Meget er på højkant
DEBAT: V og K ønsker et gearskifte i indsatsen mod ghettodannelser. Målet er meget ambitiøst, men stadig muligt at nå, hvis der samtidig indgås et meget ambitiøst boligforlig til efteråret, skriver adm. direktør i KAB.
Af Jesper Nygård
Administrerende direktør, KAB
På en konference i forbindelse med KAB's 90 års-fødselsdag i sidste uge sagde socialminister Benedikte Kiær, at det har høj prioritet for regeringen at bekæmpe ghettoiseringen. Det samme fremgår af regeringsgrundlaget fra februar i år, hvor der desuden står, at sorte pletter skal rives ned. Sprogbrugen er ikke køn efter min mening, men budskabet er klart nok: Der skal gøres en stor indsats for at forbedre forholdene i de udsatte boligområder.
På den samme konference konstaterede Mikkel Baadsgaard, forskningschef i AE-Rådet, ud fra rådets analyser, at den økonomiske ulighed i Danmark er vokset, samt at antallet af fattige i de almene boligområder er steget de seneste år.
Det fremgik bl.a., at der i dag er ca. 300.000 fattige, et tal der siden 2001 er steget med 60.000. Det er de langtidsledige, enlige forsørgere og indvandrere, der er hårdest ramt, men også knap 50.000 børn, der vokser op i fattigdom.
Et ambitiøst mål
Det er efter min mening et rigtig godt budskab, at regeringen vil gøre noget ved de udsatte boligområder. Der er i allerhøjeste grad brug for at forbedre forholdene i de udsatte boligområder. Og som tallene viser, er det også af stor betydning for alle de mennesker, der bor i områderne. Og ikke mindst er det vigtigt at forebygge, at endnu flere boligområder fanges i negative spiraler.
Det er således et meget, meget ambitiøst mål, som ministeren og regeringen her lancerer. Og mit budskab er, at det er muligt at nå målet, hvis der indgås et meget ambitiøst boligforlig til efteråret.
Kan løses uden at det koster staten penge
I boligforliget skal nemlig aftales, hvor meget der skal renoveres for i de almene boligområder i de kommende år, og hvordan den boligsociale indsats skal prioriteres i samarbejde med kommunerne. Til manges overraskelse kan jeg oplyse, at boligforliget ikke vil koste staten en eneste krone, for pengene til renoveringer og socialt arbejde spares nemlig op af beboerne i de almene boliger.
Tværtimod vil boligforliget være en gevinst for staten.
Flere renoveringer vil give mere aktivitet i byggeriet og styrker de offentlige finanser. Og her taler vi ikke om småpenge. For øjeblikket støtter Landsbyggefonden renoveringer for 2½ mia. kr. om året, og dette beløb skal løftes væsentligt i den kommende boligaftale, hvis den skal leve op til regeringens ambitioner. Samtidig er der en enestående chance for at nedbringe den store kø af renoveringer - der nu er på over 8 mia. kr. - som ligger og venter på, at en ny boligaftale giver Landsbyggefonden mulighed for at realisere dem. Der kan en ny boligaftale give grønt lys for, og det er der både plads til og behov for i samfundsøkonomien.
Staten bør selv betale for nybyggeriet og i øvrigt bidrage
Regeringen har mulighed for at realisere sine ambitioner om at "bekæmpe ghettoiseringen", når der skal indgås en ny boligaftale. Men der er også faldgruber.
I de seneste boligaftaler har det været en fast ingrediens, at staten har inddraget penge fra Landsbyggefonden. Det er teknisk sket ved, at staten har pålagt Landsbyggefonden at betale en del af den støtte, som staten ellers plejer at give til opførelse af familie-, ungdoms-, ældre- og plejeboliger (er det som vi tidligere kaldte plejehjem). I de seneste år har langt hovedparten af byggeriet været ældre- og plejeboliger, og beboernes opsparing i Landsbyggefonden er således i ganske stort omfang gået til byggeri af plejehjem.
Det er imidlertid fuldstændig afgørende vigtigt, at socialministeren og regeringen gør sig krystalklart, at den ambitiøse, langsigtede ghettoindsats ikke kan lade sig gøre, hvis der fortsat overføres penge fra Landsbyggefonden til staten i forbindelse med nybyggeri.
Skal op i et højere gear
Tilbage i 2005 pegede regeringens egne beregninger i rapporten om "Den almene sektors fremtid" på, at der ikke kan ske et langsigtet løft i renoveringerne og den sociale indsats, hvis staten fortsætter med at få dækket en fjerdedel af sine udgifter til nybyggeri, sådan som det er sket siden 2006.
Eller sagt med andre ord: Hvis regeringen vil forfølge sit ambitiøse mål om at mindske ghettoiseringen, så skal indsatsen, både hvad angår renoveringer i boligområder og den boligsociale indsats, sættes op i et noget højere gear. Men det er der kun råd til, hvis beboernes opsparing i Landsbyggefonden alene anvendes til renoveringer og boligsocial indsats. Og samtidig ville det kun være passende og tiltrængt, hvis også staten bidrager til indsatsen. Det er trods alt centrale dele af velfærdssamfundets opgaver, der er tale om.
En tæt sammenhæng til den kommende energiaftale
Energibesparelser vil stå højt på dagsordnen, når der til efteråret også skal indgås en energiaftale i Folketinget. Der er imidlertid en tæt sammenhæng mellem en kommende boligaftale og energiaftale, fordi mere end en tredjedel af renoveringerne, der er støttet af Landsbyggefonden, rent faktisk er energirenoveringer, der reducerer energiforbruget. Denne vinkel kan man endda rendyrke yderligere i en kommende boligaftale eller energiaftale ved at give mulighed for en garantiordning, hvor Landsbyggefonden giver en sikkerhed for, at beboerne i af boligområde holdes skadesløse, hvis de lovede energibesparelser ved en renovering alligevel ikke viser sig at holde.
Det vil fremme mere ambitiøse energitiltag.
Store ambitioner om "ghettoindsats" og energitiltag passer godt sammen med de store muligheder, der ligger i en kommende boligaftale. Min påstand er, at regeringen kan nå målene, hvis den går efter dem og ikke forfalder til perspektivløs kassemestertænkning.
