DI Byggeri: Boligministeren skal rette blikket mod EU

Rygterne lyder på et valg allerede i efteråret, men inden da er der grund til at tage arbejdstøjet på for vores nye indenrigs- og boligminister. For i EU vil der i de kommende måneder blive forhandlet om grundforudsætninger for fremtidens regulering af bygninger, skriver DI Byggeri.

Med kun få dage i ministerstolen holdt indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) en tale foran DI Byggeris medlemmer i Industriens Hus. Her gav ministeren sine indledende tanker i forhold til prioriteterne for byggebranchen.

I DI Byggeri noterede vi os, at ministeren betonede det vigtige arbejde, der ligger i udmøntningen af initiativerne i den Nationale strategi for bæredygtigt byggeri, og vi glæder os til at kunne fortsætte den konstruktive dialog med ministeren om udviklingen af branchen.

Det er en positiv dialog, som vi også har haft og gerne vil fortsætte i forhold til spørgsmålet om optimering af byggesagsbehandlingen. I øjeblikket arbejder de nedsatte arbejdsgrupper på forslag til en forbedring af byggesagsbehandlingen.

Vi afventer med stor interesse, at resultatet af dette arbejde foreligger til efteråret, så vi forhåbentlig har et klart billede af og en plan for en langt mere smidig og effektiv byggeproces. I øjeblikket er samfundet i høj grad præget af krigen i Ukraine og bestræbelserne på at blive uafhængig af fossile brændsler fra Rusland.

Det skinner igennem i en række større emner på den europæiske dagsorden. Senest med lanceringen af RePowerEU, som også har betydning for de igangværende forhandlinger om revision af Bygningsdirektivet og endda også for Energieffektiviseringsdirektivet.

Det handler om energiforsyning. Men det handler også om bygninger. Vi skal sikre et langt mere effektivt samspil mellem bygningerne og forsyningssystemet. For med installation af flere varmepumper i de danske hjem, er det nødvendigt at gøre bygningerne mere intelligente.

For når varmepumpen i bygningen forskydes til at køre på tidspunkter, hvor der er plads i elkablerne, hvilket typisk er udenfor ulvetimen, så er det med til at minimere samfundets investeringer i energiinfrastruktur.

Bygningsreglementet skal være simplere
Derfor er det nødvendigt, at indenrigs- og boligministeren skaber et konstruktivt samarbejde med klima-, energi- og forsyningsministeren med henblik på at kunne skabe et godt fundament for, at den eksisterende bygningsmasse kan blive en aktiv del af energiforsyningen.

Grundlaget laver vi nu, og det kommer uden tvivl til at være en af trædestenene til fremtidens bygningsreglement. Bygninger skal i fremtiden være ”Zero-emissions”-bygninger. Men det sker kun, hvis bygningerne spiller fornuftigt sammen med hele energi- og elsystemet.

Et andet væsentligt emne er revision af Byggevareforordningen, som skal forhandles til efteråret. Byggevareforordningen er krumtappen for et indre marked for byggeri. Det er her, at vi sikrer danske bygningsejere de bedste løsninger på markedet.

Men det er i særdeleshed også her, at vi skaber grundlaget for eksport af de danske løsninger og produkter. Det er derfor vigtigt, at ministeren er med til at sikre de bedste betingelser for de danske virksomheder i byggeriet, når rammerne er under revision senere på året.

Rygterne lyder på et valg allerede i efteråret, men inden da er der grund til at tage arbejdstøjet på for vores nye indenrigs- og boligminister. Blikket skal rettes mod EU, for i de kommende måneder vil der blive forhandlet om grundforudsætninger for fremtidens regulering af bygninger.

Måske det også passende kunne følges op af et mere fremtidsorienteret og simplere bygningsreglement i Danmark inden for de kommende år.

{{toplink}}

Forrige artikel Sustain: Den sikre vej til at nå klimamålene ligger i energieffektivisering af bygninger Sustain: Den sikre vej til at nå klimamålene ligger i energieffektivisering af bygninger Næste artikel DI Hovedstaden: Kommunerne skal stille krav om grønne byggematerialer DI Hovedstaden: Kommunerne skal stille krav om grønne byggematerialer