Dansk Folkeparti: Bygningsarven er dårligt beskyttet af planloven

Af Alex Ahrendtsen (DF)
Bolig- og bygningsordfører

I slutningen af marts kom evalueringen af planloven endelig ud.

Det var vigtigt for os, at de mange lovændringer i aftalen 'Danmark i bedre balance' fra 2017 blev evalueret på en ordentlig måde, så vi kan få syn for, om ændringerne og tiltagene har virket efter hensigten. Det er et sundt princip, som bør udvides, så al lovgivning i princippet bliver evalueret.

Evalueringen kommer frem til, at landdistrikterne generelt har gode vilkår nu. Det glæder os i Dansk Folkeparti. Det er simpelthen blevet nemmere at bo og arbejde på landet med de nye landzoneregler, som er blevet gjort mere fleksible. Der er dog en alvorlig knast, som vi kan gøre endnu mere for at få styr på. Nemlig beskyttelsen af bevaringsværdige bygninger i loven.

Fredede bygninger er vores juveler

Teksten i den oprindelige bygningsfredningslov fra 1918 opsummerer smukt, hvad det hele handler om, nemlig at:

"Samfundsinteressen i Bevarelsen af saadanne fremragende Bygninger, gennem hvilke dansk Kultur og Historie gennem Aarhundreder afspejler sig, er saa betydelig, at den private Ejers Interesser til en vis Grad maa staa tilbage for den".

Grundlæggende består vores unikke bygningsarv af henholdsvis fredede og bevaringsværdige bygninger. Den fredede bygningsmasse tæller blot cirka 7.000 bygninger fordelt på 3.500 ejendomme, hvorimod den bevaringsværdige bygningsmasse tæller et sted mellem 125.000 og 300.000 huse.

De fredede bygninger er vores juveler, og vi kender alle sammen en lang række af dem. Halvdelen af alle fredede huse ligger i Storkøbenhavn. Cirka 300 til 500 fredede bygninger er nødlidende og i forfald.

Møller, gamle politistationer og fyrtårne

Alt efter kategorisering varierer de bevaringsværdige huse i både antal og beskaffenhed, men fælles for dem er, at det netop er disse bygninger, der tilsammen udgør vores gadebillede.

Det er blandt de bevaringsværdige huse, at vi færdes hver eneste dag, og det er disse bygninger, som gør vores bymidter så smukke og hyggelige, ligesom det er de flotte købstæder og middelalderbyer, som udenlandske og danske turister kommer for at se.

Disse bygninger tæller præsteboliger, stationer, (vand)møller, embedsboliger, gamle politistationer, rådhuse, vandtårne, posthuse, fyrtårne, forsamlingshuse, retsbygninger og mange, mange andre.

Nogle bliver endda så betagede af den særlige stemning, som det samlede arkitektoniske og historiske miljø fremkalder, at de vælger at bosætte sig, ligesom nogle vælger at blive af selvsamme grund.

Tænk længere end næste valgperiode

Men den unikke, danske bygningsarv er truet. Den er i ringe forfatning og tilmed dårligt beskyttet af loven. For planloven er utilstrækkelig, og der er for meget ansvar på den enkelte kommunes skuldre, hvor der er en væsentlig interessekonflikt forbundet med bevarelsen af vores bygningsarv.

Kommunen skal både udpege bevaringsværdige bygninger, selv stå for at udarbejde lokalplaner med bevaringsbestemmelser og desuden selv finde pengene til renovering og vedligehold.

Oven i dette kommer dygtige erhvervsfolk med penge i ryggen og stiller kommunalbestyrelsen overfor det falske dilemma mellem fremgang, vækst og nybyggeri og bevarelsen af den historiske bymidte og dets bevaringsværdige huse. Lige meget hvad taber de bevaringsværdige bygninger.

Vi er nødt til at tænke længere end til næste valgperiode, når det gælder vores fredede og bevaringsværdige huse. Det har borgmestre og lokale erhvervsfolk kunnet i århundreder – hvorfor er det så, så svært nu?

De smukke, fredede og bevaringsværdige huse er tilmed klimavenlige og bæredygtige. Det er de netop, fordi de er smukke, og vi derfor har lyst til at bevare dem. De er ofte er bygget af materialer, der er yderst holdbare, og den indbydende og smukke arkitektur øger livskvaliteten både for de, der bor i huset, og for de, som skal se på det udefra.

Strammere lovgivning er ikke nok

I dag er det desværre blevet så nemt at bygge nyt og rive ned uden omtanke for eftertiden. Det skal vi sætte os ud over og i stedet tænke på vores børn og efterkommere – på dem, som vi skal overlade vores arv til.

Der er behov for, at loven for bevaringsværdige bygninger opdateres, så loven reflekterer den særlige status, som bevaringsværdige huse og bymiljøer har for os, og så det bliver svært at undsige sig ansvaret for vores unikke bygningsarv.

En strammere lovgivning er dog ikke nok – de historiske bykerner og andre fredede og bevaringsværdige huse og anlæg skal dokumenteres ved hjælp af 3D-scanninger, ligesom der skal findes penge på statsligt plan eventuelt i regi af byfornyelsesmidlerne og landdistriktspuljen.

debat@altinget.dk