Dansk Socialrådgiverforening: Med hjemløsereformen skal der turbo på sagsbehandlingen

Af Ditte Brøndum og Simon Fensmark Nicholson
hhv. næstforkvinde og formand for Faggruppen Hjemløse i Dansk Socialrådgiverforening

Alt for ofte lever hjemløse på herberger i mange måneder i træk, og alt for ofte må hjemløse se langt efter en bolig.

Derfor er det et stort skridt fremad, at alle partier i Folketinget for nylig stemte hjemløsereformen igennem. Langt om længe vil man helt systematisk kombinere anvisningen af en billig bolig med intensiv social støtte i hjemmet.

Som mange aktører har påpeget, så er der dog også blinde vinkler. Manglen på billige boliger er en helt åbenlys udfordring, og det samme er det, at kommunerne først kan få adgang til statslig refusion for bostøtte, hvis borgeren har opholdt sig på for eksempel et herberg.

Rammerne for det sociale arbejde i form af tid til myndighedssagsbehandlingen nævnes dog sjældent som en barriere, og derfor vil jeg gerne uddybe dette.

Med reformen forpligtes kommunerne til at udarbejde handleplaner for borgerne på herberger, så man kan sammensætte en individuel støtte, der indfrier behovene hos den enkelte. Det er godt, for i det sociale arbejde med udsatte mennesker er standardløsninger sjældent til megen nytte.

Nogle borgere kan have nemt ved at falde til i nye rammer, mens en anden måske først kan fastholde den ny bolig, når han får støtte til et lille halvtag, hvor han kan sove, når det bliver for meget at være indenfor.

Socialarbejdet bliver presset på tid
At arbejde med at få hjemløse i eget hjem kan også være udfordrende, fordi de ofte har oparbejdet en god portion skepsis over myndighederne. Derfor skal socialrådgiverne have tid til at arbejde relationelt med borgerne, så man i fællesskab kan finde frem til indsatser, som tager afsæt i borgerens ønsker, ressourcer og udfordringer.

Det er tid, som socialrådgiverne alt for ofte oplever at mangle i dag. Og med reformens de facto krav om, at borgerne skal være udredt inden 90 dage (ellers mister kommunen refusionen, når reformen er fuldt implementeret), skal der turbo på sagsbehandlingen.

Jeg kan være bekymret for, om der alle steder er investeret nok i socialrådgivere, der kan varetage denne vigtige opgave. Og om det vil være muligt at udrede særligt borgere med de mest komplekse problemer så hurtigt.

Nogle gange kan man bare ikke få hul igennem til en borger. For eksempel når borgeren er ukontaktbar på grund af et omfattende misbrug. Kommunerne burde absolut have et incitament til at investere i de fornødne socialrådgivere, men jeg kan alligevel være bekymret for, om der alle vegne er et helt realistisk billede af, hvad omstillingen kræver.

Samtidig skal vi stå klar til at gribe borgeren, når borgeren selv er parat til at handle. Her kan vi ikke tøve. Det kræver tid og handlerum til at være der og sammen med borgeren udnytte den motivation, der alt for hurtigt kan fordufte igen.

Desværre kan en pludselig optimisme hos borgeren ende med at sande til i lange sagsbehandlingstider, fordi socialrådgiverne har travlt med brandslukning. Det samme gælder, når der bliver givet afslag på støtte til at etablere sig i eget hjem – det burde jo være logik for perlehøns, at man ikke kan skabe et hjem uden indbo.

Her savner vi en større fleksibilitet og rummelighed i forhold til de mest udsatte, og der er fortsat brug for at arbejde videre med borgerstyrede budgetter, socialt frikort og andre tiltag.

Tag over hovedet til en overkommelig pris er selvfølgelig helt afgørende, hvis vi skal gøre hjemløshed til et levn fra fortiden – men det sociale arbejde skal også være godt, og det kræver bedre rammer og lave sagstal for os socialrådgivere, så vi får tid til den enkelte borgere.

{{toplink}}

debat@altinget.dk