Hver dansker betalte i gennemsnit 84.624 kroner i skat i 2018

Den gennemsnitlige slutskat for skattepligtige personer udgjorde 84.624 kroner i 2018. Det er en stigning på 0,9 procent i forhold til året før, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Stor vækst i fradragene.

Slutskat er summen af indkomstskat, aktieskat og ejendomsværdiskat. Skattepligtig er man, hvis man opholder sig i Danmark mindst halvdelen af året.

De skattepligtige indkomster var 1.176,6 milliarder kroner, mens indkomstskatterne udgjorde 408,9 milliarder kroner.

De skattepligtige personer i Gentofte, Rudersdal og Hørsholm Kommuner betalte med en gennemsnitlig slutskat på over 150.000 kroner mest i skat.

Vest for Storebælt var Skanderborg med et gennemsnit på 95.705 kroner eneste kommune, hvor skattebetalingen oversteg 90.000 kroner.

Indkomstskatteprovenuet steg i 2018 med 2,3 procent, mens de skattepligtige indkomster steg med 1,4 procent i forhold til året før.

Stigningerne skyldtes blandt andet den økonomiske udvikling i 2018 med stigende beskæftigelse og en forholdsvis høj økonomisk vækst.

Det forøgede indkomstskatteprovenu skal derudover ses i lyset af skattereformen fra 2009, hvor bundskatten over en årrække forøges, mens sundhedsbidraget udfases.

Kraftig vækst i fradrag
Skatteydernes ligningsmæssige fradrag steg med hele 23,7 procent fra 2017 til 2018. I tal er det fra 122,7 milliarder kroner til 151,8 milliarder kroner, oplyser Danmarks Statistik.

Forrige artikel Overblik: Her er hovedpunkterne i aftalen om finansloven  Overblik: Her er hovedpunkterne i aftalen om finansloven Næste artikel Ugen i dansk politik: Besværlige EU-forhandlinger og røde pressechefer  Ugen i dansk politik: Besværlige EU-forhandlinger og røde pressechefer