Det rene vand er sikret

Selvom EU-landene har vedtaget nye regler for indholdet at pesticidrester i drikkevand kan Danmark fortsat opretholde det høje beskyttelsesniveau for drikkevand. Det oplyser miljøminister Hans Christian Schmidt (V) efter et møde mellem EU´s miljøministre i Bruxelles.

De nye vejledende grænseværdier for pesticidernes aktivstoffer - de såkaldte metabolitter - betyder, at EU-landene fremover vil tillade grænseværdier på op til 100 gange det nuværende niveau på 0,1 mikrogram pr. liter. Dermed ville det danske, urensede drikkevand være alvorligt truet, mens langt de fleste andre EU-lande i forvejen bruger filtre til at rense deres drikkevand.

»Men med beslutningen i dag kan landene nægte at godkende pesticider i de tilfælde, hvor metabolitterne udvaskes til grundvandet over den nuværende grænseværdi på 0,1 mikrogram pr. liter. Også selv om pesticiderne er godkendt i EU. Det er helt afgørende«, siger Miljøminister, Hans Christian Schmidt.

Direktøren for Danmarks Naturfredningsforening (DN), Gunver Bennekou, kalder afgørelsen for en vigtig sejr for både for drikkevandet og naturen.

Login