Lidegaard: Regeringen har kun leveret klatbevillinger. Vi skal lægge en ny strategi for kystsikringen af Danmark

Havet vil stige, og det ekstreme vejr fortsætter. Regeringens klatbevillinger i sin første klimatilpasningsplan er langt fra nok. Her er fem centrale elementer til en ny strategi for kystsikring, skriver Martin Lidegaard.

Lad os være ærlige. Den globale opvarmning står ikke til at stoppe. Det er yderst tvivlsomt, om vi kan nå målet fra Paris om at holde opvarmningen mellem 1,5 og to grader. Snarere har vi kurs mod en temperaturstigning et godt stykke over, ikke mindst på vores breddegrader.

Derfor har det heller aldrig været vigtigere at sænke udledningerne af drivhusgasser. Der er i bogstaveligste forstand en verden til forskel på to eller fire graders opvarmning. Hvert eneste ton CO2 tæller.

Men temperaturen vil stige noget, uanset hvad vi gør. Vi er nødt til at indse, at det klima og den verden, som vi har kendt i vores tid, ikke vil bestå. Det gælder også i Danmark.

Havet vil stige, grundvandet vil stige, og begge dele vil blive forstærket af mere ekstremt vejr. Læg dertil den støt stigende risiko for et egentligt kollaps i Golfstrømmen, der allerede i vores levetid risikerer at sænke temperaturerne på den nordlige del af kloden med fem til ti grader og ændre hele vores liv.

Det er ikke at male fanden på væggen at opremse alle disse risici. Det er desværre rettidigt omhu. Fordi vi stadig har muligheden for at afbøde de værste konsekvenser, hvis vi forbereder os på det. {{toplink}}

Regeringen har leveret klatbevillinger

Derfor er det rent ud sagt også uforståeligt, at den ene regering i Danmark efter den anden i årtier har udskudt en egentlig strategi for den danske klimatilpasning, herunder kystsikring og klimaberedskab. 

Også vores nuværende regering hutler sig igennem med klatbevillinger og et mangelfuldt udspil fra oktober 2023, hvor der i den grad savnes en sammenhængende strategi på tværs af sektorer og geografi. Sidste år søgte kommunerne om 1,1 milliarder kroner til beskyttelse af kysten - de fik 150 millioner kroner.

Det er noget af grunden til, at over halvdelen af landets kystkommuner på fem år har oplevet kyst- eller digeprojekter gå i stå eller helt blive opgivet.

Derfor haster det med en samlet strategi for klimatilpasning i Danmark, der går langt videre end det første skridt, som regeringen tog i oktober 2023. {{toplink}}

Fem nødvendige tiltag

Set med radikale øjne bør sådan en strategi som minimum indeholde:

For det første en realistisk og videnskabelig baseret kortlægning af de sandsynlige klimascenarier for Danmark.

For det andet en analyse af de risici, som de mest sandsynlige klimascenarier vil påføre forskellige sektorer, geografiske områder og kritisk infrastruktur i Danmark.

For det tredje en konkret plan for klimasikring af disse sektorer og områder, herunder en klar arbejdsdeling mellem stat, regioner, kommuner og konkrete lodsejere. Set fra et radikalt perspektiv bør central og kritisk infrastruktur – eksempelvis broer og energiinfrastruktur – ligge under staten, mens der skal udarbejdes en fælles tilgang til kystsikring og beskyttelse af boligområder for alle andre aktører. 

For det fjerde en plan for finansieringen af den samlede strategi med en rimelig deling af de nødvendige investeringer mellem den enkelte husejer eller virksomhed, kommunen og en statslig pulje, måske efter forbillede fra den nuværende stormflodsforsikring. Finansieringen kan med fordel også tænkes sammen med blandt andet spildevandsstrategier og vandforsyning.

Endelig for det femte etablering af et klimaberedskab, der på baggrund af de første punkter kan forberede indsatser under forskellige risikoscenarier, herunder arbejdsdelingen mellem kommunalt og statsligt niveau, så man eksempelvis undgår, at familier skal sidde fanget på motorvejen i timevis under en snestorm.

Flere har foreslået at samle sådan et klimaberedskab sammen med andre civile beredskaber i forhold til cybersikkerhed, terror og ulykker i en fælles styrelse eller ministerium. Det synes vi radikale også der kunne være meget musik i.

Den danske klimatilpasning kan ikke vente længere. Husejerne og kommuner kan ikke vente på afklaring, virksomheder kan ikke vente på at fremtidssikre sig selv, alle har brug for klare retningslinjer og et fuldstændigt beredskab.

Det vil koste en investering, ja. Men bare det seneste år har vist, hvor dyrt det er ikke at forberede sig på det ændrede klima, og hvor dyrt det er som strudsen at holde hovedet fast begravet i busken.

Kig op, kære regering. {{toplink}}

Forrige artikel Fagforbund: Kommunernes anlægsramme spænder ben for et gratis velfærdsløft Fagforbund: Kommunernes anlægsramme spænder ben for et gratis velfærdsløft Næste artikel Forstander for herberg: Fjern den fjendtlige arkitektur fra det offentlige rum i København Forstander for herberg: Fjern den fjendtlige arkitektur fra det offentlige rum i København