Venstrefløjen har fået en gylden chance

”Tænk engang hvis vi havde gået i regering og nu skulle forsvare afskaffelsen af store bededag. Så var det os kuglerne ramte, og vi ville ikke ligge på 15 procent, men på 5 procent.”

Sådan tegnes den kontrafaktiske historie op af flere SF’er, og situationen illustrerer, hvordan små forskydninger kan få meget store konsekvenser.

For hvis ikke Konservative havde trukket stikket til Mette Frederiksens oprindelige (S) tegning med en S-SF-V-K-regering, havde adgangsbilletten til regeringskontorerne lige præcis været afskaffelsen af store bededag. Og det havde næppe været dét, der havde fået SF-formand Pia Olsen Dyhr til at sige nej til regeringsdeltagelse.

Nu endte det anderledes, og SF står i en fri rolle og kan profitere af SVM-regeringens problemer. SF har på rekordtid fået en medvind i meningsmålingerne, som man skal helt tilbage til Villy Søvndals (SF) storhedstid for at finde mage til.

SF-formandens balancer

Den øjeblikkelige succes kan dog ikke skjule, at der findes ret forskellige strategiske linjer i partiet. Det er ikke egentlige fraktioner, som der har været i de mere destruktive perioder af SF’s historie, men forskellige holdninger til, hvor hårdt man skal gå til regeringen, og hvilke politiske emner, partiet skal prioritere.

I kredsen omkring SF-formand Pia Olsen Dyhr er man ikke vildt optaget af partiets aktuelle vokseværk. Man glæder sig over fremgangen, men der er også en vis ærgrelse over, at det ikke lykkedes at komme i regering.

Her lægger man vægt på at balancere, så man på trods af en vis kritik af SVM-regeringen også kan samarbejde med regeringen og få konkret indflydelse. Man har heller ikke helt afskrevet en situation, hvor SVM-regeringen bryder sammen efter et par år, og statsminister Mette Frederiksen i stedet søger at danne en centrum-venstre regering, hvor SF kan indgå. {{toplink}}

Pia Olsen Dyhr havde en mindre kontrovers med Mette Frederiksen under åbningsredegørelsen i Folketinget, hvor SF-formanden var betydeligt mere kritisk end normalt. Det skulle statsministeren øjensynlig lige vænne sig til.

SF-formanden har også været en af frontfigurerne for at få samlet hele oppositionen for at presse regeringen til at opgive sammenkoblingen mellem store bededag og et forsvarsforlig. Den øvelse lykkedes til fulde.

Men ellers er Pia Olsen Dyhr relativ moderat i sit sprogbrug, og det er karakteristisk, at hun satte alle sine kræfter ind for at fjerne sammenkoblingen. For SF-formanden lægger umådelig vægt på at få sit parti med i et nyt forsvarsforlig.

Fuld hammer

Imens har partiets beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, givet den fuld hammer i sin kritik af fjernelsen af store bededag. Han har været meget kontant i sin kritik af regeringen – og socialdemokraterne – både i folketingssalen og i medierne. Lige lovlig kontant efter nogle af partifællernes mening.

For Hønge og en række af de faglige folk var det vigtigste ikke at få fjernet sammenkædningen med forsvarsforliget, for dem er det selve angrebet på store bededag, der er det centrale.

I øjeblikket har Hønge og ligesindede et kæmpe vælgerhav at fiske i. Hvis nogen skulle være i tvivl om omfanget af vreden over store bededag-indgrebet, fjernede søndagens demonstration den sidste tvivl:

I bidende kulde lykkedes det at samle et sandt menneskehav på Christiansborg Slotsplads, og blandt demonstranterne var ikke alene "the usual suspects" i form af  venstrefløjsfagforeninger som BUPL og bygningsarbejdere.

Der var også snesevis af veste og skilte fra en klassisk højre-socialdemokratisk fagforening som Dansk Metal, og det er værd at huske, at det var hovedbestyrelsen i Dansk Metal, der likviderede det seneste forsøg på at fjerne store bededag tilbage i 2012.

Intet tyder på, at den vrede fordufter foreløbig, og det giver store muligheder for venstrefløjen at nå klassiske arbejdervælgere, som ellers de senere år var vendt tilbage til Mette Frederiksens socialdemokrati. 

Klima og børn

I de seneste tre valgkampe har SF ikke haft særlig mange budskaber målrettet de traditionelle arbejdervælgere, og både i 2019 og 2022 var fokus så udpræget på børn og unge og de grønne politikområder.

Det var en god strategi til igen at få fat i kernevælgerne, da SF var helt i knæ efter den katastrofale regeringsdeltagelse fra 2011-14. At det lykkedes at stabilisere og siden genrejse partiet har Pia Olsen Dyhr en pæn del af æren for.

Men strategien er utilstrækkelig, hvis SF skal nå længere ud og komme op på en tocifret opbakning. Da det lykkedes for Villy Søvndal i perioden 2006-11, var forklaringen, at han udvidede paletten: For Søvndal var det et erklæret mål at genvinde arbejdervælgerne, og han tog fat på områder som udlændingepolitik, social ulighed og arbejdsmarkedsforhold.

Nu har krigen om store bededag taget fokus, mens områder som klima og miljø og børn og unge er skubbet i baggrunden. Som meningsmålingerne til fulde illustrerer, har SF potentialer til igen at nå langt bredere ud, hvis man også tager klassiske lønmodtageremner op – og ikke er bange for direkte, hårde konfrontationer med socialdemokraterne på udvalgte områder.

EL børster støvet af sig

Enhedslisten stod umiddelbart i en elendig situation efter valget. Valgresultatet gav en skuffende tilbagegang, og partiet kunne efter dannelsen af SVM-regeringen se sig selv uden for direkte parlamentarisk indflydelse i en hel valgperiode.

Men vreden mod regeringen og Mette Frederiksens massive stemmetab har givet den yderste venstrefløj en ny chance, og også Enhedslisten går frem i målingerne. Det er ikke samme raketagtige fremgang som SF, men det tager typisk lidt tid at vende tendensen efter et valgnederlag.

Strategisk står Enhedslisten i en ret fordelagtig position. Partiet har en rimelig stærk folketingsgruppe, hvor Pelle Dragsted nu er kommet tilbage og supplerer profiler som Mai Villadsen, Victoria Velasquez, Rosa Lund og veteranen Søren Søndergaard.

EL er ikke bundet af samme hensyn til at skulle balancere i forhold til socialdemokraterne, som SF er. Det kan især blive en fordel for Enhedslisten, hvis de tricky overenskomstforhandlinger ender med et sammenbrud og et efterfølgende regeringsindgreb. Her er Enhedslisten parat til at slå til.

Enhedslisten har gennem de senere år fået et vist fodfæste i fagbevægelsen, og partiet kørte en meget kontant linje med brod mod socialdemokraterne både ved de offentlige overenskomster i 2018 og ved sygeplejekonflikten i 2021.

På den yderste venstrefløj er der dyb skuffelse over socialdemokraternes orientering mod højrefløjen efter en periode, hvor Enhedslisten har været mere pragmatiske end nogensinde før. Nu er der alle chancer for "pay back time".

Fordel at stå uden for forsvarsforlig

Også når det gælder forsvar, kan Enhedslisten på sigt trække det længste strå.

Tiden umiddelbart efter den russiske invasion i Ukraine var præget af forvirring og pinagtige udtalelser fra medlemmer af Enhedslisten, der ikke kunne finde ud af at identificere Rusland som aggressor. Men partiets årsmøde i maj bragte en vis afklaring, og kravet om udmeldelse af Nato blev derefter sat på standby. Siden da har krigen i Ukraine ikke synderligt hæmmet Enhedslisten.

Enhedslisten kommer under ingen omstændigheder med i et forsvarsforlig, og det kan vise sig at blive en stor fordel. I kølvandet på den russiske aggression var der stor opbakning til øgede forsvarsudgifter, men den udvikling kan hurtigt vende.

Det er langtfra en naturlov, at der er opbakning til øgede forsvarsudgifter i Danmark. Når forsvarsudgifterne stiger år efter år, og der er pres på hospitaler, skoler og plejehjem, vil mange vælgere muligvis ønske en anden prioritering.

Internt er forholdet mellem SF og EL udmærket for tiden, og i Enhedslisten har man endda luftet tanken om at pege på SF-formanden i en dronningerunde efter et valg. Den melding var dog ikke koordineret, og det er mest sandsynligt, at EL ender med at melde ud, at partiet vil "pege på lederen af det største venstrefløjsparti".

Her og nu har både SF og Enhedslisten fået en foræring af SVM-regeringen:

Store bededags-striden har udviklet sig til en enestående tabersag, der ikke alene kan give et midlertidigt boost til venstrefløjen. Hvis SF og Enhedslisten håndterer situationen optimalt, har de chancen for at skabe en langvarig magtforskydning mellem socialdemokrater og venstrefløj. Såvel blandt vælgerne som i fagbevægelsen.  

erik@altinget.dk