VKO fik mest presse sommeren over
AVIS-DÆKNING: VKO-politikere fik tre gange så meget avisomtale som oppositionens folketingsmedlemmer, viser opgørelse fra juni-juli.
Den politiske sommer har været præget af VKO-flertallets artikler i aviserne.
Siden folkestyret officielt gik på sommerferie, har der stået enten V, K, eller DF efter tre ud af fire folketingspolitikere i aviserne. Det viser en opgørelse over de danske folketingsmedlemmers citater og omtale i 42 regionale og landsdækkende aviser foretaget på artikelbasen Infomedia af LOs Ugebrev A4 i perioden 12. juni til 1. august.
De borgerlige politikeres dominans i sommeraviserne betyder, at vælgerne i mindre grad har forholdt sig til den stigende arbejdsløshed, uligheden i sygehusvæsnet eller andre vigtige dagsordner for oppositionen.
I stedet har samtaleemnerne været tørklæder i hjemmeværnet og forbud mod kamphunde og andre emner, der er ufarlige for regeringen, og hvor især Dansk Folkeparti er på hjemmebane, pointerer politiske eksperter.