Ekspert i grøn omstilling: Der er behov for penge og projektledelse lokalt, hvis vi skal kystsikre Danmark

Skåret ind til benet, så var der ingen nye penge med til kommunerne, da miljøminister Magnus Heunicke (S) for et halvt år siden præsenterede en ny klimatilpasningsplan.

Min korte analyse er, at staten forlængede sin egen nuværende forpligtelse til at kystsikre vestkysten – aftalen blev måske af den grund præsenteret i Lemvig – og resten af landet fik en pulje på 168 millioner kroner over tre år.

Det man i Finansministeriet kalder for "under 0,1" på finansloven, når noget koster mindre en 100 millioner kroner om året, og som derfor ikke rigtig bliver regnet for noget.

Det efterlader kommuner, kommunalt ejede forsyningsselskaber og borgere med det faktum, at niveauet for investeringer i klimatilpasning stadig vil afspejle de lokale økonomiske muskler.

Kommunerne er underlagt et samlet anlægsloft, der er aftalt med regeringen. Kommunalbestyrelsernes synspunkt vil derfor være, at jo mere forsyningsselskaberne kan involveres i løsningerne jo bedre.{{toplink}}

Der er behov for penge

Vandselskaberne bliver for deres vedkommende nøje overvåget af Forsyningssekretariatet i forhold til, hvilke udgifter de lader indgå i vandpriserne. Dertil er sektoren underlagt regulering, der stiller krav om løbende effektiviseringer. Kompleksiteten i at finde kreative løsningsmodeller i finansieringen af klimatilpasning er med andre ord en stor udfordring.

Der giver hovedbrud på tværs af de kommunale forvaltninger og de kommunalt ejede forsyningsselskaber. Selv de rige kommuner og velkonsoliderede forsyningsselskaber kan ikke bare budgettere med de løsninger, der kunne holde vandet ude.

Når det gælder klimatilpasning, er det ikke nye teknologiske løsninger, arkitekter og ingeniører, der er mangel på. Der er behov for både adgang til penge og projektledelse lokalt. {{toplink}}

Kollektive løsninger er ét enkelt fremskridt

Der er i min læsning af aftalen kun et enkelt fremskridt i klimahandlingsplanen fra oktober 2023. Det handler om, at vandselskaberne får mulighed for at bidrage til at løse udfordringer med stigende grundvand.

De får lov til at lade vandkunderne betale for investeringer i kollektive løsninger, sådan at grundejerne ikke hver især skal lægge omfangsdræn ned omkring deres egne parceller og lede vandet væk.

I modsætning til nu, hvor lodsejerne er overladt til sig selv. Det giver flere typer af problemer; Det koster i omegnen af 200.000 kroner for hver grundejer, der er lang kø hos kloakmestrene og i værste fald ledes vandet videre til naboerne. Derfor er det et fremskridt og længe ønsket lovændring fra både KL og vandbranchens side.

Det arbejde der foregår nu, er derfor interessant og giver hovedbrud ikke bare lokalt mellem de kommunale forvaltninger og forsyningsselskaberne. På brancheniveau skal der udvikles en model for, hvordan lov og bekendtgørelse skal indrettes, når prisen for investeringerne i de kollektive løsninger skal opkræves hos vandkunderne.

Skal den højere kubikmeterpris for opkræves specifikt for de kunder, der får afhjulpet stigende grundvand på deres ejendom eller skal solidariteten gå på tværs af hele kommunen eller en helt tredje udvalgt geografisk afgrænsning af et område med ejendomme, der på sigt kan få behov for hjælp.

Det er min vurdering, at denne lempelse for hvad vandselskaberne må investere i, bare vil være et først skridt. Branchen får brug for flere lempelser i forhold til den regulering den er blevet underlagt efter udskillelsen fra de kommunale forvaltninger i 2010.

I de mere end ti år, der er gået siden vandsektorloven blev vedtaget er kravene om effektiviseringer steget samtidig med at samfundets forventninger til, hvilke opgaver branchen skal løse, er vokset. Klimatilpasning er godt eksempel. {{toplink}}

debat@altinget.dk