#dkpol: Ukrainekrigen har givet os det tyske Europa
Lidt over en uge inde i Ruslands krig i Ukraine er det europapolitiske landskab radikalt forandret. Tyskland er ikke bare Europas stærkeste økonomiske magt, men lægger nu an til at blive en afgørende militær magt. Hvad betyder det for tyskerne, EU og for dansk politik? Det er dagsordenen i denne uge af #dkpol.
Da Rusland invaderede Ukraine, blev europæisk politik radikalt forandret. Den tyske kansler Olaf Scholz er ikke bare trådt ud af Angela Merkels skygge, men har trukket hele sit land ud af skyggen fra anden verdenskrig.
På under en uge er Tyskland gået fra ikke at ville have en militær overbygning på sin økonomiske dominans i Europa – til at lægge grundstenene til at blive en afgørende militær kraft i Europa.
Det sætter med det samme Danmark og forbeholdet overfor et fælles europæisk forsvarssamarbejde på spil. Og som Altinget har fortalt i denne uge, bliver der netop nu forhandlet mellem regeringen, SF, de Radikale, Venstre og Konservative om at sætte forbeholdet til folkeafstemning.
Alt det, situationen på slagmarken i Ukraine – og Enhedslistens store problemer med at forklare partiets position hvad angår det danske Nato-medlemskab – er på programmet i denne uges #dkpol.
Shownotes:
- Kansler Olaf Sholz’ tale til Bundesdagen søndag den 27/2
- Pernille Skipper fra Enhedslisten i p1 morgen
- Adam Tooze i DR2 Deadline
Jakobs anbefaling:
Richard Pipes: Russia under the Old Regime
Esbens anbefaling:
Twitterkonto til Lawrence Freedman, professor i War Studies ved King’s College London: @LawDavF