"Det hele er spin"

Af Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann 

3.193 ord. Så langt var det portrætinterview af Michael Kristiansen, Anders Fogh Rasmussens spindoktor, som Berlingske Tidende bragte fem dage efter folketingsvalget i 2005. 3.193 ord er ganske meget i en avis. Faktisk så meget, at doktorportrættet var den næstlængste artikel, der blev trykt i de store aviser i forbindelse med valget i 2005. Den blev kun overgået af en anden portrætartikel, som skildrede den tyrkiskfødte Hüseyin Aracs succesrige kamp for at blive den første indvandrer i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Den lange beskrivelse af Kristiansen fortæller noget om mediernes prioritering, fokus og virkelighedsopfattelse i en valgkamp. Selv om der naturligvis ikke eksisterer et en-til-en forhold mellem avisartiklers længde og det omtalte emnes vigtighed, er der nok ingen tvivl om, at aviser, radio og tv tillægger de såkaldte spindoktorer og deres arbejde stor betydning for moderne politik i almindelighed og valgkamp i særdeleshed.

På førstedagen efter valgudskrivelsen i 2007 forklarede B.T. (25. oktober) således ved hjælp af en kommunikationsekspert, at fraværet af en egentlig socialdemokratisk spindoktor ville gøre det svært for Helle Thorning-Schmidt at vinde kampen mod Anders Fogh Rasmussen:

„Helle Thorning-Schmidt (S) var i direkte duel med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på tv i går, men det er en svækket socialdemokratisk leder, der de næste tre uger skal forsøge at få vælgerne med på hendes ambition [sic] om at vriste statsministerposten fra Anders Fogh. [...] Hendes tidligere persolige [sic] rådgiver, Lars Kaspersen sagde op i juli, og hen [sic] er ikke blevet erstattet. [...] Men det kan faktisk blive et problem for Helle Thorning, vurderer kommunikationsrådgiver Peter Goll, administrerende direktør i Geelmuyden Kiese Danmark og tidligere pressesekretær hos SF."

Derudover handler det i høj grad for medierne om at afmaskere politi18 del 1. mediernes forestillinger om politikere og partier kernes spinmanøvre, sådan som dette eksempel fra Information, dagen efter 2005-valget blev udskrevet, illustrerer:

„Allerede sidste torsdag fik Infomations læsere besked: Valget udskrives på tirsdag. Ifølge Reuters havde en unavngiven minister tilmed bekræftet datoen, og nu er spekulationerne for alvor sat i gang - hvem stod bag lækagen og ikke mindst hvorfor?

‘Spinnesiden' er en af to nye hjemmesider, der skal følge spindoktoriet gennem valgkampen, og her lyder en analyse af lækagen således: Anders Fogh Rasmussen havde brug for viden om, hvornår flodbølgen i Sydøstasien havde lagt sig nok til, at en valgkamp kunne sættes i gang. At udpege fokusgrupper til besvarelse af det spørgsmål ville ikke se godt ud i pressen, så derfor sendte statsministeren en prøveballon op.

Ifølge Spinnesiden hed den direkte afsender af ballonen sandsynligvis Bendt Bendtsen. Websiden har nemlig noteret sig, at økonomi- og erhvervsministeren allerede mandag havde hængt valgplakater op i København - til trods for, at det faktisk først er lovligt fra den 22. januar.

Bendtsen har altså haft mere end en klar fornemmelse af tirsdagens begivenhed.

Men på trods af sammenfaldet mellem den unavngivne minister og Bendtsens utidige plakat-ophængning, hæfter lektor i sprog og kommunikation ved Københavns Universitet Mie Femø Nielsen sig primært ved årsagen til lækagen: ‘Det var påfaldende, at det slap ud, for

det ligner ikke Fogh at lade sådan noget sive. Det er min opfattelse, at statsministeren helt bevidst fik gjort alle vælgere til en stor fokusgruppe i den her sag,' siger hun og henviser til, at befolkningen med lækagen i sidste uge fik hele fem dage til at protestere over udsigten til et utidigt

valg. Men protesterne udeblev og Fogh kunne i går trygt bedyre, at vi skal til valgurnerne den 8. februar."

Faktisk er spindoktorernes betydning så stor, at Danmarks Radio øjensynligt mener, at mediekoncernens public service-forpligtigelse indebærer en særlig forpligtelse til at afsløre disse mørkets fyrster, grå eminencer, eller hvad de sagnomspundne spindoktorer ellers bliver kaldt.

DR2 opfandt således et selvstændigt program om spin i forbindelse med 2005-valget. I to ugentlige halvtimers udsendelser analyserede og fortolkede Jersild & Spin toppolitikernes gøren og laden ned i mindste detalje. Det fortsatte programmet i øvrigt med at gøre efter valget og igen i 2007-kampagnen. Den ovenfor citerede internetside spindesiden er et lignende eksempel på en sådan afspinningsøvelse. Senest er TV2 kommet med på spinvognen med TV2 News-magasinet Mogensen & Kristiansen, hvor de tidligere topspinnere Peter Mogensen og Michael

Kristiansen fra henholdsvis det røde og det blå ringhjørne forklarer danskerne, hvad der foregår i hovederne på Socialdemokraternes og Venstres strateger.

At der ikke eksisterer højtprofilerede hjemmesider eller et tv-program med titler som „Jersild og økonomisk politik", der analyserer alle begivenheder i et politisk-økonomisk perspektiv eller slet og ret analyserer politikernes økonomiske politik, er særdeles interessant. Det indikerer

jo alt andet lige, at det for de danske medier ikke er den politiske substans men især det politiske spin, der rykker noget, og derfor er vigtig at informere vælgerne om. Fint nok, at nogen tror, at 2005-valget blev udskrevet på baggrund af taktiske spinovervejelser. Men hvilken statsminister har nogensinde undladt at forsøge at placere et valg mest gunstigt for sig selv?

I bund og grund arbejder medierne vel med en antagelse om, at spin er vigtig for valgresultatet, idet spindoktorerne øjensynligt besidder en selvstændig politisk magt, når moderne politik som udgangspunkt er et produkt af spindoktori. Men giver en sådan forestilling mening? Nej,

det mener vi ikke, og det gør vi af i hvert fald tre grunde: dels kan politikerne tænke selv, dels kan politik skyldes tilfældighedernes spil, dels er det begrænset, hvor tæt spindoktorerne rent faktisk er på magtens centrum. Vi ser på argumenterne efter tur og slutter kapitlet af med en overvejelse om, hvorfor medierne holder fast i myten om spindoktorernes magt.

De tænkende politikere
Det var Anders Fogh Rasmussen selv, der sammen med blandt andre Claus Hjort Frederiksen lagde grunden til Venstres valgsejr i 2001, mens de var henholdsvis relativt nybagt partiformand og mangeårig partisekretær. Allerede da Fogh overtog formandskabet for Venstre i 20

del 1. mediernes forestillinger om politikere og partier 1998, havde han en politisk plan: Han ville fokusere på midtervælgerne, og han ville kommunikere sit partis budskaber krystalklart. Det

var ikke doktor Kristiansens eller forgængeren, nu tidligere leading star i Jersild & Spin, Henrik Qvortrups påfund. Ingen af dem var nemlig ansat hos Venstre på det tidspunkt. Faktisk havde Venstre slet ingen egentlig spindoktor dengang. Partiet var alene i besiddelse af en række rutinerede politiske sværvægtere.

Vi har her med toppolitikere at gøre, der har brugt det meste af såvel deres voksne som deres ungdoms liv i politik, og de er formentlig i stand til at gennemskue det politiske spil uden hjælp fra diverse moderne politiske medicinmænd. Selv hvis man for hyggens skyld stikker hovedet indenfor på et af de politiske ungdomsorganisationers årsmøder, kan man knap nå at bestille en fadøl, før den første dybt engagerede politikerspire har stykket en næsten lige så overbevisende analyse sammen

af den politiske situation - helt uden at ens licenspenge skal bruges på det! Rune Engelbreth Larsen fra Minoritetspartiet understregede sarkastisk det paradoksale i spinfolkets eksistens, da han i forbindelse med den første partilederdebat på DR under valget i 2005 til sin forbløffelse

bemærkede, at: „den politiske integritet og det personlige selvværd blandt flere af Danmarks

Riges (og Danmarks riges) ledende kvinder og mænd [er] helt i bund. Flere kom således anstigende med højtbetalte terapeuter (eller ‘spindoktorer', som vel er erhvervsbetegnelsen for denne pudsige profession), som de kunne læne sig op ad på vejen til og fra sminkerummet, og i pausen blev de coachet som amatørboksere: ‘Du brændte rigtig godt igennem på skærmen, Marianne, men du skal lige' [...], ‘du ser skidegodt ud - husk også at slå på, at ...' osv.

Der kan man bare se. Toppolitikere, der har været hele og halve levealdre i politik, og som skulle være de mest ansvarlige beslutningstagere med gennemtænkte visioner for landets fremtid, labber velvilligt selvbestaltede iscenesætteres overfladiske platituder i sig, som en ubeskyttet harddisk tager imod en computervirus."

Måske er spin bare et nyt og smart begreb, som har et meget stort betydningssammenfald med det, der kan kaldes politisk håndværk. I det perspektiv tilføjer selv en hel hær af spindoktorer ikke meget nyt til dansk politik. De bliver blot en ny gruppe, som forstår sig på det politiske håndværk, og eftersom de ikke selv har deres karriere på spil (i hvert fald ikke umiddelbart), er de gode til at spille djævlens advokat og få politikerne til at tænke sig om en ekstra gang. Det er simpelthen

naivt at tro, at en politiker behøver en spindoktor til at fortælle sig, at han med fordel kan kommunikere klart. Det giver cirka lige så megen mening som forestillingen om, at en tømrer behøver en maskintekniker til at minde sig om, at rundsaven skal tændes, hvis den skal save en plade over.

Tilfældigheder og bagklogskabsgætteri
Spørgsmålet er imidlertid, hvor gennemtænkt dansk politik egentlig er. Det kunne jo være, at enkelte dele af det politiske liv både i og uden for valgkampe er instrueret af ren og skær tilfældighed. Eksempelvis kan de unge mennesker i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og

Venstres Ungdom godt komponere slagsange ved egen kraft, eventuelt under indflydelse af en enkelt lunken pilsner. Når forfatterne til bogen Professionel politisk kommunikation beskriver valgkampen i 2001 som så iscenesat, at selv en „række af ungdomspartiernes slagssange som f.eks.

DSU'ernes: ‘vi savner Ellemann, for han kunne give os modstand...' var [...] indstuderet af spindoktorerne fra de to partier," skyder de langt over mål. Det er intet mere end en fascinerende tiltro til spindoktorernes kunstneriske sans og evne til at planlæge valgkampe ned i mindste

detalje, som savner hold i virkeligheden. Det er altid nemt for en kommentator, en medieekspert eller en spindoktor at gnide krystalkuglen og forudsige, hvornår der kommer valg, hvilke sager der er vinder-sager og taber-sager, eller hvorfor en partileder nu vælger at uddelegere ansvar til én og ikke en anden løjtnant.

Det er en fuldstændig gratis omgang, eftersom ingen gør sig den ulejlighed at kvalitetssikre denne form for spådomme. Deres politiske vid uagtet er det en anelse komisk at gense kommentatorerne

diskutere, hvorvidt statsministeren ville udskrive valg før eller efter middag tirsdag den 21. august 2007. At Anders Fogh Rasmussen burde have udskrevet folketingsvalg netop denne sensommerdag, var efterhånden blevet en selvfølge i de danske medier. Selvfølgelig er nogle perioder og dage mere oplagte, men den skråsikkerhed, hvormed de politiske kommentatorer ofte udtaler sig om taktik og

strategi, kunne måske nedtones, hvis de på lidt længere sigt har deres troværdighed kær (eller hvis nogle journalister en dag undersøger, hvor ofte forudsigelserne viser sig at holde mere stik end sandsigernes og astrologernes).

Lige så let er det at fortolke fortiden som et nøje overvejet og indstuderet spil. En ministerrokade eller en ny frisure kan næsten altid fortolkes som et led i en større strategi - særligt når denne strategi er defineret af fortolkeren selv, hvilket snarere er reglen end undtagelsen.

Da statsministeren udnævnte Karen Jespersen som ny socialminister i september 2007, blev det eksempelvis udlagt som en symbolsk handling på TV2 Nyhedernes hjemmeside; Mogensen og Qvortrup var enige om, at udnævnelsen var statsministerens måde at forberede en

valgkamp på, der ville komme til at handle om velfærd. At Jespersen måske bare var en bedre minister end Eva Kjer Hansen, var muligvis for nærliggende at konkludere.

At den konservative Jacob Axel Nielsen samtidig blev ny trafikminister, skyldtes derimod ikke velfærdsovervejelser: Han var i stedet en „ny" og „håbefuld" politisk „komet". Ud over at der vel ikke er noget kosmisk over at bliver minister som 40-årig i en konservativ folketingsgruppe, hvor kun fem andre ikke har beklædt ministerposter, er problemet i argumentationen, at den ikke bygger på nogen fast forklaringsmodel.

Spindetektiverne har derfor helt frie hænder til på belejlig vis at opfinde den bagvedliggende strategi, de ønsker at se virkelighedens hændelser som et eksempel på. Problemet er, at spindetektiverne på den måde ender i en cirkelslutning som sikrer, at de umuligt kan tage fejl - helt uden at nogen, nok ikke engang de selv, opdager det.

Spinneriets rugbrødsarbejde
Vi forstår godt den læser, som i B.T. midt i 2005-valgkampen (26. januar) skrev: „Nu er det da gået helt over gevind med journalisternes fokusering på det såkaldte spin. De bliver jo helt store i hovederne, når de fremtræder på TV. Mon det er fordi, de har fået spin på hjernen?

Pas på med det!" Ja, pas på med de markante konklusioner om spin. Besindighed er i hvert fald, hvad der må manes til, efter at have studeret de få eksisterende videnskabelige undersøgelser af spin og spindoktorer:

Et udvalg under Finansministeriet ledet af daværende professor, nu højesteretsdommer Jens Peter Christensen fandt i 2004 frem til, at de særlige rådgivere, som er spindoktorernes formelle navn, kun meget sjældent er placeret på et så højt niveau, at de rent faktisk kan være med til at lægge centrale strategier. Langt de fleste formulerer pressemeddelelser og står for kontakter til journalister. Samtidig har vi langt færre spindoktorer eller politisk ansatte embedsmænd end i både Sverige, Norge og England (og Tyskland, kunne vi tilføje). Thomas Søndergaard Serup udgav i 2004 en analyse af, hvad danske spindoktorer helt konkret laver. Hans konklusion er, at de har langt færre opgaver end i eksempelvis England og USA, ligesom de ikke i stort omfang har bragt nye opgaver med sig, men overtaget opgaver fra andre personer i partier og ministerier.

Med det ene ben solidt plantet i en nøgtern iagttagelse af 2005-valgkampen og det andet i sådanne forskningsbaserede skriverier om spinfænomenet underminerer Politikens Lars Trier Mogensen i en sjælden og bemærkelsesværdig artikel den 9. februar 2005 forestillingen om, at moderne dansk politik er ren spin:

„Dansk politik styres ikke af presserådgivere. Tværtimod har de seneste tre ugers valgkamp vist, at politisk kommunikation stadig er et dilettantteater i Danmark, trods voksende millionbudgetter til markedsføring. Valgkampens utallige paniktilbud viser, at den politiske kommunikation stadig tilrettelægges næsten spontant, fra hånden til munden."

Hvorfor lever myten?
Men hvor stammer myten om spindoktormagten så fra? Vi drister os til at komme med tre bud. For det første synes vælgerne at være fascinerede af spinfænomenet: Film som Wag the Dog og den danske Kongekabale hitter. Men hvem kan huske en film, der på samme gribende og illustrative måde fortæller om dansk kommunalpolitik eller vidt24 del 1. mediernes forestillinger om politikere og partier rækkende EU-direktiver? Det betyder imidlertid ikke, at spin er mere interessant eller mere vigtigt end det politiske indhold. Det illustrerer blot det faktum, at spinneriets sammensurium af drama, konspirationsteori og hemmelighedskræmmeri gør sig godt på det hvide lærred og er i stand til at gribe såvel tv-seeres som avislæseres opmærksomhed.

En finanslovsaftale eller en landbrugsforordning er anderledes svære at gøre spændende og salgbare i overskriftsform: Som TV2's nyhedschef så skarpt formulerede det på Journalistforbundets fagmesse i 2006, hvor han understregede, at EU-stof simpelthen ikke er TV-stof. Men det er spin altså.

Den anden forklaring knytter sig til den journalistiske lethed, hvormed spinhistorierne kan udfærdiges. I sin bog Out of Order afdækker Thomas Patterson, hvordan journalister i en tids- og ressourceknap hverdag benytter „standard frames" for nyhedshistorier, eller hvad der på dansk kan kaldes rutineskabeloner. Frem for at sætte sig grundigt ind i en økonomisk plan eller et udenrigspolitisk tiltag, vælger mange journalister at se de politiske tiltag som træk i et politisk spil. Man spørger måske politikerne, hvorfor de har fremsat deres forslag, og analyserer derefter, om der muligvis skulle være andre, mere skjulte motiver. Man forsøger kort sagt at afsløre det spin, som helt utvivlsomt indhyller sagen. En omfattende analyse af nyhedsdækningen (ca. 4.000 avisartikler og tv-indslag) under 2005-valget fra forskningsprojektet MODINET viser således, at næsten halvdelen af nyhederne handlede om proces, knap en femtedel om personer og blot en stor tredjedel om politik.

Fordelen ved på denne måde at fokusere på den politiske proces frem for det politiske indhold er altså ikke blot som nævnt ovenfor, at det er lettere at sælge til publikum. Det er også meget nemmere at bedrive procesjournalistik, fordi processen kan ses af alle og fortolkes uden konkret indsigt i den substans, processen foregår omkring. Når en journalist sætter fokus på processen, kommer taktikken uvægerlig i centrum. Og når det er tilfældet, er der ikke langt til konklusionen om, at taktikerne - spindoktorerne - er de egentlige magthavere. I hvert fald ikke, hvis man holder fast i troen på, at det rent faktisk er spindoktorer, der lægger taktikken i partiernes valgkamp.

Vores tredje bud går i samme retning: De politiske kommentatorer og andre læsere af kaffegrums og krystalkugler vil ganske enkelt stå uden arbejde, hvis de ikke længere kan overbevise danskerne om, at de fleste handlinger på Christiansborg bunder i spinovervejelser. Vi står her over for en moderne form for præsteskab, som har monopol på at tyde tegn og varsler fra oven: Hvis den almindelige dansker vil se mening i det politiske liv, er denne nødsaget til at spørge eksperter i kommunikation til råds. De har selvsagt ingen interesse i at fortælle vælgerne, at de ikke aner en pind om, hvornår der kommer valg, eller at de kun kan gisne om, hvorfor en socialdemokratisk formand vælger at lade fipskægget falde, eller hvorfor vælgerne i den seneste meningsmåling vil give køb på skattestoppet til fordel for bedre børnepasning.

Hvis spindetektiverne og kommunikationseksperterne ikke er i stand til at levere svar på politikkens store spørgsmål, har de savet den gren over, som de selv har bygget rede på. Under den kirkelige reformation blev præsternes patent på den åndelige kontakt med Gud brudt og kristendommen gjort til et personligt foretagende. Mystikken røg sig en tur. Det krævede store ofre. Forhåbentlig bliver reformationen af den politiske kommunikation en mindre blodig affære.

debat@altinget.dk