Vilhelmsen vil sætte turbo på forebyggelse

ROKADE: Annette Vilhelmsen skal være ny social- og integrationsminister. Det giver bedre mulighed for at pudse SF-profilen af. Med sig trækker hun nye fagområder og pladser i vigtige regeringsudvalg.

Det er ikke en fuldstændig socialpolitisk novice, der overtager rorpinden for de socialt udsatte.

Den nye social-, børne- og integrationsminister, SF-formand Annette Vilhelmsen, var socialordfører i sin første tid i Folketinget efter valget september 2011, inden hun vandt formandsopgøret over Astrig Krag.

I sin tid som socialordfører levede hun dog et relativt anonymt liv i forhold til offentligheden.

Men socialområdet er ifølge flere kilder et område, som Annette Vilhelmsen er meget engageret personligt i: Et område, hvor uretfærdigheder på især børneområdet kan gøre hende rasende, lyder det fra en kilde.

Vilhelmsen afløser Karen Hækkerup (S), der grådkvalt sagde farvel til ministeriet og i stedet bliver minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Men hvad vil Vilhelmsen:

"Regeringen skal i gang med at fastsætte sine sociale målsætninger. Her har jeg store ambitioner. Det skal ikke bare være fine ord, men være konkrete handling," sagde Annette Vilhelmsen under ministeroverdragelsen.

Hun påpegede desuden i sin tale, at en af hendes første store tiltag bliver at opprioritere det forebyggende sociale arbejde. Blandt andet derfor overgår de 0-6-årige til ministeriet, der kommer til at hedde Social-, Børne- og Integrationsministeriet.

"Sociale problemer starter blandt andet allerede i daginstitutionerne," lød det fra den nye minister.

Klassisk SF'er
Med nyudnævnelsen af SF-formanden som social-, børne- og integrationsminister har socialområdet haft fire ministre på fire år – eller fem ministre på seks år, om man vil.

Der er altså gang i svingdøren i Socialministeriet. Og det har blandt andet medført kritik fra tidligere børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen, fordi det ifølge hende er et udtryk for, at socialområdet ikke bliver taget seriøst nok.

Men regeringen – og især SF – satser på at sætte øget fokus på mennesker, samfund og udsatte borgere i stedet for den økonomiske krise for at skabe en ny dagsorden, der kan vinde vælgerne tilbage.

I det lys er Vilhelmsens skifte logisk, selvom det er meget utraditionelt, at en partileder ikke har en af de allertungeste ministerposter. Det mener Altinget.dks kommentator, Erik Holstein. 

Han peger på, at Vilhelmsen ikke har markeret sig særligt stærkt som erhvervs- og vækstminister. Derfor er det fornuftigt at give hende et ministerium, hvor hun kan markere sig på klassiske SF-områder som socialt udsatte og børn.

Annette Vilhelmsen er på de fleste områder en meget klassisk SF'er. Social-, børne- og integrationspolitik ligger mere til hende, og det er et område, som hun gerne vil markere sig på.

Fastholder integrationslinje
Hun bliver betragtet som en "slapper" på integrationsområdet, mens Karen Hækkerup blev anset for en "strammer", der med skarp retorik skulle agerer værn mod kritik fra oppositionen og internt i især Socialdemokratiet.

Området er stadig ømtåleligt, og hun skal passe på med ikke at skabe heftige konflikter med Socialdemokraterne, hvis hun lægger for linjen for blødt, mener Erik Holstein. 

K-formand Lars Barfoed har udtrykt tvivl om, hvorvidt "en SF-minister kan levere en håndfast integrationspolitik".

Hun slog dog selv fast i sin tale, at "der fortsat finde miljøer i Danmark, der har et uacceptabelt syn på demokrati". Og samtidig slog hun fast, at hun – trods tidligere skepsis over for 24-årsregel og forældrepålæg – ville stå fast på regeringens linje i integrationspolitikken.

Store opgaver
Vilhelmsen overtager et social- og integrationsministerium fra Karen Hækkerup, der langt hen ad vejen har været en synlig og markant på området. Især børneområdet har fået den helt store tur i reform-maskinen i Hækkerups ministertid med blandt andet en overgrebspakke, tilsynsreform, integrations-taskforce osv.

En af de store opgaver for den nye minister bliver at sikre implementeringen af blandt andet de mange reformer på børneområdet og etableringen af den nye nationale koordinationsstruktur på det specialiserede område.

Den økonomiske ramme ligger fast – også med en ny SF-minister i spidsen. Og det er klart, at når regeringen satser på, at det sociale område skal opkvalificeres, så har det selvfølgelig konsekvenser en række steder.

I horisonten ligger en finanslov med Enhedslisten, der skal have en noget med hjem – det kunne sagtens være på social- eller børneområdet. Hvis det er tilfældet, vil det også være en sejr for Annette Vilhelmsens kernevælgere i SF.

Men konkrete forslag og udmeldinger for sit nye ressortområde har den nye minister endnu ikke på plads. Til det er det gået alt for hurtigt med rokaden, der ifølge kilder er blevet besluttet på "få dage".

Mere magt
Det nye ministerium, som Annette Vilhelmsen kommer til at står i spidsen for, bliver på flere områder styrket. 

Det gælder blandt andet børneområdet og samtidig får ministeriet en koordinerende rolle på forebyggelsesområdet, hvor der blandt andet i løbet af efteråret forventes at blive fremlagt en ny, længe ventet national forebyggelsesstrategi i samarbejde med Sundhedsministeriet.

Derudover trækker Annette Vilhelmsen socialområdet ind i regeringens Koordinations- og Økonomiudvalg, hvor de overordnede linjer i regeringens politik lægges. Karen Hækkerup har ikke siddet i disse udvalg. Derfor kan det give socialpolitikken en mere tydelig stemme i og opprioritering i regeringstoppen.

Annette Vilhelmsen anses for at være god til at lytte og indgå kompromisser. Det kan blive en stor fordel for hende på et område, der består af et hav af aktører og interessenter, der alle har en mening og kæmper for hver deres grupper.

Forrige artikel Thorning flytter om på ressort-områder Thorning flytter om på ressort-områder Næste artikel Pragmatiker på ønskejob gør klar til grøn omstilling Pragmatiker på ønskejob gør klar til grøn omstilling