Alvorligste EU-krise siden 1972
Koncentrat af lederen "Gode viljer til løsning af EU-krise efterlyses" i Politiken 11. januar 2004. Kommissionens trussel om at føre sag mod finansministrene er et symptom på, at EU's krise er dyb, mener avisen.
Perspektivet i EU's krise rækker imidlertid langt videre. Realiteten er, at det europæiske samarbejde er ude i sin mest alvorlige krise siden Danmark blev medlem. Dets mest akutte udtryk er naturligvis det totale sammenbrud på sidste topmøde, hvor stats- og regeringscheferne måtte opgive at nå til enighed om et traktatudkast, som ellers var et af de mest gennemarbejdede, afbalancerede og realistiske i EU's historie. Men sammenbruddet afspejlede desværre ikke kun det i sig selv vanskelige i at få Polen og Spanien til at opgive de usaglige indrømmelser, de i sin tid fik på det katastrofale topmøde i Nice. EU's krise har mange dimensioner, og først og fremmest mangler den politiske vilje hos den afgørende håndfuld nationale ledere, der tidligere gjorde den slags sammenbrud utænkelige.
DEN DECIDERET tåbelige konflikt om stabilitetspagten, der igen blussede op i denne uge, er endnu et symptom på frustrationerne, misforståelserne og den generelt dårlige stemning i Bruxelles. Pedro Solbes, der er EU-kommissær med ansvar for stabilitetspagten, lagde forleden op til, at kommissionen vil føre sag mod EU's finansministre. De besluttede før jul ikke at idømme Tyskland og Frankrig gigantiske bøder, selv om de to lande p.t. har opgivet at bringe deres statsunderskud ned under de aftalte tre procent af deres BNP.
En sådan retssag er en rigtig dårlig ide. (...)
DET KAN da godt være, at den måde finansministrene valgte at lade EU's to største medlemslande slippe for bøder på, er juridisk kritisabel. Men da disse bødebestemmelser blev formuleret, var det nu engang finansministrene, der fik kompetencen, og ikke kommissionen. Det skyldes naturligvis, at de drastiske tvangsmidler, der her er tale om, kun skulle kunne besluttes efter et politisk skøn. Der skulle ingen automatik være. I det lys synes finansministrene at have en god sag. (...)
I modsætning til den måde, hvorpå både tilhængere og modstandere af EU herhjemme så ofte har beskrevet det, er der ikke nogen som helst automatik i, at EU-samarbejdet hele tiden udvikler sig - eller overhovedet overlever i sin nuværende form. Samarbejdet har alle dage været et skrøbeligt eksperiment, der er afhængigt af mennesker af god vilje overalt i medlemslandende. Det er dem, der er hårdt brug for lige nu.
