Projekt Udenfor: Hvorfor skal herberget være nøglen til at komme i bolig?
I denne uge kommer regeringen formentlig et stort skridt videre med realiseringen af hjemløsereformen, der langt hurtigere skal få mennesker ud af herbergerne og ind i egen bolig. Men det er ærgerligt, at den nye lov, der skal understøtte reformen, ikke foretager et endeligt opgør med institutionaliseringen af mennesker i hjemløshed, skriver Bo Heide-Jochimsen.
Hjemløsheden skal nedbringes markant, og vi skal helt stoppe langtidshjemløshed. Sådan lyder visionen bag reformen, der vil udbrede Housing First-tilgangen i Danmark.
Mennesker i hjemløshed skal langt hurtigere hjælpes i egen bolig eller botilbud, samtidig med at de modtager individuelt tilrettelagt bostøtte.
Regeringen vil derfor omlægge den refusionsordning, der har gjort det til en bedre forretning for kommunerne at opbevare mennesker på herberger fremfor at tilbyde dem en bolig og hjælpe dem ud af hjemløshed. Grebet er vigtigt, men desværre ikke omfattende nok.
Som det ser ud i dag, får kommunerne statsrefunderet 50 procent af deres udgifter til en borger på en boform efter paragraf 110 – for eksempel et herberg eller forsorgshjem.
I udkastet til en ny lov, der forventes vedtaget i denne uge, foreslås det, at den statslige refusion til udgifter for ophold på herberger ophører efter 90 dage.
I stedet vil staten refundere halvdelen af kommunernes udgifter til specialiserede bostøttemetoder fra Housing First-tilgangen, i to år efter en borger er blevet udskrevet. På den måde vil kommunerne få større økonomisk incitament til at hjælpe borgere videre fra herberget. Så langt, så godt.
Manglede fokus på gadehjemløshed
I det konkrete lovforslag om omlægning af indsatsen på hjemløseområdet fremgår det imidlertid, at der kun ydes refusion til borgere, der har haft et ophold på en paragraf 110-boform. Der følger altså ikke en pose penge med fra staten, hvis kommunerne tilbyder Housing First-indsatsen til en af de 2.929 hjemløse personer, som ikke benytter sig af et herberg.
Vi forstår godt opmærksomheden på herbergerne. Lidt under halvdelen af den samlede hjemløsebefolkning opholder sig på et herberg, og halvdelen af dem har levet i hjemløshed i mere end et år. Herberget er tiltænkt som en midlertidig løsning, og derfor skal vi have lavet om på, at mennesker lever her i et, to eller flere år.
Sagen er bare den, at vi i Danmark heller ikke er særligt gode til at hjælpe mennesker ud af for eksempel gadehjemløshed. Faktisk har 51 procent af gadesoverne, ifølge Vives seneste kortlægning, været hjemløse i mere end to år.
Derfor undrer det, at der med lovforslaget lægges op til et A og et B-hold blandt gruppen af mennesker i hjemløshed, som jo alle bør tilbydes en Housing First-indsats.
En ny rapport, som Kraka Advisory har lavet i samarbejde med Stenbroens Jurister, peger på, at det kan resultere i at kommunerne i mindre grad vil tilbyde indsatsen til personer, der ikke bor på herberg. Vi risikerer simpelthen at erstatte én uhensigtsmæssig incitamentsstruktur med en anden.
Herberg er ikke for alle
I Projekt Udenfor arbejder vi med gadesoverne. De lever på gaden, fordi de ikke har andre muligheder. Mange af dem har allerede været forbi et herberg, men de har forladt det igen på grund af utryghed eller det tvungne fællesskab og mangel på selvbestemmelse, der ofte følger med institutionaliseringen.
Vi frygter derfor, at gadesoverne slet ikke vil få tilbudt en Housing First-indsats i samme omfang som herbergsbeboerne, hvilket ville være en alvorlig brist i den generelle hjemløseindsats.
En anden bekymring omhandler det scenarie, som Kraka-analysen ligeledes opstiller som en risiko: at kommunerne vil lave flere henvisninger til herbergerne og dermed skabe unødvendige herbergsophold. Måske kan vi endda ende ud i en situation, hvor mennesker føler sig tvunget til at lade sig indskrive på et herberg for at få en hjælpende hånd?
{{toplink}}
De fleste i vores målgruppe vil højst sandsynligt forsat takke nej til herberg. Men problematikken gælder for eksempel også gruppen af unge mennesker, der hidtil har klaret sig ved at overnatte hist og pist på sofaer hos familie og venner.
Det er en rigtig dårlig idé, hvis man systematisk begynder at sende dem forbi et herberg, som ofte er præget af mange rusmidler og beboere med alvorlige psykiske sygdomme.
Hvorfor giver den nye lov ikke kommunerne økonomisk incitament til at hjælpe dem direkte i egen bolig?
Vi har lige nu en historisk mulighed for én gang for alle at få ændret den institutionelle tilgang til hjemløshed og de mennesker, der er ramt af den. Lad ikke den mulighed gå tabt.
Hus Forbi: Hjemløse, der krydser kommunegrænser, er strandet i ingenmandsland
De hjemløses landsorganisation: Man hjælper ikke en hjemløs ved at smide ham ud af herberget
