EU's små lande mødes uden Danmark

Den danske regering har brudt med de små EU-landes alliancer, og løber nu de store landes ærinde ved at støtte en europæisk præsident. Det mener flere små EU-lande, der i dag samles for at drøfte fremtiden, men Danmark er ikke inviteret med.

Mødet for de syv små EU-lande finder sted i Luxembourg, men arrangørerne sendte ingen invitation til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), fordi han allerede i januar gjorde sig bemærket ved at støtte forslaget om en fast formand for Det Europæiske Råd, en slags EU-præsident.

Det forslag har nu fået støtte af Socialdemokratiet og de radikale i et fælles EU-udspil, der netop er offentliggjort. Dermed bryder Danmark med de små landes traditionelle frygt for en magtfuld præsidentpost i EU. De fleste små medlemslande vil hellere bevare det nuværende system med halvårlige formandskaber.

»Vi synes, at det var lidt mærkeligt, at den danske regering pludselig meldte ud på den måde. Danmark har tidligere støttet samme linie som os, men nu har vi ikke så meget til fælles mere,« siger en diplomat fra Luxembourg.

Login