EU’s nye ledere har meget at bevise

BRUXELLES: EU gik efter det muliges kunst, snarere end hvad der ville være godt for Europa.

Det var følelsen, der lørdag aften hang over Ministerrådets laksefarvede marmorbygning i Bruxelles, da det blev bekræftet, at Polens statsminister Donald Tusk overtager posten som formand for Det Europæiske Råd, mens Italiens udenrigsminister Federica Mogherini bliver chef for Unionens Fælles Udenrigstjeneste.

Dermed er der navne på alle de formænd (m/k), der skal tegne og lede Unionen over den nærmeste årrække.

Hestehandlerlogik
Når brættet gøres op efter månedsvis med opslidende persongranskning, er konklusionen, at det langtfra er de mest oplagte personager, der skal pryde toppen af EU-kransekagen.

I stedet blev slagsmålet afgjort i vanlig europæisk noget for noget-stil, hvor hensyn til højre-venstre-skala, køn, geografi og en ubestemt følelse af, hvem der står for tur, dominerede spillet.

Allerede i juni blev det klart, at den næste formand for EU-Kommissionen bliver Luxembourgs konservative Jean-Claude Juncker. Den drevne tidligere premierminister har årevis af statsmandserfaring og kender EU-systemet ud og ind, men ses som indbegrebet af Unionens gamle skole på et tidspunkt, hvor EU's befolkninger i rigtig mange lande efterlyser nye toner fra Bruxelles.

For ny i gamet
Lørdag aftens udnævnelse af Tusk og Mogherini har også sine store udfordringer.

Mogherini ses af mange som et frisk pust, fordi hun bryder med normen om, at EU-chefer skal være midaldrende eller bare gamle mænd på udsigt efter en aftægtspost. Den 41-årige socialdemokrat har også demonstreret, at hun er vidende om og brændende interesseret i udenrigsstoffet, hvilket man ikke rigtig kan sige om hendes forgænger på posten, Catherine Ashton.

Hvordan man end vender og drejer det, så har hun dog kun haft seks måneder på posten som Italiens udenrigsminister til at bevise sit værd på den internationale scene og til at lære at stå i spidsen for et stort diplomatisk apparat, som både et udenrigsministerium og Den Fælles Udenrigstjeneste udgør.

Ingen jord under neglene
Selv påpeger Mogherini, at hun har arbejdet med udenrigspolitik i over 20 år, først i partiorganisationen og siden 2008 i det italienske underhus. Hvor kloge udenrigspolitiske tanker, hun end har gjort sig bag skrivebordet hjemme i Rom, så er det dog ikke det samme som at have været stresstestet på de bonede gulve, som andre af de udenrigschef-kandidater, som ellers var på tale til jobbet, har været.

På et tidspunkt, hvor det ikke skorter på udenrigspolitiske katastrofer i EU's nærområde, kommer hun til lynhurtigt at skulle indtage sit nye ressort og overbevise de siddende stats- og regeringschefer om, at hun godt kan tale på deres vegne i internationale fora. Det havde nok været nemmere, hvis hun havde lidt mere erfaring på bagen.

Excuse me?
Mange ser også med rigtig stor spænding på Donald Tusk som ny formand for EU-chefernes klub, Det Europæiske Råd. Som mødeleder og konsensusmager for Helle Thorning-Schmidt (S) og co. kommer han på en stor opgave.

Alene det, at han taler meget dårligt engelsk og ingen fransk, sætter ham i skærende kontrast til den siddende formand, flamske Herman Van Rompuy, som gjorde en dyd i at være tre-sproglig, så ofte han kunne komme til det.

Eftersom én af Tusks fornemmeste jobfunktioner bliver at føre fortrolige samtaler med europæiske ledere, giver det visse bekymringer. Han kan dog tysk, hvilket måske er en af grundene til, at Angela Merkel har skubbet på for hans kandidatur.

Klimaskeptiker
Dertil kommer et helt andet spørgsmål. Nemlig om han kan være den slags konsensusskaber, som der er behov for i den stilling, og ikke mindst om han kan lade sit lands egne dagsordener blive hjemme.

Diplomater i Bruxelles bemærkede allerede lørdag aften, at det er heldigt, at Tusk først starter i sit nye job 1. december, fordi EU-cheferne ved et topmøde i oktober skal lægge sig fast på en ny klimapakke for Unionen. Den har Polen målbevidst fra starten forsøgt at udvande, ligesom polakkerne ikke har været blege for at blokere grønne tiltag i alt fra biobrændstoffer til udledning af CO2.

Derudover er der en række lande, som ser noget nervøst til Polens hårde linje over for Rusland på et tidspunkt, hvor stats- og regeringscheferne kæmper med at finde svar på russernes fremfærd i Ukraine uden samtidig at optrappe konflikten yderligere med den store nabo, der rasler med atomvåbnene. Her er andre dog tilfredse med at have fået en modvægt til strammerlinjen i den nye udenrigschef, der ses som noget mere russer-venlig.

Giv dem en chance
Det bliver nu op til det nye hold af EU-chefer at modbevise skeptikerne - hvilket også godt kan lykkes.

Herman Van Rompuy viste sig at være en forbilledlig formand, selv om de færreste havde hørt om den tidligere belgiske statsminister, før han pludselig blev hevet ind i rampelyset i 2009 for at stå i spidsen for EU's stats- og regeringschefer. Den siddende udenrigschef, Catherine Ashton, er også vokset med jobbet efter en absolut katastrofal start. Hun er dog aldrig blevet den store succes.

Der er dog stadig et spørgsmål, som mange stiller sig selv i Bruxelles og omegn lige nu i lyset af økonomisk stagnation, afgrundsdyb arbejdsløshed på kontinentet og internationale konflikter til højre og venstre: Er det virkelig de folk, vi allerhelst vil have til at stå ved roret, når EU rammer ind i en ny krise?

rikke@altinget.dk