Kaare Dybvad om CO2-loftet: Sporene fra tiltag på byggeområdet skræmmer

DEBAT: Regeringen er blevet kritiseret for, at den ikke her og nu vil indføre krav om en CO2-grænseværdi i byggeriet. Kritikken er forfejlet, skriver boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

Af Kaare Dybvad Bek (S)
Boligminister

Der er en verden til forskel på at vedtage ny lovgivning – og rent faktisk at kunne håndhæve den. Kan man ikke håndhæve en lovgivning, bliver den let tom og symbolsk.

Det ønsker regeringen ikke, og derfor har vi i udspillet til en ny strategi for bæredygtigt byggeri lagt vægt på at skabe en ramme, som både byggebranche og myndigheder vil kunne bruge som et reelt afsæt for klimavenligt og bæredygtigt byggeri.

Regeringen er i de seneste uger blevet kritiseret for ikke at ville indføre krav om en CO2-grænseværdi her og nu. Kritikken er forfejlet.

Hvis regeringen vurderede, at det var muligt, ville vi naturligvis gøre det. Her og nu. Men sporene fra andre tiltag på byggeområdet skræmmer.

Ordning med opstartsvanskeligheder
Den seneste sammenlignelige omstilling i byggebranchen er overgangen fra kommunal teknisk byggesagsbehandling til anvendelse af certificerede rådgivere på brand- og konstruktionsområdet.

Her har branchen siden ændringen af byggeloven i 2016 vidst, at certificeringsordningen ville blive indført. I 2018 blev ordningen introduceret, og den fungerede i to år parallelt med den kommunale sagsbehandling, hvorefter den blev obligatorisk 1. januar 2020.

Men selv om ordningen blev udviklet i tæt dialog med branchen, og selv om der grundlæggende har været tale om en videreførelse af allerede kendte krav, må vi i dag se tilbage på en lang række opstartsvanskeligheder.

Så på trods af, at vi for længst har passeret 1. januar 2020, hvor ordningen blev obligatorisk, er den fortsat ikke fuldt implementeret med det skønnede behov for antal af certificerede rådgivere, ligesom der fortsat udestår et stort arbejde med at gøre branchen fortrolig med at anvende ordningen.

Advarselslamperne bør blinke
Det er altså advarselslamperne fra en ordning som denne, der bør blinke, når politikere og branchefolk – ud fra de bedste viljer – i dag står på spring for at indføre CO2-grænseværdi i bygningsreglementet.

Læg hertil, at der i dag er et begrænset datagrundlag overhovedet at basere en grænseværdi på. Selve beregningerne er ganske komplicerede at udføre, og store dele af byggebranchen har ingen erfaring med at udføre disse beregninger.

Det er derfor, at vi i regeringen ønsker at lave en gradvis indfasning, hvor der er tid til at opbygge erfaringer i branchen – og et reelt grundlag at indføre en grænseværdi på. Alternativet er, at vi i folketingssalen risikerer at vedtage en lovgivning, som vi hverken kan implementere eller håndhæve.

Flytter fokus væk fra ambitionerne
Desværre har den forfejlede debat om at indføre grænseværdier "hellere i dag end i morgen" taget fokus væk fra den ambitiøse og troværdige køreplan frem mod indførelsen af reelle grænseværdier, som regeringen lægger op til med sit udspil.

Med sidste års introduktion af den frivillige bæredygtighedsklasse har regeringen allerede taget hul på arbejdet, og hvis vi kan blive enige med Folketingets partier om en aftale, vil der for alvor kunne sættes turbo den trinvise indfasning af krav til byggeriets CO2-udledning over hele dets livscyklus.

I overskriftsform vil en sådan køreplan blandt andet betyde, at vi efter gennemførsel af testfase og evaluering af den frivillige bæredygtighedsklasse kan skrive denne direkte ind i bygningsreglementets kravgrundlag 1. januar 2023; at vi i 2025 kan tilføje referenceværdier til et krav om livscyklusanalyse; og endelig, at vi i 2027 vil kunne indføre et endeligt og obligatorisk krav om maksimal udledning af CO2 for bygninger.

Holland kan ikke håndhæve brud
I debatten fremhæver man ofte – og i en vis udstrækning med rette – Holland som et eksempel på et foregangsland, når det handler om at indføre krav til byggeriets CO2-udledning.

I Holland har man siden 2010 arbejdet med implementering af krav om livscyklusvurdering og grænseværdi, men har endnu ikke fundet en model for, hvordan man fra myndighedernes side skal håndhæve og sanktionere et brud på grænseværdierne.

Med regeringens udspil til bæredygtigt byggeri lægger vi i Danmark nu op til, at vi herhjemme kan være klar med både grænseværdier og sanktionsmuligheder inden for de næste seks år.

Det er faktisk temmelig ambitiøst – og det understreger den alvor, der ligger bag regeringens udspil. 

Forrige artikel DI: Bæredygtigt byggeri kan bidrage væsentligt til klimamålsætningen DI: Bæredygtigt byggeri kan bidrage væsentligt til klimamålsætningen Næste artikel Hollandsk konsulent: Vores lovgivning fremmer bæredygtigt byggeri Hollandsk konsulent: Vores lovgivning fremmer bæredygtigt byggeri