Venstre vil sende fagligt svage elever på turboforløb

FOLKESKOLE: Venstre er klar til at bruge flere penge på at sende fagligt udfordrede elever på særlige turboforløb. I Odense har det medført markante løft af elevernes faglighed – og København er også i gang.

Venstre er klar til at investere langt flere penge i at gøre landets fagligt svageste elever i folkeskolen dygtigere, så de kan indhente noget af det forsømte.

Det skal ses i lyset af, at mere end hver syvende elev forlader folkeskolen uden at kunne læse tilstrækkeligt godt til at klare sig i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

"Det er vigtigt, at vi får alle med. Det er jo helt uacceptabelt, at der er så mange, der ikke kan læse og skrive, når de går ud af skolen," siger Venstres folkeskoleordfører, Louise Schack Elholm.

Derfor ønsker Venstre at sende folkeskolens mest fagligt udfordrede elever på særlige turboforløb eller lynkurser, hvor de over nogle uger arbejder intenst med de bedste faglige værktøjer og samtidig også fokuserer på sociale og personlige kompetencer.

Flere skal være uddannelsesparate
Med afsæt i særdeles positive erfaringer fra Odense Kommune ønsker Venstre at udbrede metoden eller andre lignende metoder til flere kommuner – ikke mindst med fokus på de 8. klasses elever, der vurderes til at være ikke-uddannelsesparate.

"Kommunerne kan selv bestemme, hvem målgruppen er – men det vil jo være alle tiders at få løftet langt flere elever til at være uddannelsesparate," siger Louise Schack Elholm.

I landets største kommune, København, er børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) i fuld gang med at indarbejde særlige turboforløb i bestræbelserne på at give de svageste elever et markant fagligt løft.

"Vi har i alt for mange år været for berøringsangste over for at tage fat i dem, der virkelig har de faglige udfordringer. Vi må erkende, at en lærer i en klasse ikke nødvendigvis altid kan nå alle elever – og slet ikke dem med de største faglige udfordringer," siger Pia Allerslev.

Allerede i dette skoleår har kommunen afsat midler til særlige turboforløb i forskellige fag på i alt 15 skoler. Det skal sikre et højt niveau af fordybelse og mulighed for fleksibel undervisning – og kan målrettes til både elever med behov for ekstra støtte, og elever, der har brug for ekstra udfordringer.

Turboforløb koster penge
Venstre-forslaget om at sende langt flere elever på særlige turboforløb er indeholdt i Venstres børne- og ungeudspil, der blev lanceret i sidste uge.

Nogle af initiativerne i udspillet koster flere penge, mens andre sigter på forebyggelse eller bedre brug af pengene. Elev-turboforløb er blandt de forslag, der vil koste ekstra. I alt lægger Venstre op til at afsætte én mia. kr. frem til 2020, som dels skal finansieres via satspuljen og dels ved en omprioritering af de offentlige udgifter, hvor V lægger op til besparelser på udviklingsbistand og udlændingepolitik.

Læs hele artiklen på Altinget: uddannelse (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel Mød valgets mest uenige kandidater Mød valgets mest uenige kandidater Næste artikel Carl Holst stopper som formand for Region Syddanmark Carl Holst stopper som formand for Region Syddanmark