Oprør fra Udkanten: Boliger, bygninger – og Udkantsdanmark

Af Finn Slumstrup
Forfatter, medstifter af ”Oprør fra Udkanten”

Når talen falder på de særlige problemer i Udkantsdanmark eller yderområderne, eller hvad man nu foretrækker af udtryk, er det karakteristisk, at de går på tværs af ministerielle kompetencer. Tænk blot på, hvordan vi under den tidligere regering havde et ministerium for By-, Bolig- og Landdistrikter – men de væsentlige problemer lå gang på gang uden for den socialdemokratiske minister Carsten Hansens (S) ressort.

Et af de tre grundproblemer lå dog direkte hos ministeren, nemlig den triste problematik om de huse på landet, der er i så dårlig stand, at det mest fornuftige er at fjerne dem.

Statens Byggeforskningsinstitut anslog i 2008, at det drejede sig om cirka 10.000 boliger, og Kommunernes Landsforening nåede efter en undersøgelse i 2012 frem til stort set det samme tal, nemlig 10.200. KL nåede i den forbindelse frem til, at over halvdelen af de nedrivningsklare huse lå i blot fem kommuner: Lolland, Vordingborg, Guldborgsund, Thisted og Tønder.

I dag sætter Byggeforskningsinstituttet tallet på huse, der bør fjernes, betydeligt højere.

Ubrugt nedrivningspulje
Ministeriet oprettede en såkaldt nedrivningspulje, hvor der blev lukket op for, at man ved en blandet kommunal/statslig finansiering kunne fjerne disse ”øjenbæer,” som er grimme i sig selv, men naturligvis også har en afsmittende negativ effekt på det omgivende lokalsamfund.

Puljen eksisterer også i 2015 og er på 200 millioner kroner. I de senere år er der takket være denne pulje blevet nedrevet nogle tusinde faldefærdige rønner, men der har også været mange beretninger om, at der slet ikke er det forventede træk på puljen, fordi de økonomisk pressede kommuner ikke finder ordningen tilstrækkeligt fordelagtig.

Problemet er altså klart defineret, men indsatsen skal intensiveres.

Historien gentager sig
Det andet grundproblem drejer sig om de meget store vanskeligheder med at opnå boligfinansiering i yderområderne. Sagen har været gennemdiskuteret efterhånden mange gange, og alle melder hus forbi.

Banker og realkreditinstitutter forsikrer, at de skam ikke diskriminerer Udkantsdanmark og låner penge ud på livet løs. Når der så ganske rigtigt er masser af eksempler på fornuftige ting, der ikke kan blive finansieret, skyldes det, at man ganske enkelt ikke har mulighed for at låne ud til det pågældende projekt, fordi kravene til sikkerhedsstillelse efter finanskrisens triste erfaringer er blevet strammet gevaldigt.

Der har været forskellige forslag på banen, og blandt andet har Landdistrikternes Fællesråd fremsat idéen om, at staten er nødt til at gå ind og oprette en særlig pulje. Det er ikke et forslag, der har mødt den store velvilje, for det vil jo repræsentere et brud på det højt besungne danske kreditfinansieringssystem.

Igen: problemet er klart defineret. Men en løsning er ikke i sigte.

Løsning på planlovsproblemer i horisonten
Det tredje grundproblem, når talen falder på boliger, bygninger og landdistrikter, har at gøre med planloven og dens grundtanke, at der i landzoner kun må tænkes i landbrug, skovbrug og fiskeri.

Det klassiske spørgsmål i debatten har her været: Hvorfor har lokale håndværksmestre ikke mulighed for at skaffe sig den ekstra værksteds- eller lagerplads, de har brug for, eksempelvis ved at bruge tomme landbrugsbygninger?

Og svaret har været, at der er skam dispensationsmuligheder i planloven, så hvis bare man søger rigtigt, er der trods alt en hel del, der kan lade sig gøre.

Vi ved, at Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) netop har en liberalisering af planloven i støbeskeen. Så meget tyder på, at dette tredje problem finder en løsning inden for en overskuelig fremtid.

Mens til gengæld behovet for nedrivning af tusindvis af faldefærdige boliger og behovet for ordentlige finansieringsmuligheder ved handeler med udmærkede boliger uden for alfarvej ser ud til at være problemer, vi fortsat må leve med.    

debat@altinget.dk