Hollandsk konsulent: Vores lovgivning fremmer bæredygtigt byggeri

Af Mantijn van Leeuwen
Direktør, Nibe i Holland

Vores konsulentfirma, Nibe, fokuserer på byggeriets miljømæssige fodaftryk og har aktivt bidraget til udviklingen af ​​det hollandske system gennem vores 30 års eksistens.

Vi har hjulpet med at opbygge den nationale database, der indeholder miljødata for byggevarer, samt metoden, og vi understøtter mange industrier med miljøvaredeklarationer, EPD'er, og LCA-undersøgelser.

Holland er sandsynligvis blandt de lande med den højeste menneskeskabte indflydelse på miljøet ved at være et af de tættestbefolkede lande, den andenstørste landbrugseksportør i hele verden, den sjettestørste økonomi ud fra BBP per indbygger og med en stor (petro-)kemisk industri.

Når det er sagt, er det ikke overraskende, at landet har en veludviklet miljølovgivning. I 2012 blev der tilføjet en ny del: Bygningers miljøpræstationer.

Holland udviklede en LCA-baseret ramme til at beregne den miljømæssige præstation for bygge- og anlægsarbejde (både bygninger og infrastrukturarbejde).

Regeringen og industrien gik sammen
Metoden er i dag baseret på den europæiske norm EN 15804, der regulerer LCA for byggevarer. Med en national database samt tilsluttet kommerciel software kan alle relativt let beregne den samlede miljøpåvirkning af en konstruktion.

Udviklingen af ​​databasen og metoden blev betalt af regeringen og industrien sammen, hvoraf størstedelen kom fra regeringen.

Lad mig give en kort gennemgang af historien: Omkring 2006 blev den første hollandske norm skrevet, og i 2010 blev den første version af vores nationale database lanceret.

Før den tid havde vi flere private initiativer, der gav modstridende resultater. Branchen foreslog harmonisering, og det resulterede i vores første norm og database.

I 2012 inkluderede ministeriet med ansvar for bygningskodekser metoden i vores nationale bygningslovgivning, der regulerer byggetilladelser.

Efter have brugt flere år på at vænne sig til metoden blev der i 2018 indført en tærskelværdi på 1,0 euro/kvadratmeter/år). Bygning over denne værdi var ikke længere tilladt.

Nu har vores ministerium meddelt, at tærskelværdien vil falde med 50 procent frem mod 2030, som effektivt vil reducere den tilladte miljøpræstation for alt byggearbejde, der falder ind under lovgivningen.

Et indviklet system 
På papiret ser dette lovende ud, fordi vi kunne opnå 50 procents reduktion i miljøpåvirkningen, inklusiv drivhusgasemissioner.

Der er et par observationer, som jeg gerne vil dele, som viser kompleksiteten ved at udvikle et indviklet system som dette, som kan fungere godt.

De sidste par år har vi lavet en masse undersøgelser af miljøpræstationer ved byggeri. En ting, som det har lært os, er, at der er en del spredning.

Mellem de bedste og den værste er der omkring 150 procents forskel. De nybyggede beboelsesbygninger, der præsterer bedst, når cirka 200 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter i drivhuspotentiale, hvorimod den værste vil være over 550.

En udfordring med ét lovgivningsmaksimum er, at politikere ikke ønsker at begrænse industrien for meget. Jeg vil beskrive det mere som nudging end som aktiv regulering.

Den maksimalt tilladte tærskelværdi blev indstillet på en sådan måde, at kun nul til fem procent af den nuværende praksis ikke bliver overholdt.

Vi skal nudge den del af vores byggebranche for at ændre deres bygningsdesign til at overholde det. Det ville have haft en begrænset effekt.

Vi har brug for langt større forbedringer, og ikke kun de værste i klassen skal forbedre produktionsmetoderne. Det skal alle gøre.

Hvis håbet er at køre det med den maksimalt tilladte miljømæssige tærskel, er det nødvendigt, at denne værdi kommer ned hurtigere og længere, end det har været angivet. Hvis vores politikere er villige til at gøre det, kan det faktisk fungere.

Grøn udbudspolitik
I mellemtiden har industrien forberedt sig selv. De fleste har teknologi til rådighed, der kan reducere deres fodaftryk betydeligt.

Desuden vil det for det meste tilføje omkostninger, i det mindste på kort sigt og muligvis også på lang sigt. Derfor har ingen implementeret det.

Ingen branche ønsker at pålægge sig selv øgede omkostninger på kort sigt, hvis det hverken er påkrævet i henhold til lov eller udgør en businesscase og dermed giver et investeringsafkast.

Samtidig er der sket noget andet i sektoren for infrastrukturarbejde, som domineres af offentlige kontrakter, der tildeles gennem udbud.

Nogle af de større indkøbere begyndte i 2010 at bruge den samme miljømetode som udbudskriterium. Det har betydet, at hvis din miljøpræstation af det tilbudte arbejde er bedre end konkurrenternes, har du en større chance for at vinde kontrakten.

Grønne aktiviter er steget markant
Dette har udviklet sig i løbet af de sidste ti år, hvor chancen for at vinde en kontrakt med grønne produkter og grønne aktiviteter er steget markant.

Dette har haft en meget stærk effekt på industrien. At vinde en kontrakt er noget, som alle parter kan tænke ind i deres forretningsmodel. Det faktum, at vi i Holland opgør miljøpræstationer gennem en indikator for miljøomkostninger (i euro), har hjulpet på det.

Industrien kan beregne omkostningerne ved grøn teknologi op mod fordelene ved at vinde kontrakter eller endnu bedre priser på grønne produkter (fordi du kan bruge dine miljøomkostninger til at afbalancere en højere produktpris). Dette fungerer meget godt.

Det er det, som vi har observeret på Nibe, hvor vi følger miljøpræstationer i industriens sektorer. De sektorer, der anvender udbud, har vist forbedringer på mellem ti og 40 procent i miljøpræstationer i løbet af de sidste ti år.

De sektorer, der ikke gør det, har ikke mærkbart forbedret sig. Tildeling af udbudsbonus er den bedste måde at få forbedringer på, da den skaber en businesscase for grøn teknologi.

Grøn teknologi i alle kontrakter
Det virker vidunderligt. Men hvad er ulempen ved det? At tilbyde udbudsbonus for grøn teknologi åbner muligheden for, at der bliver betalt højere priser for produkterne.

Fra en offentligt instans synspunkt kan dette argumenteres for at være retfærdigt, da grønne produkter leverer en værdi (lavere miljøpåvirkning).

Vores nationale regering fremmer grøn teknologi med alle former for tilskud, og dette kan ses som en anden form for at give tilskud ved at tilbyde højere priser for grønnere produkter.

Men dette kan ikke oversættes godt til private kontrakter. Den værdi, som bliver leveret, går til samfundet, og prisen betales af parten, som vinder udbuddet.

Vi har også observeret et andet fænomen, og det er, at når investeringen er foretaget, anvendes den grønne teknologi til alle kontrakter, ikke kun dem med de grønne offentlige indkøbskriterier.

Så det er ikke nødvendigt, at alle kontrakter inkluderer kriterierne. Hvis en betydelig del af kontrakterne gør det, ser det ud til at være nok.

debat@altinget.dk