Her er resultatet: DF vandt historisk sejr
EP2014: Søndag var der valg til Europa-Parlamentet. DF blev valgets store vinder. S, V og SF mister hver et mandat. Se valgresultatet her.
Dansk Folkeparti står som valgets klare vinder. Partiet går hele 11,3 procentpoint frem til 26,6 procent af stemmerne, hvilket giver 4 mandater. For første gang i partiets historie bliver DF største parti ved et valg.
Socialdemokraterne bliver det andetstørste parti med 19,1 procent, hvilket er en tilbagegang på 2,4 procentpoint i forhold til valget i 2009. Partiet mister dermed et mandat og ender med tre.
Radikale Venstre får 6,5 procent af stemmerne og bliver igen repræsenteret i Europa-Parlamentet med et mandat.
Konservative ender med en tilbagegang på 3,6 procentpoint og ender med 9,1 procent af stemmerne. Partiet beholder dog sit ene mandat i parlamentet.
Liberal Alliance går 2,3 procentpoint frem med 2,9 procent af stemmerne. Det er dog ikke nok til et mandat, og partiet bliver dermed ikke repræsenteret i Europa-Parlamentet.
Valgdeltagelsen ligger på 56,3 procent.