"Vi vil gerne skabe en republik, som samarbejder med Danmark"

Altinget taler med de grønlandske partier forud for parlamentsvalget den 6. april. Første parti er Naleraq, der arbejder for, at Grønland bliver en selvstændig spiller på verdensscenen med Danmark ved sin side. 

Højre-venstre-skalaen, som vi kender fra dansk politik, er ikke på samme måde den røde tråd i grønlandsk politik. Det handler i højere grad om hvor hurtigt man ønsker at opfylde drømmen om et selvstændigt Grønland i den ene eller anden form.

Grønlænderne skal den 6. april vælge 31 medlemmer til parlamentet Inatsisartut. I den forbindelse taler Altinget med de forskellige grønlandske partier om deres syn på Grønlands fremtidige forhold til Danmark og rigsfællesskabet samt Grønlands rolle på verdensscenen.

Første parti er Naleraq, der siden stiftelsen i 2014 har haft grønlandsk selvstændighed øverst på agendaen.

”Vi vil gerne skabe en republik, som samarbejder med Danmark,” forklarer Pele Broberg, medlem af Inatsisartut for Naleraq og tidligere grønlandsk finansminister.

Egen forfatning
Partiets formand og stifter, tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, giver helst selv kun interviews på grønlandsk. Derfor er det den tidligere pilot Pele Broberg, der skal forklare Naleraqs vision for et fremtidigt selvstændigt Grønland.

Omdrejningspunktet i den vision er et såkaldt free association-samarbejde (se boks til venstre, red.) mellem Grønland og Danmark, hvor hver stat bliver betragtet som sin egen med egen forfatning. Free association-ordningen blev etableret af FN i forbindelse med afkoloniseringen efter Anden Verdenskrig.

Det giver det tidligere koloniland mulighed for at varetage sine økonomiske og udenrigspolitiske interesser på egen hånd. Samtidig assisterer den tidligere kolonimagt inden for nogle af de ansvarsområder, som det tidligere koloniland har svært ved at løfte helt selv. Det kan eksempelvis være inden for uddannelse og sundhed.

Truer befolkningen
De præcise økonomiske rammer fastlægger parterne selv. Så det kan eksempelvis være bloktilskud, oprettelse af en økonomisk fond, nedtrapning af tilskud, eller slet ingen økonomisk støtte.

Danmarks økonomiske støtte til Grønland i form af bloktilskud og anden støtte udgør i dag omkring fire milliarder kroner. Pengene fra Danmark udgør mere end halvdelen af de offentlige indtægter.

Og afhængighed af Danmark bliver udnyttet til at holde Grønland fra at gå solo, mener Pele Broberg og Naleraq.

”Indtil videre er Grønland kun en del af det danske rige, fordi man truer den grønlandske befolkning med at straffe dem, hvis de vil noget andet. Det har man haft held med indtil videre,” siger Pele Broberg og fortsætter:

”Men jo mere Danmark stritter imod, jo større bliver den grønlandske trang til at gøre det hurtigere.”

Herre i eget hus
Naleraq indgik for få år siden i landsstyrekoalition med Siumut. Partiet kunne dog ikke få det store socialdemokratiske parti med på at skrive ind i regeringsgrundlaget, at Grønland skulle indlede forhandlinger med Danmark om en free association-aftale.

Ifølge Naleraq, så er det uundgåeligt, at Grønland en dag ikke længere vil være underlagt den danske grundlov. For grønlænderne vil være herre i eget hus og have højhedsretten over eget land.

Det kan Danmark lige så godt indse og forsøge at få det bedste ud af, mener Pele Broberg.

”Jo mere Danmark hjælper os til en ”free association-fremtid”, jo større er vores incitament til at hjælpe Danmark fremadrettet. For vi kan ikke klare os uden hinanden,” siger Pele Broberg.

Medlem af FN
I et free association-setup kan der fortsat være et tæt samarbejde inden for forsvars- og sikkerhedspolitikken. Ikke hvor den ene stat er underlagt den anden, men snarere assistance eller samarbejde.

Grønland vil være i stand til at føre sin egen udenrigspolitik og kan blive medlem af FN - sådan som Marshall Øerne, Mikronesien og Palau allerede er.

Når det kommer til suverænitetshåndhævelsen og territorialforsvaret af Grønland, så forestiller Pele Broberg forestiller sig en ”islandsk model”, hvor Nato-landet Island selv står for at drive en kystvagt. Til gengæld har man en aftale med Nato om, at andre Nato-lande på skift står for at opretholde et afvisningsberedskab, så man kan sende kampfly på vingerne og hævde islandsk suverænitet i luftrummet.

Amerikansk militær i Grønland
Broberg og Naleraq ser desuden ikke nogen problemer i større amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland. I dag består den hovedsageligt af Thulebasen og Thuleradaren i Nordvestgrønland.

Og Danmark skal huske på, at Grønlands geografiske placering gør øen til en ombejlet samarbejdspartner på den globale scene. Den fik Grønland, Danmark og resten af verden tydeligt at se i august 2019, da det kom frem, at USA's daværende præsident Donald Trump udtrykte et ønske om at købe Grønland af Danmark.

”Danmark lavede den fejl at tro, at der ikke var nogen andre, der ville lege med os,” siger Pele Broberg.

Men det var der. Og Trump så reelt blot købet af Grønland som ”en stor ejendomshandel”. Danmarks statsminister Mette Frederiksen kaldte omvendt ideen for absurd.

Naleraq har i dag fire medlemmer af Inatsisartut. I en meningsmåling fra januar i år stod partiet til ved et valg at holde fast i det antal parlamentsmedlemmer.

 

Forrige artikel Bertel Haarder genopstiller ikke Bertel Haarder genopstiller ikke Næste artikel Ugen i dansk politik: Delvis genåbning og spørgetime med Mette Frederiksen Ugen i dansk politik: Delvis genåbning og spørgetime med Mette Frederiksen