Vismænd: Klimamål hindrer ikke vækst

ØKONOMI: To-graders-målet vil ikke hindre fortsat økonomisk vækst – tværtimod, lyder det fra Det Miljøøkonomiske Råd. Skal målet nås, kræver det dog en langt større global indsats allerede nu, mener vismændene.

Det kan godt betale sig at gøre noget ved klimaet.

Det er meldingen fra Det Miljøøkonomiske Råd, der i en ny rapport har set nærmere på omkostningen ved at leve op til målsætningen fra FN-klimatopmødet i 2009 om, at Jordens middeltemperatur ikke må stige mere end to grader.

”Det, vores beregninger viser, er, at der ikke kun er en omkostning ved målet – der er også en gevinst ved at undgå de store skader, som ellers ville komme,” siger miljøvismand Eirik Schrøder Amundsen og giver vandstigninger og tørke som umiddelbare eksempler.

De mener fortsat, at en opfyldelse af klimamålet i sig selv er en økonomisk omkostning og kan gå ud over væksten i samfundet. Men det nye er, at vismændene forsøger at sætte tal på, at der også er en gevinst ved at leve op til målet. Og samlet er der en beskeden omkostning i 2050, men til gengæld en lille økonomisk gevinst i 2011, vurderer Det Miljøøkonomiske Råd.

Ifølge dem vil omkostningen i 2050 være to procent af BNP, mens der vil være en nettogevinst på en procent i år 2100 under to-graders-målsætningen i forhold til ”laden-stå-til-forløbet”.

Olien skal blive i jorden
Selv i et år med et stort klimatopmøde i Paris, er der bare ikke meget, der i øjeblikket tyder på, at klimamålet kan nås. Det kræver i hvert fald en helt anden indsats fra verdenssamfundets side, end man ser i dag, hedder det i rapporten.

"Det, vi siger, er, at der må en større indsats til. Det andet er, at indsatsen skal komme nu, fordi omkostningerne bliver meget større, hvis vi bare venter. Hvis man ønsker at nå målet, bliver det kun dyrere, jo længere vi venter,” siger Eirik Schrøder Amundsen.

I rapporten slår de også fast, at klimaproblemet er en af tidens største miljøproblemer, og det betyder, at store dele af reserverne af olie, kul og gas skal forblive i jorden. Det er et krav, for at klimaproblemerne kan håndteres, mener Det Miljøøkonomiske Råd.

Og det betyder også, at en del af Nordsøolien skal forblive, hvor den er. Og at udvindingen skal stoppe allerede inden 2050 – der ellers er det skæringspunkt, som politikerne på Christiansborg diskuterer for tiden.

”Alle de fossile brændsler udgør en stor del af problemet, da de udleder så meget CO2. Og regner man på, hvad det kræver at nå to-graders-målsætningen, så er der ikke rum til at udvinde alt det, som ligger i jorden,” siger Eirik Schrøder Amundsen.

Læs hele artiklen på Altinget: energi her (kræver abonnement)

, ,

Forrige artikel Regeringen vil ikke røre ved blasfemiparagraffen Regeringen vil ikke røre ved blasfemiparagraffen Næste artikel Statistikken taler for valg i september Statistikken taler for valg i september