan få familiesammenføring eller opnå asyl.

»Jeg er enig med Peter Skaarup i, at vi skal være varsomme med, hvilke signaler, der bliver sendt til potentielle indvandrere og asylansøgere. Derfor vil vi naturligvis kigge på det, hvis Dansk Folkeparti kan fremlægge eksempler på uhensigtsmæssige informationer,« siger Integrationsminister, Bertel Haarder (V).

Login