Her er Rasmus Jarlovs nye særlige rådgiver

SPIN-NYT: Sille Beck-Hansen skal være særlig rådgiver for erhvervsminister Rasmus Jarlov (K). Hun kommer fra en stilling som politisk rådgiver hos Dansk Energi.

Tre uger efter Rasmus Jarlov (K) fik overdraget nøglerne til erhvervsministeriet, har han fundet sin særlige rådgiver. 

Det oplyser Konservative til Altinget.

Stillingen går til Jarlovs tidligere folketingssekretær Sille Beck-Hansen, der ser frem til, at de to igen skal arbejde sammen.

"Jeg kender Rasmus som en særdeles kompetent og arbejdsom politiker, der står ved sine meningers mod, og jeg glæder mig til at arbejde med ham igen," siger hun og fortsætter.

"Rasmus er ikke bange for at mene noget, det har jeg stor respekt for."

Hvordan tror du, det påvirker dit nye job?

"Jeg tror det bliver spændende og rigtig sjovt, og der er ingen tvivl om, at jeg får nok at se til," siger hun.

Sille Beck-Hansen kommer fra en stilling som politisk rådgiver hos Dansk Energi og har tidligere været public affairs og kommunikationschef hos De Danske Bilimportører.

Med en fortid i Konservativ Ungdom er hun heller ikke helt grøn ud i det politiske. Fra 2009-2011 var hun næstformand for ungdomsorganisationen, hvor hun også har siddet i forretningsudvalget.

I 2011 forsøgte Sille Beck-Hansen at blive valgt til Folketinget fra Brøndbykredsen, hvilket dog ikke lykkedes. Samme år stillede hun også op i et realityprogram på TV3.

Sille Beck-Hansen er 31 år og uddannet civiløkonom fra CPH Business.

Forrige artikel Snit af målinger: Mette F bevarer føring, hvis Alternativet er med Snit af målinger: Mette F bevarer føring, hvis Alternativet er med Næste artikel Mænd sidder tungt på Slotsholmens mest magtfulde poster Mænd sidder tungt på Slotsholmens mest magtfulde poster