Folketinget øger adgangen til tv-overvågning i ghettoer

OVERVÅGNING: Som en del af regeringens ghetto-strategi har et næsten enigt Folketing vedtaget at give kommunerne mulighed for at tv-overvåge kommunale arealer, der grænser op til boligområder præget af uro og hærværk.

Der var bred opbakning til forslaget fra næsten alle partier, da kun Enhedslisten stemte imod forslaget, mens Liberal Alliance stemte blankt.

Sidste år gav en ny lov for første gang boligorganisationerne mulighed for at tv-overvåge deres arealer uden en særlig dispensation. Dengang kritiserede både boligorganisationer og kommuner, at det ikke blev muligt at tv-overvåge kommunale arealer som gader, parkområder og stisystemer i tilknytning til boligorganisationens område.

Mere overvågning på vej i Tingbjerg og Mjølnerparken
Men det får kommunerne altså mulighed for fra den 1. juli 2011, hvor loven træder i kraft. Det kan blandt andet blive til virkelighed i København, hvor kommunen ønsker mere tv-overvågning i de udsatte boligområder Mjølnerparken og Tingbjerg.

Login