Blogs er den direkte vej til vælgerne

Kun få folketingspolitikere bruger blogs til deres dialog med vælgerne. Morten Helveg Petersen (R) bruger sin til at korrigere.

Under sidste valgkamp benyttede langt flere politikere blogs, men lige siden har siderne været stille. Folketingspolitiker Morten Helveg Petersen (R) er en af de få politikere, der har en velfungerende blog, hvor han lufter sit personlige syn på sin politiske hverdag.

”Det er et glimrende redskab til at komme i kontakt med folk. Blogs er sjovt, fordi det gør det muligt med en anden vinkel. Det er lidt mere personligt, og det får også mig selv til at tænke tingene lidt mere igennem. Men det kræver tid, hvis det skal gøres ordentlig,” siger han.

Undren over stilheden i cyperspace
Han undrer sig alligevel over, at der ikke er flere politikere, der bruger blogs. Især fordi han selv med fordel har kunnet bruge bloggen til at korrigere ting, samt få kommentarer på det arbejde han laver.

”Ekstra Bladet kørte en forside med mig, der handlede om de fantastiske fem og skattefrihed. Efterfølgende, da jeg fik et brev fra SKAT, der sagde, at jeg havde handlet rigtigt, så smed jeg det på min blog, så folk kunne se, at tingene er, som de skal være.”

Aktiviteten på bloggen varierer alt efter, hvor travlt politikeren har, men før sommerferien brugte han bloggen til at få kommentarer på sit forslag om åbne standarder.

Da forslaget blev vedtaget, røg hans kommentar i luften:

SEJR!!!
3. juni 2006
Det lykkedes! Er ikke kommet mig over det endnu. Og der var drama til det sidste. Men konklusionen er at beslutningsforslaget om åbne standarder blev vedtaget. Alle endte med at stemme for. Tak til alle der har kommenteret, støttet, hjulpet, trukket, båret, argumenteret osv. osv. Uden al den opbakning var det ikke gået igennem.

Login