Ventetiden til operation er rekordlav

BEHANDLINGSGARANTI: Ventetiden til operation faldt til gennemsnitligt 51 dage i 2013. Det er det laveste i ni år. Sundhedsministeren er stolt og angriber samtidig Venstre for at have kritiseret regeringen for ændring af behandlingsgarantien.

51 dage. Så lang tid ventede patienterne i gennemsnit i 2013 på at blive opereret i det danske sundhedsvæsen. Det er én dag kortere end året før. Dermed er ventetiden nu på det laveste niveau i ni år, viser en opgørelse, som Sundhedsministeriet har lavet med tal fra Landspatientregisteret. 

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) er meget tilfreds med udviklingen. Især fordi regeringen 1. januar 2013 ændrede VK-regeringens 30 dages behandlingsgaranti til en differentieret behandlingsgaranti. Ændringen affødte kritik fra flere sider.

 

Kilde: Sundhedsministeriet og Landspatientregisteret

Nick Hækkerup mener, tallene beviser, at kritikerne tog fejl.

"Blandt andet Venstre har jo fremstillet det, som om at den differentierede behandlingsgaranti ville være til skade for patienterne. Men nu kan vi jo se sort på hvidt, at ventetiden på operationer ikke er steget," siger Nick Hækkerup. 

Den differentierede behandlingsgaranti betyder, at nogle patienter med mindre alvorlige lidelser må vente op til to måneder, før de kan tage på privathospital på det offentliges regning, hvis det offentlige ikke kan tilbyde behandling. Nogle patientforeninger og de borgerlige partier var voldsomt imod den differentierede ventetidsgaranti, netop fordi garantien for nogle patienter blev forlænget til to måneder. 

Nick Hækkerup peger på, at patienterne i 2013 også fik en udredningsgaranti, så patienterne hurtigere kan få den rette behandling. Det skal ske ved, at patienterne skal have stillet en diagnose inden for 30 dage eller en plan for deres udredningsforløb, hvis det lægeligt ikke er muligt inden for garantiperioden. 

V: Regionerne skal roses - ikke regeringen
De nye ventetidstal får ikke Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, til at blive mere venligt stemt over for den differentierede behandlingsgaranti, som hun stadig mener er dårligere for patienterne.

"Til gengæld vil jeg gerne rose regionerne for at have trodset regeringen. Det fortjener de og sundhedsvæsenets mange dygtige medarbejdere en kæmpestor ros for," siger Sophie Løhde, med henvisning til at blandt andet Region Sjælland har fastholdt behandlingsgarantien på 30 dage for alle patienter.

Forskningsprofessor og sundhedsøonom i KORA, Jakob Kjellberg, er overrasket over, at ventelisterne ikke er vokset, efter at behandlingsgarantien nu går op til to måneder. 

"Jeg havde forventet, at ventetiden ville være steget. I stedet har vi set et meget lille fald, som også kan betegnes en stagnation. Men ændringen af behandlingsgarantien in mente, så er det lidt imponerende, at ventetiden ikke direkte er steget," siger Jakob Kjellberg. 

Ekspert: Tag fat på andre problemer nu
Ventelisternes længde har tidligere været i stort fokus. Men Jakob Kjellberg mener, at ventelisterne generelt er ved at være på et niveau, så politikerne på sundhedsområdet bør rette blikket mod mere presserende problemstillinger. 

"Man bør blive bedre til at sikre, at det er de rigtige patienter, som bliver opereret, at de har gavn af behandlingen og rent faktisk føler sig raske efterfølgende," siger Jakob Kjellberg.

Han peger på faren for, at der på nogle områder sker en under- eller en overbehandling. Eller at patienterne efter operationen ikke bliver ordentligt genoptrænede. 

Region Syddanmark havde den klart laveste ventetid med 45 dage, mens Region Nordjylland havde den højeste ventetid med 57 dage efter regionen for et par år siden i flere år havde den laveste ventetid.

Kilde: Sundhedsministeriet og Landspatientregisteret

Regeringen indførte den differentierede behandlingsgaranti, blandt andet fordi 30-dages-garantien fra flere sider blev kritiseret for at være for dyr for det offentlige, kunne medføre overbehandling og forhindre lægerne i at prioritere de mest syge patienter. Blandt kritikerne af behandlingsgarantien på 30 dage har været de fleste fremtrædende sundhedsøkonomer og Lægeforeningen. 

,

Forrige artikel Tre klimaforslag skal kompensere for brændeafgift Tre klimaforslag skal kompensere for brændeafgift Næste artikel Republikanerne kæmper for at få Jeb Bush som præsidentkandidat Republikanerne kæmper for at få Jeb Bush som præsidentkandidat