Pragmatiker på ønskejob gør klar til grøn omstilling

ROKADE: Den grønne omstilling bliver hovedopgaven for den nyudnævnte transportminister, Pia Olsen Dyhr, der høster stor ros fra både opposition og erhvervslivet for hendes evner, arbejdsraseri og pragmatisme. Hendes stærke idelogiske holdninger kan dog skabe konflikter.

Det er noget nær et drømmejob, som statsminister Helle Thorning-Schmidt har givet Pia Olsen Dyhr (SF), som har overtaget posten som ny transportminister.

Det mener politikere i blå blok og dem, der kender hende i erhvervslivet. Og så siger hun det også selv:

"Det er helt klart et ønskejob. Jeg er meget glad for at blive transportminister," sagde Pia Olsen Dyhr umiddelbart efter overdragelsen i Transportministeriet.

41-årige Pia Olsen Dyhr kommer fra posten som handels- og investeringsminister, som Nick Hækkerup (S) overtager.

Før den politiske karriere tog fart, voksede hun op i et kaotisk hjem i et socialt belastet kvarter i Vallensbæk på den Københavnske Vestegn. Fra hun var 11 år, boede hun i en lejlighed alene med en alkoholiseret far. Det har styrket hendes retfærdighedssans, har hun sagt til politiken.dk, og det blev katalysatoren for, at hun tilbage i 80'erne gik ind i politik for SFU.

Her blev hun en del af venstrefløjen, som den grønne bølge skyllede ind over. Derfor er hun i dag en del af den grønne politiske fløj i SF, som blandt andet også huser en af partiets grand old men Steen Gade og miljøminister Ida Auken. I 2005 var hun desuden kandidat til formandsposten i SF, som hun tabte til Villy Søvndal.

Vil omstille transportsektoren
Den nye minister overtager et job, hvor forgængeren, Henrik Dam Kristensen (S), har taget spadestik på en lang række områder, når man ser på målene i regeringsgrundlaget. Derfor er det især de grønne målsætninger som klimaplan, roadmap for grøn transport, omlægning af bilafgifter, nye miljøzoner og forhandlingerne om den stort anlagte togfond, som er de store udfordringer.

Hun ser også selv det grønne område som hovedopgaven:

"Den vigtigste mærkesag er, at vi skal have grønnet trafikken. Vi skal til at tænke meget mere i løsninger, som også holder klimamæssigt," sagde Pia Olsen Dyhr, der dog også lægger stor vægt på, at mobiliteten i de danske storbyer skal blive bedre.

Hun har tidligere været en af de mest hårdnakkede tilhængere af en betalingsring om hovedstaden, men i dag er hun fåmælt, om hvorvidt højere bilafgifter er det rette instrument til at omstille transportsektoren.

"Nu har vi lagt betalingsringen i graven. Men jeg vil afvente Trængselskommissionens anbefalinger på det område, for vi skal jo have flere mennesker til at benytte den kollektive trafik," siger Pia Olsen Dyhr.

Pragmatisk ordfører
Hun er ingenlunde ny på transportområdet. Fra 2007-2010 var hun således trafikordfører, hvor hun for alvor fik placeret SF blandt de trafikansvarlige partier ved at gå med i det omfattende forlig om En Grøn Transportpolitik i 2009. Et forlig med mange kameler for en SF'er.

"Selvom hun i udgangspunktet var langt fra dele af resultatet, så gik hun til det med en 'give and take'-tilgang. Selv OPP-projekter gik hun med til for at få noget igen," siger en politiker i blå blok, der desuden beskriver hende som "godt selskab" uden for forhandlingslokalerne.

Og netop den konstruktive og pragmatiske stil er et kendetegn ved den nye minister, lyder det fra både oppositionen og erhvervslivet. Derudover beskrives hun som handlekraftig og en dygtig forhandler, der med noget nær elefanthukommelse evner at sætte sig ind i kompliceret stof med raketfart.

Eller som en kilde fra transportbranchen formulerer det:

"Hun er lynhurtig til at skære igennem. Og selvom hun har klare holdninger, så lytter hun også til gode argumenter."

Ideologen
De betænkeligheder, der knytter sig til den nye minister, handler ikke desto mindre om, at hun i forhold til sin forgænger er placeret længere ude på venstrefløjen. Det kan skabe konflikter med den borgerlige opposition:

"Hun er jo voldsomt ideologisk, hvad angår billigere billetter, fokus på den kollektiv trafik og grønne tiltag. Det kan blive svært at overbevise hende om, at der også er brug for asfalt i Danmark. Det bliver mere vanskeligt, end det var med Henrik Dam Kristensen," siger en politiker i blå blok.

Spørgsmålet om billige billetter er også et område, hvor hun tidligere har profileret sig. De fleste husker hende nok bedst fra valgkampen i 2011, hvor hun og SF ville sænke billetpriserne i København med hele 40 procent. 

"Det kan godt være, det tager tre måneder, men vi vil så hurtigt som muligt sætte prisen ned på den kollektive trafik. Du må ringe til mig om fire måneder og skælde mig ud, hvis billetterne ikke er blevet billigere," sagde hun dengang til Berlingske, men måtte efterfølgende erkende, at det ikke blev til noget.

Transportministeriet får et løft
I Transportministeriet er det ikke kun Henrik Dam Kristensen, der takker af. Også særlig rådgiver John Iversen stopper, da Pia Olsen Dyhr tager Thomas Nystrøm med fra sin tid som handels- og investeringsminister.

Derudover får hun en mere central plads i regeringen end sin forgænger. Den nye minister bliver således en del af regeringens magtfulde Koordinationsudvalg, hvor transportministeren normalt ikke deltager – forhenværende transportminister Lars Barfoed (K) sad dog en kort periode i det udvalg, inden han blev justitsminister.

Pladsen i Koordinationsudvalget bliver udlagt som en opgradering af Transportministeriet.

"Det er da en fordel, at transportministeren sidder med, hvor de store beslutninger træffes. Det er i hvert fald ikke en ulempe, hvis der skal flere midler til området," siger en politisk modstander.

Med pladsen i Koordinationsudvalget får hun desuden mulighed for at ansætte en særlig rådgiver yderligere. Hvem det bliver, er endnu ikke på plads.

,

Forrige artikel Vilhelmsen vil sætte turbo på forebyggelse Vilhelmsen vil sætte turbo på forebyggelse Næste artikel Ministerpost skal give Sass Larsen en frisk start Ministerpost skal give Sass Larsen en frisk start