Venstre sender byge af spørgsmål om Dan Jørgensens nye kommunikationschef

SPØRGSMÅL: Klimaminister Dan Jørgensen (S) har modtaget en byge af i alt 18 spørgsmål fra Venstres politiske ordfører om ansættelsen af ministeriets nye kommunikationschef.

Det vakte opsigt, da Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i oktober kunne præsentere Gry Möger Poulsen som ministeriets nye kommunikationschef.

Nyheden kom nemlig ovenpå en heftig kritik af de øvrige ansættelser af nye presse- og kommunikationschefer i ministerierne efter valget. 

"Normalt sidder pressecheferne på de poster, fordi de er dygtige og har arbejdet deres vej op. Bortset fra de her mennesker. De sidder der, fordi de er venner med den nuværende regering," sagde Liberal Alliances Ole Birk Olesen i oktober til Berlingske. 

Gry Möger Poulsen har tidligere været ansat som politisk rådgiver for klimaminister Dan Jørgensen (S), da han sad i Europa-Parlamentet, og hun blev dermed den syvende nyansatte presse- eller kommunikationschef med politisk tilknytning til de socialdemokratiske ministre.

Ansættelserne har også mødt kritik fra Venstre, hvis politiske ordfører Sophie Løhde (V) nu sender i alt 18 spørgsmål om ansættelsen i Dan Jørgensens retning.

Løhde vil have besvaret spørgsmålene senest 2 dage før, at ministeren skal i samråd om ansættelsen. Samrådet har endnu ikke fået en dato.

De 18 spørgsmål er som følger.

Venstres 18 spørgsmål til Dan Jørgensen:

  • Hvor har stillingsopslaget vedrørende rekruttering af ny kommunikationschef været bragt?
  • Hvornår blev beslutningen om at rekruttere en ny kommunikationschef truffet, og hvem traf den endelige beslutning om at rekruttere en ny kommunikationschef?
  • Er der i forbindelse med rekruttering af ny kommunikationschef tale om en nyoprettet stilling? Hvis ikke bedes ministeren redegøre for, hvad der er sket med den tidligere kommunikationschef?
  • Hvor mange ansøgere var der til stillingen som ny kommunikationschef?
  • Har ministeren eller ministerens særlige rådgiver på noget tidspunkt deltaget i rekrutteringen af ny kommunikationschef, herunder deltaget i samtalerne?
  • Hvilke fratrædelsesvilkår og opsigelsesvarsler er den nye kommunikationschef ansat på?
  • Har ministeren eller ministerens særlige rådgiver på noget tidspunkt deltaget i eller drøftet – mundtligt eller skriftligt – beslutningen om, hvem der skulle have stillingen som ny kommunikationschef?
  • Vil ministeren garantere, at ministeren på ingen måde har haft kendskab til eller været orienteret hverken mundtligt eller skriftligt om ansøgerfeltet til stillingen som kommunikationschef?
  • Vil ministeren garantere, at ministerens særlige rådgiver på ingen måde har haft kendskab til eller været orienteret hverken mundtligt eller skriftligt om ansøgerfeltet til stillingen som kommunikationschef?
  • Er den nye kommunikationschef ansat på en tidsbegrænset kontrakt? I bekræftende fald hvor mange år er stillingen så tidsbegrænset til?
  • Vil ministeren garantere, at ministerens særlige rådgiver ikke på noget tidspunkt har deltaget i samtaler med kandidaterne i forbindelse med rekrutteringen af ny kommunikationschef?
  • Vil ministeren garantere, at ministeren på ingen måde hverken mundtligt eller skriftligt har foreslået eller opfordret nogen personer til at søge stillingen som kommunikationschef?
  • Vil ministeren garantere, at ministerens særlige rådgiver på ingen måde hverken mundtligt eller skriftligt har ytret et ønske om en foretrukken kandidat til stillingen som kommunikationschef?
  • Vil ministeren garantere, at ministeren på ingen måde hverken mundtligt eller skriftligt har ytret et ønske om en foretrukken kandidat til stillingen som kommunikationschef?
  • Har ministeren eller ministerens særlige rådgiver på noget tidspunkt over for nogen i departementet tilkendegivet sin vurdering af eller holdning til en eller flere kandidater i ansøgerfeltet i forbindelse med rekrutteringen af ny kommunikationschef?
  • Vil ministeren garantere, at ministerens særlige rådgiver på ingen måde hverken mundtligt eller skriftligt har foreslået eller opfordret nogen personer til at søge stillingen som kommunikationschef?
  • Vil ministeren garantere, at ministerens særlige rådgiver ikke på noget tidspunkt har deltaget i formøder med ansættelsesudvalget eller andre forud for samtaler med kandidaterne i forbindelse med rekrutteringen af ny kommunikationschef?
  • Vil ministeren garantere, at ministerens særlige rådgiver ikke på noget tidspunkt har deltaget i opsamlingsmøder eller lignende med ansættelsesudvalget eller andre, hvor kandidaterne er blevet drøftet efter samtalerne med kandidaterne i forbindelse med rekrutteringen af ny kommunikationschef?

Forrige artikel Flertal vil sætte loft over VUC-forløb Flertal vil sætte loft over VUC-forløb Næste artikel Nu fortæller Seniortænketanken, hvordan vi får ældre til at arbejde længere Nu fortæller Seniortænketanken, hvordan vi får ældre til at arbejde længere