Forsvaret på slankekur

Efter alt at dømme godkender partierne bag forsvarsforliget i dag slankekuren på en mia. kroner af forsvaret. Dansk Folkeparti er ikke med i det nuværende forsvarsforlig.

Det ventes, at forligspartierne - Socialdemokratiet, de radikale, Kristeligt Folkeparti og regeringspartierne - i dag vil godkende den skrappe slankekur.

Den tungeste post er færre lønudgifter, der primært skal finansiere den manglende milliard, mens der er tale om mere kosmetiske besparelser ved at skrotte ubåde, kampfly og kampvogne.

Forsvarschef, general Jesper Helsø, siger: »Forsvarskommandoen har til Forsvarsministeriet fremsendt forslag til de tilpasninger, der er nødvendige, for at forsvarets kassekredit er på nul med udgangen af 2004. Jeg afventer politisk beslutning, så jeg kan informere forsvarets medarbejdere og gennemføre den politiske beslutning,« siger general Jesper Helsø, som ventes at orientere forsvarets cirka 30.000 ansatte om nedskæringerne i dag.

Login