Ejendomsforeningen: Flertallet bliver glemt i diskussionen om Airbnb

DEBAT: Selvom mange danskere er begyndt at anvende Airbnb, er der stadig flere, der ikke gør. Dem, der har en hverdag med børn, skole og arbejde, der skal passes. Dem skal vi huske på, skriver Torben Christensen, adm. direktør i Ejendomsforeningen.

Af Torben Christensen
Administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark

Der er efterhånden blevet brugt en del spalteplads og sendetid på at diskutere, om man skal have lov til at kortidsudleje sin bolig via Airbnb, og i hvor stort omfang man skal have lov til at gøre det.

Det er en vanskelig diskussion. På den ene side står, at folk da skal have ret til at disponere over deres egen bolig, hvis de vel at mærke selv ejer den. På den anden side står, at der er nogle hensyn til de andre beboere, der også skal varetages.

Med fokus på den enkeltes ret til at udleje igennem Airbnb bliver den anden side af problemstillingen typisk overset, nemlig at der også er en ret for den enkelte til at fravælge Airbnb.

For når en beboer udlejer sin lejlighed igennem tjenester som Airbnb, så træffer vedkommende et valg på vegne af hele den pågældende ejendom.

Gavner én, påvirker mange
Lad det være sagt én gang for alle. Bor man i en lejebolig, har man IKKE ret til at udleje sin bolig, med mindre ejendommens ejer eller administrator har givet lov. Men hvis man har ret til at bruge Airbnb, så står man inde for, at dem, man lejer ud til, efterlever retningslinjerne for, hvordan boligen og ejendommen må benyttes.

Regler for, hvor sent der må støjes, om der må ryges i gården, grilles på altanen og mange lignende regler. Disse regler har Airbnb-lejere ikke på samme måde forpligtet sig til at overholde. Måske er de ikke engang bekendt med dem.

Men reglerne er der for at blive overholdt, og hvis de ikke bliver det, så kan det være til gene for alle beboere i ejendommen – med undtagelse af dem, der ikke lige er der, fordi de har lejet deres lejlighed ud i en uges tid.

Udlejning via Airbnb har mange sideeffekter på hele ejendommen og på dens beboere. Eksempelvis i form af øget slitage, støj samt utryghed som følge af manglende overblik over, hvem der bor i ejendommen.

Netop derfor er det ikke kun et spørgsmål om, i hvor høj grad man skal have mulighed for at benytte Airbnb, men i lige så høj grad, hvorledes man skal kunne begrænse det.

Utrygge beboere
Som brancheorganisation for både udlejere og ejendomsadministrationer får vi hyppigt henvendelser fra medlemmer, der oplever utryghed blandt deres beboere som følge af Airbnb-udlejninger, og som har svært ved at kontrollere omfanget af korttidsudlejninger igennem tjenesten.

En vis begrænsning i stil med det 60-dages loft i Amsterdam, som overborgmester i København Frank Jensen har ladet sig inspirere af, kan derfor give god mening i forhold til at sikre, at korttidsudlejning igennem eksempelvis Airbnb ikke løber løbsk. Dog naturligvis kun gældende i de situationer, hvor man rent faktisk har lov til at korttidsudleje sin bolig.

Vigtigst er det, at vi i diskussionen af Airbnb ikke glemmer det stille flertal. Alle de ufrivillige interessenter, om man vil. For vi skal huske på, at selvom der er rigtig mange danskere, der er begyndt at anvende Airbnb, så er der stadig langt flere, der ikke gør.

Det er mennesker, som skal have en hverdag til at fungere med børn, der skal i skole, arbejde, der skal passes, og en nattesøvn, der skal plejes.

Derfor er det essentielt, at der bliver fundet en løsning, som også tilgodeser alle de mennesker, der ønsker en begrænsning på Airbnb-udlejninger i deres andels- eller ejerlejlighedsejendom.

Forrige artikel Ny debat: Er der brug for at regulere Airbnb? Ny debat: Er der brug for at regulere Airbnb? Næste artikel Frank Jensen: I København vil vi have en aftale med Airbnb Frank Jensen: I København vil vi have en aftale med Airbnb